»Houston, we’ve had a problem«: Dramaet med Apollo 13

Dette er den anden af to artikler om Apollo-missionerne. Hvis du ikke har læst den første, kan du finde den hér.

Da den tredje månerejse startede 11. april 1970, var nyhedens interesse for månerejser allerede begyndt at aftage.

Den almindelige holdning var, at Apollo-projektet havde løst sin opgave med at landsætte mennesker på Månen inden 1970 - og før russerne.

Så Apollo 13 blev opsendt uden den store offentlige bevågenhed med astronauterne Lovell, Swigert og Haise ombord.

Det var Lovells anden flyvning mod Månen, idet han jo havde kredset om Månen med Apollo 8 i julen 1968.

De to første døgn af flyvningen gik uden problemer.

De tre astronauter sendte jævnligt TV-udsendelser til Jorden om livet ombord på et rumskib. Man fortalte det ganske vist ikke til astronauterne, men der var ikke den store seer-interesse.

Heller ikke alle indslag fra rummet blev vist, hvis der for eksempel kom en vigtig fodboldkamp i vejen – til stor skuffelse for Lovells gamle mor, der fra plejehjemmet nøje fulgte sin søn.

Men så skete der noget 56 timer inde i flyvningen.

Astronauterne hørte et voldsomt brag. I begyndelsen vidste de ikke, hvad der var sket, men så hørte Swigert et alarmsignal i sin hovedtelefon, samtidig med, at han kunne se et spændingsfald på et af hovedkablerne.

Det store drama på Apollo 13 blev indledt med Swigerts lakoniske meddelelse til Jorden: »Houston, vi har fået et problem.«

Det var næsten en underdrivelse – det viste sig, at besætningen på Apollo 13 stod overfor den største ulykke ombord på et rumskib.

Det blev hurtigt klart for både for astronauterne og jordkontrollen, at situationen var yderst alvorlig.

Som Lovell senere udtrykte det: »Ærgrelsen over at måtte opgive månelandingen forsvandt helt for tanken om blot at overleve.«

Det første problem var at få et overblik over skadernes omfang.

Lovell kunne fortælle jordkontrollen, at han kunne se, at rumskibet var omgivet af en sky af gas og vragdele, der gjorde det vanskeligt for Lovell at holde den rette orientering i rummet.

Først meget senere blev man klar over, hvad der var sket:

Apollorumskibet fik strøm fra tre brændselsceller, der fremstillede elektricitet ud fra en reaktion mellem ilt og brint. Ilten befandt sig i to tanke.

Ved en fejl var varmelegemet i den ene tank blevet udsat for en for højspænding under en afprøvning på Jorden. Det havde ødelagt isoleringen omkring de elektriske ledninger.

Resultatet var en kortslutning, der startede en eksplosionsagtig brand, ødelagde to brændselsceller og beskadigede den tredje.

Hertil kom, at noget af væggen i Apollos servicemodul blev sprængt bort, hvilket førte til, at hele rumskibet blev omgivet af en sky af vragdele og gas fra brændselscellerne..

Månelanderen bliver til en 'redningsbåd'

Det blev hurtigt klart, at astronauterne måtte forlade kommandomodulet og søge tilflugt i månelandingsfartøjet, der havde sin egen uafhængige strømforsyning.

Derefter koncentrerede man sig - både i rummet og hos jordkontrollen - helt om opgaven med at få astronauterne hjem.

Da uheldet skete, var Apollo 13 allerede 330.000 kilometer borte fra Jorden med kurs mod Månen.

Umiddelbart kunne man ikke vende om, men man kunne bruge månelandingsfartøjets raketmotor til at sende Apollo 13 et sving rundt om Månen og derefter retur mod Jorden.

Der gik kun omkring to timer fra eksplosionen, til de tre astronauter var ombord i månelandingsfartøjet og havde lukket lugen til den nu døde kommandokabine.

Den eneste strømforsyning, der var tilbage her, var de særlige batterier, der skulle bruges under landingen på Jorden. Dem havde man til alt held nået at få ladet op.

Astronauternes liv var nu ikke længere i umiddelbar fare, selv om situationen var alvorlig nok. De begyndte derfor at regne på, om der var ilt, vand og strøm nok til hjemrejsen.

Det største problem var strømforsyningen. Den ville kun række, hvis man afbrød alle installationer, som ikke var strengt nødvendige for at overleve.

Det betød, at astronauterne måtte skære ned på varmeforsyningen, så temperaturen i kabinen endte med at være kun et par grader over frysepunktet.

I denne kolde, klamme atmosfære havde astronauterne svært ved at sove eller bare hvile sig, og Haise pådrog sig da også en smertefuld blærebetændelse.

Vandet var også et problem. Det skulle ikke bare bruges til at drikke, men også til at køle det elektriske system ombord.

Astronauterne måtte derfor drikke så lidt som muligt, og det blev til 1,5 deciliter hver om dagen. Der førte til, at de efterhånden blev ret dehydrerede, og ved rejsens slutning havde de tilsammen tabt 14 kilo.

Ilt var der nok af, men problemet var, at filtrene fra kommandokabinen til at fjerne kuldioxiden fra udåndingsluften ikke passede i facon til rørledningerne i månelanderen.

Berømt er historien om, hvordan jordkontrollen fandt en løsning ved snedig brug af de forhåndenværende midler som plastikposer, tape og papstykker ombord.

Apollo 13 tager et sving rundt om Månen

Udover problemerne ombord, skulle man jo også sørge for at bringe Apollo 13 ind på den rette kurs mod Jorden.

Seks timer efter eksplosionen tændte kaptajn Lovell for første gang for månelanderens raketmotor for at justere kursen til et sving rundt om Månen.

Apollo 13 rundede Månen i en højde på 250 kilometer, og man skulle jo næsten ikke tro det, men her fandt de ellers trætte astronauter tid til at tage billeder af Månens overflade og beundre en solopgang over Månen - i en grad, så Kaptajn Lovell til sidst måtte bemærke, at hvis deandre ville med hjem, så ventede vigtige opgaver ombord for den videre flyvning.

Efter seks døgns flyvning kunne de kolde og dødtrætte astronauter atter gå ombord i kommandokabinen og tænde for landingsbatterierne.

Servicemodulet blev afkastet, og for første gang kunne astronauterne se skadens fulde omfang: Et stort hul i servicemodulet med vragdele hængende ud.

Apollo 13-rumfærden slutter med meget præcis landing i Stillehavet

Trods alle vanskeligheder og dristige manøvrer undervejs foretog Apollo 13 en af de mest præcise landinger, der blev gennemført under Apollo-projektet.

Millioner af fjernsynsseere kunne følge, hvorledes de tre faldskærme foldede sig ud, mens Apollo-kabinen dalede ned mod Stillehavet.

Selvom Apollo 13 ikke nåede at lande på Månen, så anses denne flyvning stadig - og med rette - som en af de fineste tekniske præstationer, som NASA har gennemført.

Udover besætningens konstante problemløsning ombord på Apollo 13, så krævede det en enorm indsats fra jordkontrollen i Houston og indkaldte eksperter fra hele USA at bringe de tre astronauter hjem.

Men Apollo 13 markerede også den sidste gang i projektets historie, hvor en måneflyvning kunne rydde avisernes forsider, selvom også Apollo 14, 15 og 16 var fulde af begivenheder.

Apollo 14 huskes i dag mest for, at kaptajn Alan Shepard blev den første golfspiller på Månen – men det var først efter en månevandring, hvor Shepard og hans ledsager John Mitchell nåede næsten helt op til kanten af det store Cone-krater uden at se selve krateret, fordi de havde svært ved at finde vej mellem de store stenblokke, som omgiver kraterranden.

Apollo 15 og 16 blev de første som medførte en elektrisk drevet bil, og på begge flyvninger blev der kørt mange kilometer.

Det var rejser af en helt anden kategori end de første flyvninger, hvor astronauterne måtte nøjes med at gå lige i nærheden af landingsstedet.

Apollo 17: Sidste landing på Månen - og første geolog på Månen

Apollo 17 var den første nat-opsendelse af Saturn V-raketten. Det blev et smukt syn for de mange, der var kommet for at overvære opsendelsen.

Den sidste rejse til Månen forløb uden nævneværdige problemer, og det var et par næsten kåde astronauter, kaptajn Eugene Cernan og geolog Harrison Schmitt, der steg ud på Månens overflade.

Månelandingen var sket i et bjergrigt område kaldet Taurus Littrow-bjergene, der ligger ikke langt fra Stilhedens Hav, hvor Apollo 11 var landet fire år tidligere i 1969.

Til gengæld var det bjergrige landskab helt forskelligt fra de flade sletter i Stilhedens Hav - man var blevet dristigere, og det var lige noget for geologen ombord

Schmitt fik således undervejs øje på et stærkt orangefarvet område, der skilte sig ud fra omgivelserne.

Først troede Schmitt, at det var et tegn på tidligere vulkansk aktivitet. Det viste sig siden hen i stedet at være små, glasagtige stykker, der var misfarvet af titanium, og sandsynligvis opstået ved et meteornedslag.

Der lød både munter sang og livlig snak, når de to med ofte dristige hop bevægede sig rundt i landskabet for at samle måneprøver ind.

Og så havde de endda, i lighed med Apollo 15 og 16, en bil med til Månen, så de kunne køre lidt længere ture bort fra landingsstedet. På de tre dages ophold på Månen tilbagelagde de 36 kilometer i månebilen.

Det var et par flittige månemænd og i forbindelse med opstillingen af et par instrumenter og indsamling af måneprøver, måtte de ofte bruge en boremaskine.

Her gik de til værket med en sådan ildhu, at jordkontrollen ofte måtte bede dem om at tage den lidt med ro, så der kunne komme styr på puls og hjerteslag. Det var dog kun forbigående træthed.

Efter en god hvilepause ombord i landingsfartøjet, steg to veloplagte astronauter atter ned på deres base med ordene: »Sikken en dejlig dag - ikke en sky på himlen!«

Man havde i sandhed indtaget Månen.

Men efter næsten 75 timer i Taurus Littro-bjergene måtte Cernan og Schmitt tage afsked med Månen.

Apollo 17 blev en værdig afslutning på de seks måneekspeditioner. I løbet af de tre dage havde de samlet brugt 22 timer på udflugter, geologiske studier og indsamling af 115 kilo måneprøver fra forskellige steder.

Den sidste opgave for astronauterne var at parkere månebilen godt 100 meter borte fra landingsfartøjet. Det fjernstyrede TV-kamera ombord på bilen kunne så vise os astronauternes start fra Månen, som man også havde gjort det fra Apollo 15 0g 16.

Cernan blev den sidste astronaut, der forlod Månen, og i det øjeblik, han trådte op på landingsfartøjets stige for at gå ombord for sidste gang, udtalte han:

»Vi tager afsted, som vi kom - i fred og for hele menneskeheden.«

Siden Apollo 17 har der ikke været mennesker på Månen. Der blev gennemført seks vellykkede månelandinger.

Desværre blev Apollo projektet standset, netop da det begyndte at give sit største videnskabelige udbytte, idet NASA desværre aflyste de tre sidste flyvninger, Apollo 18, 19 og 20.

Forklaringen skal søges i projektets baggrund: Apollo skulle løse en politisk og ikke en videnskabelig rolle, og da Månen var nået før russerne, var denne opgave løst.

Desuden mistede amerikanerne gradvist interessen for at følge med i måneflyvningerne. På den tid i 1970'erne havde amerikanerne andre problemer at tage sig af, aåsom Vietnamkrigen og borgerrettigheds-bevægelsen.

Der skulle altså gå de næste 50 år frem til nu, før USA med Artemis-projektet igen har planer om at sende mennesker til Månen.