Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?
Menneskets fremtid er truet pga. klimaændringer, overbefolkning og mangel på ressourser. Måske er dette et universelt problem og en af grundene til, at vi ikke er stødt på liv andre steder i rummet?
et rummet intelligent liv beboelig planeter hvorhenne kommunikation

Er der intelligent liv derude, eller er det under udvikling? (Foto: NASA/JPL-Caltech/Harvard-Smithsonian CfA)

Vi ved fra Jorden, at der er gået en lang udvikling forud for mennesket. Måske kan vi ved at kigge på Jordens udvikling af liv finde nogle forklaringer på, at vi aldrig har hørt fra E.T. eller andre intelligente væsner i rummet?

I forskningen taler man om filtre, hvor udviklingen enten kan være gået i stå eller have taget en drejning, som vil nedsætte muligheden for, at intelligent liv opstår og kan udvikle sig nok til at skabe kontakt.

Vi har her valgt fem af de mulige filtre. De fire første ligger i vor fortid, mens det femte filter har betydning for vor fremtid.

  • Livets opståen

  • Livet skal kunne finde fodfæste

  • Livet skal kunne overvinde katastrofer

  • Udviklingen er ikke målrettet mod intelligent liv

  • Avancerede civilisationer har kun en kort levetid

Vi vil nu kigge på de fire filtre en ad gangen. Denne artikel er anden artikel om livets opståen i rummet. Den første handler om universets tilblivelse og hedder 'Hvorfor hører vi aldrig fra E.T.?'

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Livets opståen

Dette filter er nok det mest ukendte af dem alle. Sagen er, at vi stadig ikke ved, hvordan livet er opstået, om det er en logisk følge af naturlovene eller en helt enestående begivenhed.

Det eneste, vi ved, er, at livet kom tidligt til Jorden, hvilket af mange forskere tages som et tegn på, at livet også vil komme hurtigt til andre planeter, der har lige så gunstige forhold som Jorden. Men da Jorden er den eneste planet, vi kender med liv, er det et farligt argument.

Desværre er det ikke engang sikkert, at spørgsmålet bliver løst, selv om vi finder liv på Mars. Dette liv kan nemlig meget vel stamme fra Jorden (eller det jordiske liv kan stamme fra Mars).

Gennem hele solsystemets historie har Jorden og Mars nemlig udvekslet meteorer. Begge planeter har jo haft enorme nedslag, hvor millioner af klippestykker er slynget langt ud i rummet, og forskningen har vist, at mikroorganismer godt kan tåle en lang rejse i rummet, hvis de er gemt godt inde i et klippestykke.

et rummet intelligent liv beboelig planeter hvorhenne kommunikation

Er tidligt liv kommet til Jorden som mikroorganismer, der har rejst gennem universet? (Illustration: Shutterstock)

Livet skal kunne finde fodfæste

Da livet opstod på Jorden, gik det ganske voldsomt til. Der har været hyppige nedslag af kometer, meteorer og asteroider – men det første liv klarede alligevel disse forhold. Og ifølge en ny teori fremsat af Aditya Chopra og Charles Lineweaver fra The Australian National University i Canberra skyldes det, at livet på Jorden kom både hurtigt og godt i gang.

Hvis ikke det første liv på en planet får en meget god start, kan planeten hurtigt udvikle sig fra at være beboelig til at være død. Årsagen er, at livet kan være med til at påvirke klimaet og stabilisere det på en måde, der sikrer livets fortsatte eksistens.

Vi har muligvis to ret skræmmende eksempler fra vort eget solsystem. I dag mener man, at Venus, Jorden og Mars startede ret ens med have og gode muligheder for liv. Men inden for en milliard år blev Venus en glohed ørken, hvor intet liv kan overleve, og på Mars forsvandt havene, ørkenen bredte sig, og temperaturen faldt drastisk.

På både Venus og Mars løb klimaet løbsk, og planeterne endte med at blive ubeboelige. Kun Jorden beholdt et klima, som var egnet for liv.

I følge teorien kan forklaringen være, at livet aldrig nåede at få fodfæste på Venus og Mars. Måske har de haft liv i meget kort tid, men på lidt længere sigt kom de til at mangle de mikroorganismer, der kunne stabilisere klimaet. Det kunne ske ved at ændre mængden af drivhusgasser som vanddamp, CO2 og metan i atmosfæren, samt ved at ændre skydækket, der regulerer, hvor meget sollys der kastes tilbage til rummet.

Måske har vi en masse planeter i universet, hvor livet aldrig rigtig nåede at komme i gang, og som nu er endt med et løbsk klima som Venus eller Mars.

et rummet intelligent liv beboelig planeter hvorhenne kommunikation

Studier af Mars tyder på, at planeten for milliarder af år siden har haft store floder og søer med vand. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

Livet skal kunne overleve katastrofer

Vi ved, at store katastrofer her på Jorden flere gange har været tæt på helt at udslette livet. Bare inden for de seneste to galaktiske år (450 millioner almindelige år) har vi haft fem: For 450, 375, 250, 200 og 65 millioner år siden.

I alle fem tilfælde uddøde store dele af alt dyre og planteliv på Jorden, men kun den sidste katastrofe er alment kendt. Det var nemlig for 65 millioner år siden, at et nedslag af en 10 kilometer stor asteroide gjorde ende på dinosaurerne og dermed banede vejen for os.

Vi skal ikke ind på de mange teorier for disse katastrofer her, men de viser med stor tydelighed, at livet på en planet kan være ganske udsat. Det er værd at bemærke, at alle fem katastrofer har fundet sted i de seneste 10 procent af Jordens alder. Der kan sagtens have været flere endnu ældre katastrofer, og det er måske forklaringen på, at det tog over tre milliarder år for livet at gå fra encellede til flercellede organismer.

Har vi været heldige? Måske har vi bare været en rigtig stor katastrofe fra, at livet på Jorden blev udslettet for altid, og måske er det en skæbne, der overgår rigtig mange planeter, hvor livet ellers var kommet godt i gang.

Udvikling ikke målrettet intelligent liv

På mange naturhistoriske museer har man store billedpanoramaer, som viser udviklingen af livet fra mikroorganismer, over fisk, padder, krybdyr og pattedyr til os mennesker – der ses som kronen på værket, det naturen har arbejdet hen mod.

Men sandheden er, at der ikke er noget som helst tegn på, at udviklingen af livet er målrettet. Det eneste princip er bare hele tiden at frembringe organismer, der kan klare de skiftende livsbetingelser.

Derfor kan det forekomme, at udviklingen blandt dyr og planter går mod mere simple i stedet for mod mere komplicerede former. Vi bør i høj grad huske, at pattedyrene ikke overtog Jorden efter dinosaurerne, fordi pattedyrene var smartere eller bedre. Pattedyrene var simpelthen små og kunne bedre overleve det store asteroidenedslag end de store dinosaurer.

Uden dette asteroidenedslag havde dinosaurerne måske stadig eksisteret, og hvem ved:  Måske udviklet intelligens. Men heller ikke det er sikkert, for de havde før katastrofen klaret sig ganske godt i over 100 millioner år uden at frembringe en Einstein.

I det hele taget ved vi heller ikke med sikkerhed, hvorfor mennesket udviklede intelligens, og spørgsmålet er også, om høj intelligens er den bedste måde at sikre en arts overlevelse i lang tid. Krokodiller har jo en historie på mange millioner år bag sig, mens vi er glade for bare at kunne klare de næste 100 års udfordringer …

De filtre, vi har omtalt indtil nu, ligger i fortiden. Men det mest skræmmende er vist, at vi endnu ikke har mødt det helt afgørende filter – det, som for alvor betyder, at vi er næsten alene. Skyldes ensomheden, at næsten alle civilisationer er uddøde eller endnu ikke opstået? Altså at civilisationer har en meget kort levetid?

et rummet intelligent liv beboelig planeter hvorhenne kommunikation

Livet skal kunne overleve katastrofer – blandt andet som meteoren, der udryddede dinosaurerne. (Illustration: Shutterstock)

Avancerede civilisationer har kort levetid

Vi behøver bare at se nyhederne for at blive klar over, at vor fremtid kan være ret så tvivlsom: Klimaændringer, forurening, overbefolkning, mangel på ressourser – man kan selv forlænge listen efter behag. Mange problemer skyldes, at udviklingen går så hurtigt, at vi har svært ved at tilpasse os og samfundet til den nye situation.

Måske er dette et universelt problem. Vi kan ikke lade være med at citere fra den engelske astronom Fred Hoyles lille bog fra 1965 'Om mennesker og Mælkeveje'. Vi mener, at hans ord er lige så gyldige i dag som for over 50 år siden:

»Det har været et meget langt skridt fra den første primitive trækulsovn til en atomreaktor. Vi har selv klaret dette skridt på seks-syvtusinde år. En stor del af vejen er tilbagelagt på to-tre århundreder. Kunne vi have gjort vore opdagelser i et meget langsommere tempo? Nej, vi kunne ikke. Opdagelsernes tempo måtte være meget hurtigt, for ellers ville kullet og al olien have været borte, før atomfysikkens komme. Kun en brat udvikling dur.«

En hel række konsekvenser følger af denne simple iagttagelse. Det er ofte blevet sagt, at hvis menneskeheden ikke kan få det til at fungere her på Jorden, så vil en anden art overtage bedriften.

Når det drejer sig om at udvikle intelligens, så er det ikke rigtigt. Vi har, eller vil snart have, udtømt de nødvendige forhåndsrekvisitter, hvad denne planet angår.

Når kullet er borte, olien borte, førsteklasses malmlejer borte, kan ingen nok så kompetent race foretage den lange opstigning fra primitive betingelser til teknologi på et højt plan. Hvis det mislykkes for os, er udviklingen af intelligens mislykket for dette solsystem. Det samme vil gælde for andre solsystemer. I hvert af dem vil der være én, og kun én chance.

To typer af civilisationer

Hoyle drager den konklusion, at i stedet for at tale om en middellevetid for en civilisation, så er der to levetider: En meget kort for de mange og en meget lang for de udvalgte få.

Vi mennesker lever på en skillevej mellem de to muligheder. Bærer vi os dumt ad, vil vi gå til grunde inden for de næste få hundrede år, og da vi har plyndret Jorden og brugt de bedste ressourser, kan vi heller ikke forvente, at andre dyrearter engang i fremtiden kan overtage vor plads.

Der er også den mulighed, at vi kan skabe en bæredygtig og stabil civilisation, der kan eksistere i næsten ubegrænset tid. Den helt afgørende udfordring vil være ikke at misbruge en avanceret videnskab og teknologi til at gøre skade på os selv eller vor planet. Måske kan vi klare 100 år, men kan vi undgå at dumme os i en million år?

Ser vi på universet som helhed, kan det være, at vi her møder det afgørende filter. Måske vil kun en ud af hundrede civilisationer som vor kunne udvikle sig, så den kan overleve, ikke bare i nogle få tusinde år, men over geologiske tidsaldre. Med de afstande og tider, der er i rummet, så er det kun disse ganske få civilisationer, der har mulighed for at komme i kontakt med andre.

Og hvem ved: Måske er det den mest afgørende af de mange faktorer, der kan være forklaringen på, at vi aldrig hører fra E.T. Vi tilhører en ung kultur, som har meget svært ved at se bare 100 år frem.

Den virkelige udfordring er ikke den teknik, der skal til for at komme i kontakt gennem rummets dybder, men at skabe en kultur, der kan eksistere længe nok til, at et sådant projekt giver mening.

Kan vi klare den udfordring?

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.