Månerejserne er blevet beskrevet som et stykke historie fra det 21. århundrede, der dumpede ned i det 20. århundrede – til en verden, der på mange måder slet ikke var parat til at tage stilling til de muligheder og udfordringer, som denne nye teknologi skabte.
Det er vi måske heller ikke nu 50 år efter det første menneske på Månen, men i det mindste har tiden givet en bedre mulighed for at se, hvad rumfarten har betydet for det moderne samfund.
Månekapløbet og rumfarten har haft mange konsekvenser, men vi vil nøjes med at se på tre perspektiver på de sidste 50 års rumhistorie, nemlig:
- Hvordan rumfarten har påvirket samfundet?
- Hvad vi har lært om universet?
- Rumfart som kulturel faktor
1) Apollo viste os både det moderne samfunds styrke og afmagt
I virkeligheden kom rumfarten ind som en del af den kolde krig, og i begyndelsen var der ingen, som tænkte på, hvilken betydning disse små satellitter langt ude i rummet kunne få.
Det afgørende her i vesten var simpelthen at komme til Månen før russerne.
Det første, vi lærte, var, at der ikke er noget, vi kan klare bedre end en stor teknisk udfordring.
På et tidspunkt ofrede USA næsten fem procent af nationalbudgettet på Apollo, og det gav jo resultater.
Det førte meget naturligt til helt andre spørgsmål som: ’Når vi nu kan flyve til Månen, hvorfor kan vi så ikke løse problemer med fattigdom og ulighed?’
Svaret er naturligvis, at der er tale om helt andre og meget mere komplicerede problemer.
Apollo viste os både det moderne samfunds styrke og afmagt. Der er stadig så uendelig mange områder, hvor det er svært at løse problemerne.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Det moderne samfund bygger på satellit-revolution
Rumfarten har været central for at skabe det globale samfund, som ikke var blevet til noget uden den revolution, som satellitter til kommunikation og TV skabte.
Det globale samfund er i høj grad baseret på satellitter, der svæver 36.000 km over ækvator.
Senere kom GPS, som samfundet i dag slet ikke kan undvære, og som er central for meget af den handel, der foregår mellem verdens lande – hvor det nyeste er klimaovervågningen af Jorden og det globale internet, som tusinder af satellitter skal skabe i løbet af de næste 10 år.
Men har teknikken her tvunget os til at omstille os til en helt ny verden, hurtigere end samfundet og vi mennesker kan være med?
LÆS OGSÅ: Hvorfor bruge penge på rumforskning, når børn sulter?
Apollos arv gjorde os klogere på Jorden og Månen
Millioner så det første menneske sætte sin fod på Månen, men interessen forsvandt hurtigt.
Nu var kapløbet jo vundet, og hvem kunne dog interessere sig for at se astronauter i hvide rumdragter gå rundt og samle sten op i noget, der mest af alt lignede en grusgrav.
Den opfattelse delte politikerne, så Apollo 18-20 blev aflyst. Interessen vendte sig mod andre ting, men alligevel efterlod Apollo en arv, som vi stadig nyder godt af.
Analysen af de 382 kg prøver, som blev bragt hjem, viste sig nemlig at være nøglen til at forstå Solsystemets historie – og samtidig give os det første indblik i, at planeter som Jorden måske er sjældne.
Det skete, da analysen af resultaterne fra Apollo førte til teorien om, at Månen er dannet ved et sammenstød mellem den unge Jord og en planet måske på størrelse med Mars. Sådanne sammenstød må i sagens natur være sjældne, og hertil kom en stadig stigende erkendelse af, hvor central Månen har været for udviklingen af både livet og vel også for vores videnskab og kultur.
LÆS OGSÅ: Tilbage til Månen? Her får du både en optimistisk og en dystopisk fremtidsvision
2) Udforskningen af Solsystemet har været en åbenbaring
Men den afgørende betydning, rumfarten har haft, er nok, at vi i de sidste 50 år har udforsket Solsystemet og opnået indsigter, som vi slet ikke kunne forestille os for 50 år siden.
Med alt fra de glødende lavamarker på Merkur til gletsjerne af frosset nitrogen på Pluto har vi set fantastiske verdener, men ingen, hvor vi kan bygge og bo.
I dag drømmer vi om at rejse til Mars, som er den mest beboelige af Solsystemets kloder, bortset fra Jorden. Men der er en god mulighed for, at mødet med den iskolde ørken og de evige støvstorme på Mars blot vil understrege, hvor enestående Jorden er.
Nu har vi jo også fundet nye verdener omkring andre stjerner, men alle er så langt borte, at de i en overskuelig fremtid vil være uden for vores rækkevidde.
Vi kan observere og måle, men ikke besøge disse verdener – men i det mindste kan vi bevare håbet om at finde en Jord 2.0.
LÆS OGSÅ: NASA 60 år: Sådan har verdens ældste rumagentur formet rumhistorien
3) Hvordan vil rumfarten påvirke vores kultur i de kommende århundreder?
Det fører os til den tredje og måske vigtigste del af rumfartens betydning, nemlig, hvordan rumfarten vil påvirke vores kultur i de kommende århundreder.
For når vi taler om kultur, er det nødvendigt at tage de lange briller på – bare tænk på, hvordan vi stadig er påvirket af oldtidens grækere og romere, selv om deres kulturer nu ligger et par tusinde år tilbage i fortiden.
Skal vi komme med et bud, så må det være, at rumfarten langsomt, men sikkert vil gøre os til borgere i universet.
Allerede nu er vi ved at indse, at vi er borgere på en lille, blå planet, der er en oase i det uendelige, sorte rum.
Klima- og miljøbevægelser har i virkeligheden rødder tilbage til det første ikoniske billede af Jorden taget fra Månen af Apollo 8 – måske det vigtigste budskab i rumfartens historie.
LÆS OGSÅ: ISS fylder 20: Sådan begyndte verdens største rumprojekt
Fremtidige samfund vil også stille det ultimative spørgsmål
Men på meget længere sigt vil bedre rumsonder og rumteleskoper udvide vores omverden fra først at omfatte Solsystemet og senere også stjerner, der er så langt borte, at lyset fra dem har været mange år undervejs - og i den sammenhæng er det måske mindre vigtigt, hvor langt ud i universet mennesket selv rejser. Vi kan opleve meget gennem observationer og ikke mindst virtual reality.
Vi vil i de kommende århundreders samfund opleve opture og nedture, tider, hvor vi kæmper for at værne om klima og miljø, og tider, hvor der er overskud til igen at skue ud i universet.
Og så vil vi gang på gang blive konfronteret med det ultimative spørgsmål, om vi er alene i universet.
LÆS OGSÅ: Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?
Vi ved ikke, hvor rejsen fører hen
Lige nu må vi indse, at vi selv efter mange hundrede år kun har opdaget kloder uden spor af liv.
Men vi må indstille os på, at vi måske en dag vil møde andre livsformer, der kan være millioner af års udvikling forud for os.
Et sådant møde vil være en enorm kulturel udfordring – en udfordring, som vi bør imødekomme i stedet for blot at lukke os inde og ignorere det store univers.
Vi må passe godt på Apollo 11’s landingssted på Månen, for det markerer begyndelsen på en rejse, som aldrig vil ende, og som vi ikke ved, hvor vil føre os hen.
Tillykke med de 50 år.
LÆS OGSÅ: 12 mennesker har gået på Månen, men der er stadig meget, vi ikke ved om den
LÆS OGSÅ: Sådan bruger Danmark rummet
LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?
LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?
