Russisk nedstyrtning på Månen kan få alvorlige konsekvenser

Ruslands nye månesonde Luna 25 er styrtet ned og er nu knust mod Månen.

Man kan sige, at uheld sker, så det betyder jo ikke så meget – men i dette tilfælde er det en begivenhed, som godt kan få nogle konsekvenser på lang sigt.

Allerede før Luna 25 skulle gøre klar til landing fra sin bane om Månen, skete der åbenbart et eller andet. Så vidt det er oplyst, fik en mislykket kurskorrektion Luna 25 til at forlade sin bane godt 100 kilometer over Månen og styrte ned på Månen.

Lad os dog først slå fast, at man ikke kan tale om et månekapløb.

Det er et tilfælde, at den indiske rumsonde Chandrayaan 3 skal lande på Månen onsdag 23. august, selv om det nu havde været en gevinst at være først nær Månens sydpol.

Månens sydpolsområde vil nemlig i de kommende år blive centrum for den kommende udforskning af Månen.

Det skyldes, at man kan finde is her, selvom den er godt skjult i klipper og på bunden af kratere, hvor Solens lys aldrig når ned, og temperaturen derfor nærmer sig temperaturen på den fjerne Pluto.

Nu kan vi så bare vente på, om Chandrayaan 3 vil klare landingen.

Indtil nu ser alle forberedelser ud til at være gået godt, men erfaringen viser, at det normalt er de sidste meter ned, som er de vanskeligste. Derfor er den måde Luna 25 forulykkede på i virkeligheden ganske usædvanlig, da problemerne opstod 100 kilometer over Månen.

Det normale er nemlig, at problemerne først opstår et par hundrede meter over overfladen.

Den svære landing

Man skulle tro, at det at lande på Månen i dag ville være en let sag, men sådan er det nu ikke gået.

Selvom man siden rumalderens begyndelse har landet på Månen mere end 20 gange, inklusive seks gange med mennesker ombord, er teknologien tydeligvis ikke blevet mestret endnu.

Utroligt nok, for bortset fra de tre kinesiske landinger inden for de sidste 10 år, så skete næsten alle de vellykkede landinger på Månen inden for et årti mellem 1966 og 1976.

Først i 2018 landede den kinesiske Chang’e 4 på Månens bagside med en rover, og i 2020 landede Chang’e 5 og bragte 1,7 kilo måneprøver tilbage til Jorden.

Siden da er det ikke gået så godt. Alene inden for de seneste par år har Japan, Israel og Indien hver haft et mislykket forsøg på en månelanding. Det kan virke overraskende, fordi vi i dag har meget bedre computere og radaranlæg, der kan styre en rumsonde ned til en sikker landing, end man havde for 50 år siden.

Det er i hvert fald helt sikkert, at den japanske, israelske eller indiske teknik ikke har været dårligere end teknikken på Luna 25, men uheldene viser, at det at lande på Månen er ganske vanskeligt.

Men den bedre teknik hjælper nu ikke ret meget, hvis man ikke er omhyggelig.

Det skræmmende eksempel er den russiske Mars-sonde Phobos-Grunt, der skulle have bragt prøver tilbage fra Mars-månen Phobos tilbage til Jorden i 2011, men som aldrig kom længere end til en bane om Jorden, hvor den endte med at brænde op i atmosfæren

En undersøgelse afslørede senere, at Ruslands økonomisk spændte rumagentur havde sparet på fremstilling og test ved at bruge elektronikkomponenter, som man ikke havde sikkerhed for at kunne overleve kulden og strålingen fra rummet.

Det centrale spørgsmål er, om Phobos-Grunt er et enestående tilfælde eller resultatet af et dybere problem med et underfinansieret rumprogram.

Hvis det viser sig at være tilfældet for Luna 25, så har det russiske rumprogram et meget stort problem, for så er der ikke tale om et tilfældigt uheld.

De mange sanktioner, Rusland nu er udsat for, med import af især mikrochips, hjælper heller ikke. Således har russerne, der før invasionen havde et godt samarbejde med ESA, nu måttet erstatte komponenter, som Europa før har leveret, med egen elektronik.

Konsekvenserne

Anatoly Zak er redaktør på webmediet RussianSpaceWeb, hvor han gennem mange år kompetent har kommenteret det russiske rumprogram.

Om hele misæren skriver han følgende:

Ser man på det russiske rumprogram, så tyder meget på, at han har ret.

I hvert fald kan vi se, at det går så tungt med at udvikle nye raketter og rumskibe, at det sandsynligvis afspejler en manglende industriel kapacitet, især inden for elektronik og anden avanceret teknologi.

Således har russerne nu i snart 20 år forsøgt at udvikle nogle nye og mere moderne raketter, kaldet Angara. Indtil nu er der kun opsendt seks Angara-raketter, og man er stadig langt fra, at Angara bliver en central del af det russiske rumprogram.

Man har også længe ønsket at erstatte Soyuz-rumskibet, som Andreas Mogensen fløj med på sin første tur ud i rummet, med et nyt fartøj kaldet Oryol (Ørnen).

Det er et stort rumskib med en vægt på omkring 20 tons, der minder en hel del om det amerikanske Orion-rumskib, der til næste år skal sende fire astronauter en tur rundt om Månen med Artemis 2.

Men de russiske planer for Oryol er blevet udskudt igen og igen, og nu regner man ikke med, at rumskibet kommer op at flyve før 2028. Desuden har man opgivet at bruge Oryol på samme måde som Orion, altså som transportfartøj for astronauter til Månen.

Chefen for det bemandede rumprogram, den tidligere kosmonaut Sergei Krikalov, siger, at man mangler den nødvendige superraket til at sende Oryol mod Månen. Så man vil nøjes med at bruge Oryol til at sende kosmonauter op til rumstationer.

Men den alvorligste konsekvens bliver nok for det russiske måneprogram.

Russerne er naturligvis udmærket klar over, at det næste store skridt bliver at bygge baser på Månen, både for at udforske Månen og måske udnytte dens mineralrigdomme. Det er målet for Artemis-projektet og målet for Kina, men for at komme så langt kræves en stor udholdenhed og ekspertise.

At vende tilbage til Månen minder meget mere om et maratonløb end om et hurtigt sprint.

Og her står russerne nok svagt, både industrielt, og fordi det russiske rumprogram i mange år har haft et beskedent budget, hvor de fleste penge er gået til nyttesatellitter og militære satellitter.

Luna 25 har i mange år været en enlig svale, som gang på gang er blevet udsat. Nu er den så faldet ned, og forude venter nogle meget mere krævende missioner, nemlig Luna 26, 27 og 28.

Luna 26 skal kredse om Månen for at finde vand, Luna 27 skulle efter de oprindelige planer lande på Månens bagside i et samarbejde med ESA, men man prøver vist at omlægge programmet. Luna 28 skulle bringe prøver tilbage til Jorden fra sydpolsområdet.

Hvis russerne vælger at genopsende Luna 25, så kan det ikke undgå at give en forsinkelse på flere år. Vælger de ikke at gøre det, løber de en betydelig risiko med de næste rumsonder.

De landinger, som både Luna 27 og 28 skal gennemføre, er meget mere komplicerede end den forholdsvis simple landing, der var planlagt for Luna 25. Og så er der jo så kineserne: Hvad siger de til, at deres samarbejdspartner på Månen bliver Rusland?

Noget kan naturligvis nå at ændre sig, men også her kommer krigen i Ukraine nok til at spille ind.

For hvor meget vil Putin mon ofre på et måneprogram, som nok kan give lidt prestige, men som de fleste nok ikke interesserer sig ret meget for – mod at et sådant program vil beslaglægge industrielle ressourcer, som man nok har mere brug for andre steder.

Man kan godt tvivle på, om russerne er parat til et årelangt maratonløb for at vende tilbage til Månen.

Den russiske reaktion

Lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Yuri Borisov, var hurtig til at komme med en kommentar.

Ifølge hans udtalelser skyldtes styrtet, at en kurskorrektion gik galt. Raketmotoren skulle kun have været tændt i 84 sekunder, men den slukkede først efter 127 sekunder - med det resultat, at sonden forlod sit kredsløb om Månen og styrtede ned.

Men så kommer kommentaren, og hér har han fat i noget centralt:

»At afbryde måneprogrammet i næsten 50 år er hovedårsagen til fejlen i Luna-25. Den uvurderlige erfaring, som vores forgængere akkumulerede i 1960'erne og 1970'erne, gik praktisk taget tabt under afbrydelsen af programmet.«

Roskosmos vil altså gerne fortsætte, men det afgørende er nok Putins politiske vurdering af betydningen af Måneprogrammet.