I løbet af august vender nattemørket gradvist tilbage, så vi får mere glæde af stjernehimlen.
Ved månedens begyndelse er dagens længde knap 16 timer, og ved månedens slutning godt 2 timer kortere, altså omkring 14 timer.
Og perioden med ’de lyse nætter’, der begyndte 5. maj, slutter 7. august.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
De lyse nætter
Når man bare går ud for at se på stjernehimlen, oplever man selvfølgelig ikke en skarp dato-grænse for de lyse nætter.
Himlen bliver blot gradvist lysere og stjernerne svagere, når man nærmer sig maj måned, og det varer så ved hen over sommeren, indtil himlen i løbet af august igen bliver egnet til at gå ud og se på stjerner.
Grænserne for ’de lyse nætter’ er astronomisk fastlagt og retter sig efter Solens stilling.
I den lyse periode kommer Solen ved midnatstid aldrig under en position på 18o under horisonten, og hele natten henligger derfor i en slags tusmørke.
Lyse nætter i romerriget
Vi har en beretning fra Romerriget om de lyse nætter. Den romerske hærfører og naturhistoriker Plinius den ældre udgav omkring år 77 en encyklopædi om naturhistorie med titlen Naturalis Historia.
Heri beskriver han datidens oplevelse af de lyse nætter som »oplevelsen af dag i løbet af natten - som et sollys i natten - et lys, der udbryder på nattehimlen.«
De lyse nætter har utvivlsomt været en stærkere oplevelse på den tid, hvor der ikke var en masse forstyrrende lyskilder, som i dag ofte hindrer et godt udsyn til nattehimlen.
Plinius den ældre døde i øvrigt under Vesuvs udbrud i år 79, fordi han som naturforsker ville opleve udbruddet alt for tæt på.
Planeter og en meteorsværm
Der er i august stadig udsigt til planeterne Venus, som er morgenstjerne, og Mars, Jupiter og Saturn, som står på himlen gennem natten.
Og så kan vi også se frem til meteorsværmen Perseiderne.
ISS kan ses i august
Den Internationale Rumstation ISS viser sig også, men kan kun ses nogle få gange i perioden 26.-31. august på den tidlige morgenhimmel.
28. august cirka klokken 5.25 træder ISS ind meget lavt på himlen i syd -mellem Jupiter og Mars, der står lidt højere på himlen.
ISS når en største højde på 22o over horisonten og forsvinder omkring klokken 5.29 på himlen i sydøst – ud for stjernebilledet Tvillingerne.
30. august cirka 5.23 træder ISS ind lavt på himlen i SV lige under Jupiter, men kommer undervejs 32o over horisonten, før den cirka 5.27 forsvinder igen ud for Tvillingerne på himlen i SØ.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er sidste måneds installation i serien: Rumfarten i august: To vigtige raket-opsendelser, nye revolutionerende satellitter og udforskning af asteroider
Månen og planeterne
Det er fuldmåne 12. august og nymåne 27. august.
15. og 16. august står Månen tæt på Jupiter på morgenhimlen omkring klokken 5 på himlen i syd. 15. august ses Månen lige under Jupiter og dagen efter er Månen rykket lidt øst for Jupiter.
24.-26. august omkring klokken 5-5.30 finder vi Månen nær Venus og de to tvillingestjerner, Castor og Pollux, på himlen i øst:
- 24. august står Månen lige under Castor og Pollux, mens Venus ses længere nede over horisonten på himlen i øst.
- 25. august står Månen omtrent midtvejs mellem Venus og tvillingestjernerne.
- 26. august er Månen rykket ned mod horisonten og ses nu ganske tæt på Venus.
Endelig står Månen lige under Saturn på fuldmånenatten 12. august omkring klokken 3 på himlen i sydvest.
Venus er morgenstjerne i August, og den står op mellem klokken 3 og 4 - i pæn tid inden solopgangen mellem klokken 5 og 6.
Den 7. august tidlig morgen omkring klokken 5 ses Venus næsten lodret under de to tvillingestjerner Pollux og Castor på himlen i øst.
Mars er i august aftenstjerne ligesom Jupiter og Saturn. De står alle tre op i timerne før midnat og er på himlen natten igennem.
19. og 20. august omkring klokken 5 ses Månen tæt på Mars pænt højt på himlen i sydøst. Lige under Månen ses den klare stjerne Aldebaran i Tyren og lidt længere nede stjernebilledet Orion med de klare stjerner Betelgeuse og Rigel.
De følgende nætter rykker Månen gradvist længere mod øst.
Stjernehimlen i august
Sommertrekanten følger med ind i august. Kikker vi højt op på nattehimlen i syd finder vi de to klare stjerner Deneb i Svanen og Vega i Lyren lige under og på hver sin side af zenit. De to danner øverste side i Sommertrekanten, hvis spids er Altair i Ørnen lidt længere nede på himlen.
Altair er den klareste stjerne i Ørnen - på latin Aquila - og den 12. klareste stjerne på nattehimlen. Altair ligger i Solens nabolag, blot 17 lysår borte.
Den er næsten dobbelt så stor som Solen og lyser omkring 10 gange stærkere. Den roterer ganske hurtigt på kun 9 timer om sig selv, hvilket gør den en smule fladtrykt.
Solen tager den til sammenligning mere med ro og når på godt 25 døgn én gang rundt om sig selv. Med udgangspunkt i Sommertrekanten kan man også følge Mælkevejens spor i sommernatten - fra Svanen med Deneb nær zenit og videre ned mod Ørnen med Altair.
Her er vi lige ud for Mælkevejens ’Great Rift’, som er et område med mørke skyer, der helt skjuler bagvedliggende stjerner. Great Rift blev beskrevet i artiklen Kig op i juli: Syv planeter står (næsten) på linje.
Mælkevejssporet ender lavt på himlen i syd i stjernebilledet Sagittarius, hvor Mælkevejens centrum befinder sig.
Og med lidt held kan man nok også få øje på først Saturn lidt under Ørnen og Jupiter lidt længere østpå.
På himlen i nord kan Mælkevejen også følges fra Svanen nær zenit og ned gennem stjernebillederne Cepheus og Cassiopeia, der kendes på sit W.
Karlsvognen – den lille og den store
Lidt vest for Cassiopeia har vi Lille Bjørn - på latin Ursa Minor - der minder om en mini-Karlsvogn. Det kommer af, at fire af stjernerne danner en lille firkant og at der også er en ’vognstang’ som vist på illustrationen.
Polarstjernen ses for enden af ’vognstangen’, og dens afstand er af Gaia-satellitten målt til 448 lysår.
Den er en hvidgul superkæmpe og en variabel stjerne af Cepheide-typen, som er kendt for deres brug til afstandsbestemmelse af stjerner. Polaris er den klareste Cepeide på nattehimlen.
I den lille firkant af stjerner er Kochab den næstklareste stjerne i Lille bjørn. Kochab er en orange kæmpestjerne omkring 130 lysår borte.
De to klareste stjerner i den lille firkant kaldes for’ Guardians of the pole star’ - på dansk ’Polarstjernens vogtere’.
Der er fundet exoplaneter omkring alle fire stjerner i den lille firkant, som også gemmer på en meget usædvanlig og varm hvid dværgstjerne med katalognummeret H1504+65.
Den har en overfladetemperatur på 200.000 grader og en atmosfære af kulstof, ilt, og neon, hvor man i hvide dværge normalt venter at finde brint og Helium.
Både atmosfærens sammensætning og temperaturen er helt specielle og kan endnu ikke forklares ud fra de kendte modeller for hvide dværge.
Lidt længere nede på himlen i nord finder vi så Karlsvognen i Ursa Major- Store Bjørn.
I stjernebilledet Lille Bjørn er der desuden udsigt til en flot bjælke-spiralgalakse, der har betegnelsen NGC 6217.
Hubble rumteleskopet har taget det første og endnu eneste billede af denne galakse, hvis størrelse er vurderet til omkring 40.000 lysår - med nogen usikkerhed, fordi vi kun har dette ene billede af galaksen.
Til sammenligning strækker Mælkevejen sig over godt 100.000 lysår.
Perseiderne er på himlen i august
Perseiderne , som vi har fornøjelsen af her i august, regnes for en af de bedste meteorsværme, vi har udsigt til gennem året.
Perseiderne trådte ind på himlen allerede i juli, og sværmen topper 12.-13. august, men det falder i år desværre sammen med fuldmånen 12. august, der jo breder sit lys på himlen.
Vi kan dog håbe på stjerneskud lige indtil 24. august.
Radianten eller udgangspunktet for Perseiderne finder vi i naturligt nok stjernebilledet Perseus ikke langt fra Cassiopeia.
Stjerneskuddene har fart på, og mange trækker lysende spor efter sig. Klare ildkugler kan også forekomme.
Perseiderne stammer fra støv-og partikelrester fra kometen Swift-Tuttle, som vi så oplever, når Jorden passerer kometens bane.
Swift-Tuttle omtales i øvrigt som ’den store komet fra 1862’, der bærer navn efter sine opdagere, de to amerikanske astronomer Lewis Swift og Horace Tuttle.
