Apollo-rejserne til Månen begyndte og sluttede ved juletid

Her i december 2022 kan vi markere 50-året for den sidste bemandede månelanding, der fandt sted i julemåneden 1972.

Rumskibet Apollo 17 blev opsendt 7. december med de tre astronauter Eugene Cernan, Ronald Evans og Harrison Schmitt ombord.

For første og eneste gang havde man en geolog ombord. Det var Harrison Schmitt, der sammen med kaptajnen Eugene Cernan opholdt sig lidt over tre døgn på Månens overflade, inden turen gik tilbage mod Jorden.

Hermed sluttede fem års bemandede månerejser.

Månerejsen begyndte i julen 1968

Det første bemandede fartøj, der fløj til Månen, var Apollo 8, der blev opsendt 21. december 1968 med astronauterne Borman, Lovell og Anders ombord.

Det tog tre dage at flyve til Månen, og da de nåede frem juleaftensdag, bemærkede astronauterne et stort sort område uden spor af stjerner på himlen. Det blev deres første møde med Månen, som viste sig fra natsiden.

Apollo 8 gik i bane om Månen, og astronauternes opgave var nu at tage billeder af Månens overflade som forberedelse til selve månelandingerne.

Jordopgang over Månen

Det billede, der huskes bedst, er dog synet af den blå og hvide jordklode, der var stået op over den øde og grå måne - det samme billede, du kan se øverst i denne artikel.

Det blev Anders, der tog det berømte billede, som gik over i historien som ikon for, hvor enestående vores planet er i et stort univers.

Han fortalte senere herom: »Vi kom hele den lange vej for at udforske Månen, og den vigtigste ting, vi opdagede, var vores jordklode.«

Billedet fik stor betydning for miljøbevægelserne, der opstod i de følgende år.

Julebudskab fra Månen

De tre astronauter var helt bevidste om, at de var i bane om Månen netop julenat, og at de i den anledning ville sende et budskab hjem til Jorden. Da budskabet var tiltænkt hele verden, var valget faldet på de første ti vers af Skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente.

Derfor lød således det i et budskab sendt til os Julenat 1968 fra tre astronauter i bane om Månen:

»I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden, og Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede over vandene…«

Efter 20 timer og 10 omkredsninger rundt om Månen var det tid til at sætte kursen mod Jorden.

Rejsen sluttede med landing i Stillehavet 27. december, så de tre astronauter havde tilbragt hele julen på månerejsen.

Rumalderens begyndelse

Det kan synes ret mærkeligt, at vi for godt 50 år siden gennemførte seks bemandede landinger på Månen for derefter at droppe den bemandede udforskning af Månen de næste mange år.

Først med årets opsendelse af Artemis er vi måske på vej til begyndelsen på en - nok beskeden - kolonisering af Månen.

Vejen er dog lang og økonomien trang, så vores tilbagevenden kommer bestemt ikke til at gå lige så hurtigt som præsident Kennedys Apollo-projekt.

Så hvordan kan det være, at amerikanerne ganske kort tid efter rumalderens begyndelse i 1957 kunne binde an med et projekt af dimensioner, der kan sammenlignes med fortidens opførelse af store katedraler rundt om i Europa?

Årsagen er, at rumalderen startede med et sandt kapløb i rummet.

4. oktober 1957 opsendte Sovjetunionen helt uventet verdens første satellit, Sputnik 1, til stor overraskelse for amerikanerne - og resten af verden.

På den tid var den almindelige opfattelse, at Sovjetunionen var en teknisk set tilbagestående nation.

Da opsendelsen af den første amerikanske satellit i 6. december 1957 endte i en eksplosion, hvor satellitten faldt ned på strandbredden i Florida, måtte amerikanerne lide under bemærkninger som flopnik og kaputnik.

Ydmygelsen var til at føle på.

Det tidlige rumkapløb: Baggrunden for Apollo-projektet

Apollo-projektet, der førte mennesket til Månen, er nok det største teknologiske projekt, der er gennemført i fredstid.

Det begyndte i 1961 og blev først afsluttet 11 år senere, da Apollo 17 landede på Månen i 1972.

Den samlede pris for projektet var i datidens penge 24 milliarder amerikanske dollars, og for dette beløb blev der, udover de øvrige udgifter, gennemført seks bemandede landinger på Månen.

Der har således i alt gået 12 mennesker på Månen - alle amerikanere.

Russerne har hverken haft mennesker på Månen eller i bane om Månen, men i rumalderens tidlige år havde russerne rigtig travlt.

Ved en række spektakulære opsendelser kom de gang på gang foran amerikanerne.

Allerede i november 1957 blev Sputnik 2 opsendt med det første levende væsen, hunden Laika, ombord, endda inden USA havde opsendt sin første vellykkede satellit - det skete først 31. januar 1958.

I 1959 opsendte russerne de tre Luna-rumsonder.

Luna 1 fløj forbi Månen og blev dermed den første satellit i bane om Solen. Luna 2 ramte Månen, mens Luna 3 sendte de første billeder fra Månens dengang ukendte bagside hjem til Jorden.

Og i august 1960 blev de to hunde, Belka og Strelka, bragt sikkert tilbage til Jorden efter at have kredset i et døgn omkring Jorden.

Samtidig i USA

John F. Kennedy var netop blevet præsident i USA i januar 1961, og da mente amerikanerne stadig, at de havde en god chance for at komme først med et menneske i rummet.

Siden 1958 havde NASA arbejdet med Mercury-projektet, hvis primære opgave var at sende et menneske ud i rummet.

Først på et 15 minutter langt ballistisk hop ud over Atlanterhavet og senere i bane om Jorden.

Kapslen var ganske lille. Som astronauten John Glenn sagde:

»Man går ikke ind i kapslen – man tager den på.«

Forud for mennesket havde den meget samarbejdsvillige abe Ham gennemført en sådan flyvning.

Man må sige, at Ham klarede turen bedre end teknikken.

Kapslen landede langt fra det planlagte sted, og ved en fejl blev Ham udsat for en belastning på 17 gange Jordens tyngdekraft.

Det var alt i alt en ret mellemfornøjet og våd abe, der blev samlet op fra Atlanterhavets bølger.

Problemerne førte til en ekstra ubemandet afprøvning af raket og kapsel, og det forsinkede lige netop Mercury så meget, at russerne kom først med et menneske i rummet.

Det skete 12. april, da de sendte kosmonauten Yuri Gagarin på en 108 minutter lang flyvning, der førte ham én gang rundt om Jorden.

Der var derfor ikke meget at prale af, da amerikanerne cirka tre uger senere, 5. maj 1961 opsendte deres første mand i rummet, Alan Shepard, på en flyvning magen til aben Hams tur – dog uden Hams problemer.

Kennedy har fået nok

Amerikanerne følte sig ydmyget, og man kan roligt sige, at nu havde Præsident Kennedy fået nok.

Hans klare mål var nu, sammen med sine rådgivere, at skabe et rumprogram, hvor amerikanerne for en gangs skyld kunne komme før russerne.

Der blev overvejet en række muligheder, heriblandt:

• En bemandet rumstation i bane om Jorden
• En bemandet flyvning rundt og Månen
• En bemandet landing på Månen

Som historien viser, så valgte man den tredje mulighed, simpelthen fordi det blev anset for mest sandsynligt, at man her kunne komme før russerne.

Beslutningen førte til Præsident Kennedy’s berømte tale til den amerikanske kongres 25 maj 1961, hvor han foreslog, at amerikanerne skulle sætte sig det mål, at de inden årtiets udgang skulle landsætte et menneske på Månen -og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.

Apollo-projektet blev vedtaget næsten uden debat trods de enorme omkostninger. Man følte et politisk behov for at bringe rumfarten på et niveau, hvor amerikanerne var de førende.

Herefter gik der kun otte år, fra Apollo-projektet blev vedtaget til det første menneske, Neil Armstrong, satte foden på Månen.

Månen have virket som et meget fjernt mål på en tid, hvor amerikanernes samlede erfaring i bemandet rumfart var Alan Shepards 15 minutter lange hop ud over Atlanterhavet.

»Ørnen er landet«

Det var endnu morgen på Stilhedens Hav, da rumskibet Eagle landede 20. juli 1969. De to astronauter Neil Armstrong og Edwin Aldrin kunne ånde lettet op efter den lange rejse fra Jorden.

Få sekunder senere kunne man over hele verden høre de første ord fra Månen:

»Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed.« - »Kalder Houston, her er Stilhedens base. Ørnen er Landet.«

Den nat, hvor de første mennesker trådte ud på Månens overflade, sad flere end 600 millioner mennesker foran fjernsynet.

De første billeder var i sort-hvid og ikke særligt skarpe, men man kunne da se en solbelyst slette under en kulsort himmel, og man kunne også se Armstrong langsomt bevæge sig ned af månelanderens stige.

Og klokken 3.56 dansk tid den 21. juli trådte han ned på Månens overflade med de nu så berømte ord:

»Et lille skridt for et menneske, et kæmpespring for menneskeheden.«

Præsident Kennedy havde nået det mål, han havde sat sig i 1961. Desværre oplevede han, som vi ved, ikke dette øjeblik, idet han blev skudt og dræbt i Dallas 22. november 1963.

Rejsen til Månen havde varet tre dage, og ved ankomsten gik Apollo-rumskibet ind i en bane 100 kilometer over overfladen.

Efter et døgn i bane om Månen gik Armstrong og Aldrin ombord i landingsfartøjet Eagle (Ørnen) for at lande på Månen, mens den tredje mand, Mike Collins, blev tilbage i Apollo-rumskibet. Man kaldte ham ’Den mest ensomme mand i verden’.

Selv nød Collins stilheden, og, som han sagde: »Udsigten til de godt tre milliarder mennesker på Jorden og to mand på Månen.«

På Månen havde Armstrong og Aldrin nok at se til på deres blot 21 timer lange ophold på Månen, hvor kun 2 timer og 14 minutter blev brugt på selve månevandringen. For på den første månerejse var ceremoni lige så vigtig som videnskab.

Det amerikanske flag blev plantet på Månen, selv om det måtte holdes udstrakt af et stykke ståltråd på den atmosfæreløse Måne.

Præsident Nixon fik ringet til Månen, og astronauterne fik anbragt en metalplade fastgjort til et af landingsfartøjets fire ben. Her stod:

»På dette sted betrådte mennesker fra planeten Jorden for første gang Månen i juli 1969. Vi kom i fred på hele menneskehedens vegne.«

På pladen var desuden billeder af jordklodens to sider, samt underskrifter fra de tre astronauter og præsidenten.

På de lidt over to timer nåede de også at få samlet 21 kilo måneprøver og at opstille nogle instrumenter, inden de gik ombord i månelandingsfartøjet for af slutte sig til Collins ombord på Apollo-rumskibet.

Forude ventede den tre dage lange hjemrejse, der sluttede med en landing i Stillehavet - og derefter en tre uger lang karantæne, fordi man frygtede, at astronauterne kunne have bragt fremmede bakterier med hjem fra Månen.

Det blev dog opgivet efter Apollo 14, da man havde erkendt, at Månen aldrig har haft nogen form for liv.

Derefter fulgte en hyldest til de tre astronauter, man næppe har set før eller siden, først i USA, derefter på rejser over hele verden.

Månerejse i tordenvejr

Da Apollo 12 blev opsendt i november 1969, var præsident Nixon mødt op for at overvære opsendelsen.

Vejret var ikke særlig godt, og der var tordenskyer i området. Alligevel valgte man at opsende de tre astronauter Conrad, Gordon og Bean. Måske har man tænkt, at præsidenten ikke skulle stå i øsende regn og vente.

Ganske kort efter opsendelsen så de tre astronauter et stærkt lysglimt uden for kabinen, og et øjeblik senere lyste en række røde advarselslamper: Apollo 12 var blevet ramt af lynet.

Astronauterne fik dog på kort tid situationen under kontrol, og resten af turen til Månen gik uden problemer.

Det lykkedes endda kaptajnen, Charles Conrad, at lande meget præcist på Månen, mindre end 200 meter fra en tidligere opsendt rumsonde, Surveyor 3.

Desværre fik hans medastronaut Alan Bean rettet TV-kameraet mod Solen, så det blev ødelagt, med det resultat at verden måtte nøjes med at følge begivenheden på radio. Det var dengang en meget stor skuffelse.

Dette er den første af to artikler om Apollo-missionerne. Du kan læse anden del om blandt andet den problemfyldte Apollo 13-mission her Videnskab.dk.