Juli måneds nattehimmel er stadig ret lys.
Efter årets længste dag, 21. juni, bliver dagens længde gradvist men sikkert kortere.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
Ved julis begyndelse står Solen op omkring klokken 4.30 og går ned omkring klokken 22.
Ved månedens slutning er der solopgang omkring klokken 5.30, mens Solen går ned omkring klokken 21.30 - alt efter, hvor i landet, man befinder sig.
Dermed bliver dagens længde omkring en time og 20 minutter kortere i løbet af måneden.
Det er derfor stadig bedst at følge stjernehimlen i nattens mørkeste timer omkring midnat og måske frem til omkring klokken 3, hvor kan opleve planeterne på den tidlige morgenhimmel, inden solopgang.
Desuden er ISS, Den Internationale Rumstation, nu igen synlig på himlen, og endelig er der udsigt til tre mindre stjerneskudssværme.
Mørke i Danmark
Der er endnu et råd til dem, der søger et godt mørke til at studere stjernehimlen.
Der er stadig nogle områder rundt omkring i Danmark, der ikke er så voldsomt plaget af lysforurening. Nu er vi jo i feriemåneden, og derfor kunne det tænkes, at nogle ville opsøge sådanne områder.
Vi kan anbefale et par gode ’mørkeområder’ rundt omkring i landet.
Møn er med sin ’Dark Sky Park’ et rigtig godt sted at studere stjernehimlen. Lidt vest for Vordingborg finder vi Knudshoved Odde, mens Jylland blandt andet byder på Nationalpark Thy samt områder nær vestkysten.
Du kan finde flere områder og informationer på hjemmesiden Lysforurening i Danmark.
Solen er længst borte 4. juli
4. juli er Jorden i sin fjerneste afstand fra Solen, kaldet aphelium. Afstanden er da 152 millioner km mod en middelafstand til Solen på 150 millioner km.
Den lidt større afstand har til følge, at sommeren bliver en smule koldere, end den ellers ville være. Det samme gælder vinteren på den sydlige halvkugle. Der er dog i begge tilfælde tale om små effekter.
En nok mere afgørende faktor er, at der er meget land på den nordlige halvkugle, mens den sydlige halvkugle stort set er dækket af hav. Det giver forskelle i temperaturen mellem nord og syd, således at den nordlige halvkugle er lidt varmere end den sydlige.
ISS på himlen
ISS viser sig nu igen på himlen i det meste af måneden - fra 1. til 27. juli, på nær nogle få dage.
Det er dog næsten hele måneden passager på ubekvemme tider i løbet af natten.
Der er nogle få nætter, hvor ISS viser sig omkring klokken 23. 25. juli kan ISS følges i godt 4 minutter fra kl 23.04 til 23.08 med en største højde på 19o på himlen fra vest-sydvest til sydøst, og 27. juli fra klokken 23.03 til 23.06 i sydvest-syd/sydvest, dog højst 10o over horisonten.
Du kan som altid selv følge med på Heavens Above.
Månen og planeterne - og fuldmånen er nærmest Jorden
Det er fuldmåne 13. juli, og samtidig er Månen i sin korteste afstand i hele året 2022 til Jorden.
Afstanden er da 357.264 kilometer, hvor gennemsnitsafstanden for Månen er 384.400 kilometer. Så denne ’superfuldmåne’ er vist værd at holde lidt øje med - om man nu synes, at Månen faktisk ser lidt større ud end sædvanligt.
Nymåne indtræffer 28. juli.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
2.-3. juli, omkring klokken 22.30, ses et smalt månesejl lavt på himlen i vest lige over den klare stjerne Regulus i Løven.
11. juli ses den nu næsten fulde måne lavt på himlen i syd, nær den klare røde stjerne Antares i Skorpionen. 19. juli omkring klokken 4 på den tidlige morgenhimmel passerer Månen tæt forbi Jupiter på himlen i sydøst.
Endelig 26.-27. juli, tidlig morgen, omkring klokken 4.30, står Månen nær Venus lavt på himlen i nordøst.
Ikke langt derfra kan man måske nå at fange de to stjerner i Tvillingerne, Castor og Pollux, nær horisonten.
Syv planeter - næsten på linje
Juli indleder med at vise rigtig mange planeter på himlen.
Lad os begynde med 1. juli, tidligt om morgenen, omkring klokken 3.30, hvor himlen endnu er nogenlunde mørk.
Lavt på himlen i Nordøst er Venus nu stået op.
Lidt længere mod øst og lidt højere på himlen finder vi først Mars - den røde planet - og dernæst Jupiter.
Lidt længere til højre på himlen i syd slutter Saturn sig til flokken. Disse fire planeter er de klareste og ikke svære at få øje på.
I virkeligheden er der på himlen for tiden yderligere tre planeter, nemlig Merkur, Uranus og Neptun.
Merkur står i begyndelsen af juli op mellem klokken 3 og klokken 4, så den står meget lavt nær horisonten i nordøst - dog ikke langt fra Venus.
Har man en meget fri horisont, skulle det altså være muligt at få et glimt af Merkur, inden daggryet bryder frem.
Så er der Uranus og Neptun, der også nævnes her, fordi de begge står i flokken af planeter, og vi dermed har i alt syv planeter indenfor et mindre område på himlen.
Men Uranus og Neptun er ikke synlige for det blotte øje - her må man forsøge sig med en god amatørkikkert.
I rækken af planeter kan Uranus findes mellem Venus og Mars, mens Neptun befinder sig lidt til højre for Jupiter.
Dette store planet-træf varer stort set måneden ud, og i perioden 15.-27. juli vandrer Månen gennem perlerækken af planeter - fra Saturn til Venus.
Tre små stjerneskudssværme
De tre mindre stjerneskudssværme i juli måned bærer navnene Alfa Capricorniderne, Delta Aquariderne og Persiderne.
De har alle navn efter de stjernebilleder, hvorfra stjerneskuddene udspringer:
- Alfa Capricorniderne udspringer i stjernebilledet Capricornus - på dansk Stenbukken. Sværmen er aktiv fra 3. juli til 15. august med maksimum 30. juli.
- Delta Aquariderne har navn efter stjernebilledet Aquarius - på dansk Vandmanden. Sværmen er aktiv fra 12. juli til 23. august og når sit højdepunkt 30. juli.
- Perseiderne har navn efter stjernebilledet Perseus. Sværmen er aktiv fra 17. juli til 24. august med klimaks 12.-13. august.
Radianten - eller udspringet for de to første sværme - befinder sig ganske tæt på positionen for Saturn her i juli, så den er let at finde - pænt oppe over horisonten på himlen i sydøst, mens stjerneskud fra perseiderne vil dukke op relativt lavt på himlen i nordøst-øst -ikke langt fra Mars.
Man må dog ikke stille de store forventninger, da alle tre sværme kun lover ganske få stjerneskud i timen. Til gengæld kan de få, der er, undertiden trække ganske lange, lysende spor efter sig.
Igen anbefales timerne omkring midnat, hvor himlen er mørkest.
Sommertrekanten
Sommertrekanten med stjernerne Vega, Deneb og Altair, som blev omtalt i junis Kig op-artikel, kan vi også nyde på julis nattehimmel i syd.
Vega og Deneb står højt på himlen - lidt øst for Zenith - og spidsen af trekanten med Altair ses lidt længere nede på himlen.
Mælkevejen
Det skulle også være muligt i de mørkeste timer at følge Mælkevejens lysende bånd ned over himlen i syd.
Begynd højt på himlen med stjernebilledet Cygnus - på dansk Svanen - med Deneb fra sommertrekanten og følg det lysende bånd videre ned mod horisonten til stjernebilledet sagittarius - på dansk Skytten - hvor Mælkevejens centrum befinder sig skjult bag tætte skyer af gas og støv.
Det var netop fra dette område, at astronomerne 12. maj kunne præsentere det første billede af det sorte hul i vor egen galakse Mælkevejens centrum.
Mælkevejens 'store kløft'
I mælkevejsbåndet, omkring midtvejs mellem Cygnus og Sagittarius, møder vi et mørkere område i randen af Mælkevejens lysende bånd.
Det mørkeområde har fået navnet Great Rift, der vel kan oversættes til Mælkevejens store kløft og undertiden også omtales som ’Mælkevejens mørke flod’.
Det mørke område består af tætte interstellare støvskyer, som helt skjuler de bagvedliggende stjerner. De mørke skyer befinder sig i Mælkevejens spiral-arme, i Orion-armen, der er solsystemets nærmeste spiral-arm, og i Sagittarius-armen, der er nærmere Mælkevejens centrale dele.
Tilsammen skygger de mørke skyer for lyset fra millioner af bagvedliggende stjerner.
De tætte mørke skyer anslås at indeholde støv og gasser af varm plasma med en masse på omkring en million gange Solens masse.
Ophiuchus
Lidt længere nede og lidt vest for Mælkevejsbåndet finder vi stjernebilledet Ophiuchus, hvis navn er af græsk oprindelse og kan oversættes til Slangebæreren.
Dette stjernebillede har sin egen lidt specielle historie.
For det første ligger Ophiuchus mellem de to mindre stjernebilleder, Serpens Cauda og Serpens Caput - på dansk Slangens hoved og Slangens Hale.
Ophiuchus deler dermed stjernebilledet Slangen midtover.
Slangebæreren menes i den græske mytologi at referere til lægeguden Asklepios, som ofte bar rundt på en slange, så det passer fint med delingen af dette stjernebillede.
Måske husker nogle af os, at de danske lægebiler for en del år siden havde et slangesymbol i nummerpladen.
Dette symbol kan netop føres tilbage til den græske lægegud.
For det andet har Ophiuchus af og til fået betegnelsen ’det 13. stjernebillede’ i zodiakken eller dyrekredsen, som er den række af stjernebilleder omkring ekliptika, som Solen passerer i gennem i året løb.
Solen står i Ophiuchus fra 29. november til 17. december, og Ophiuchus befinder sig mellem stjernebillederne Skorpionen og Skytten.
Dyrekredsen har normalt 12 stjernebilleder, og det er aldrig rigtig lykkedes at få inddraget Ophiuchus i den fortælling.
I 1930 blev ellers foreslået at medregne stjernebilledet som nummer 13 i Dyrekredsen af AIU, Den Internationale Astronomiske Union.
Alligevel er det aldrig slået an. Man hører vist aldrig nogen sige, at de er født i Slangebærerens tegn.
