Det er muligt, at fremtiden for det amerikanske måneprojekt Artemis vil blive afgjort af to meget vigtige opsendelser, der er planlagt til august.

Der har dog været mange forsinkelser, så det er også muligt, at opsendelserne først finder sted i september, eller måske senere.

Den ene opsendelse er af NASA’s store måneraket SLS, som er den raket, der skal sende astronauter ind i en bane om Månen med Orion-rumskibet.

Opsendelsen er planlagt til 29. august, og da SLS ikke tidligere har fløjet i rummet, sendes SLS til en bane om Månen uden mennesker.

Den anden opsendelse er herefter, at astronauterne efter planen skal opsendes med SLS til en bane om Månen og herfra flytter over til et andet rumskib, som så skal lande på Månen.

Dette rumskib er planlagt til at være en del af Starship, der er bygget af SpaceX. Starship er med en startvægt på 5.000 ton og 33 motorer i første trin verdens største raket, betydelig større end SLS.

Her ses NASA's SLS og SpaceX's Starship (de to længst mod højre). (Illustration: Ian Whittaker/NASA/SpaceX) 

Efter planen skal Starship nu på sin første prøveflyvning en gang rundt om Jorden, inden det lander nær Hawaii.

Utroligt meget hænger på denne flyvning. For ikke bare landingen på Månen, men også Elon Musks store drøm om at kolonisere Mars, er baseret på Starship.

Artemis-projektet er baseret på, at både SLS og Starship allerede ved de første prøveflyvninger virker stort set fejlfrit – lidt dristigt i betragtning af, at der er tale om to meget store raketter, der aldrig har fløjet før.

Det er tvivlsomt, om der er økonomi til at klare større raketuheld, og om der i så tilfælde vil være politisk støtte til at fortsætte med projektet.

Ud over disse to opsendelser er der naturligvis flere rutineopsendelser, ikke mindst af Starlink, som skal sikre en global adgang til internettet, men som også er ved at fylde rummet omkring Jorden godt op.

Russisk uklarhed om ISS

Russerne er kommet med nogle forskellige meldinger om, hvornår de vil forlade rumstationen ISS, hvilket giver en vis usikkerhed omkring hele projektets fremtid.

Det hele begyndte med udnævnelsen af en ny leder af det russiske rumagentur Roskosmos, en tidligere viceforsvars minister ved navn Yuri Borisov.

Ved sin tiltræden talte han med Putin og her sagde han, at Rusland vil forlade ISS »efter 2024«.

Udtalelsen var dog vag og specificerede ikke, hvornår præcis Roskosmos planlagde at forlade ISS, men det fremgår, at Rusland var ved at udvikle deres egen rumstation kaldet Russian Orbital Service Station (ROSS).

Illustration af Russian Orbital Service Station (ROSS). På Space.com kan du se en netop udgivet animationsvideo af, hvordan ROSS' kommer til at se ud. (Kredit: Roscosmos)

Her er det dog værd at bemærke, at en NASA-embedsmand fortalte, at agenturet ikke havde »nogen officiel besked« fra Roskosmos om denne beslutning, hvilket blev understreget af  NASA’s leder, Bill Nelson, som sagde at agenturet »ikke var blevet gjort opmærksom på beslutninger fra nogen af partnerne« på ISS.

Det ser dog ud til, at Roskosmos i det mindste havde en vis kommunikation med NASA tirsdag 26. juli, og her informerede amerikanerne om, at Rusland planlagde at forblive i ISS, indtil ROSS-stationen var klar i 2028. Dette ifølge nyhedsbureauet Reuters.

For sandheden er, at hverken Rusland, USA eller de andre partnere i ISS, Europa, Japan og Canada har nogen mulighed for at have en ny rumstation klar før tidligst i 2028, og nok mere sandsynligt i 2030.

I mange år har hele den bemandede rumfart være koncentreret omkring ISS, og det har taget tid og koster en masse penge at udvikle en ny rumstation.

Det gælder i Rusland, men sandelig også i USA. NASA har et såkaldt Aerospace Safety Advisory Panel, der rådgiver NASA om rumpolitik, og i dette tilfælde om planerne for at finde en afløser til ISS.

De har 21. juli udtalt, at »at de kommercielle rumstationer, hvis udvikling bliver støttet af NASA, næppe vil blive klar, før ISS bliver pensioneret i slutningen af årtiet, og at denne indsats med at overgå til nye rumstationer lider under utilstrækkelige budgetter.«

Det er baggrunden for, at NASA i den grad ønsker at fortsætte med ISS, hvilket i praksis vil kræve et fortsat samarbejde med russerne.

Med de budgetter, russerne gennem mange år har afsat til rumfart, er det også helt usandsynligt, at ROSS kan gøres klar på bare 2-3 år. Og uden ISS har hverken Vesten eller Rusland nogle steder at flyve hen.

Så det er næsten sikkert at der nok skal falde ro over projektet igen, for virkeligheden er, at alle har hårdt brug for ISS, i hvert fald indtil 2028-2030, hvor stationen nok også er udtjent.

Læs også: Rumfarten efter ISS

Rogozin ikke længere leder af Roskosmos

Lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Dmitry Rogozin, blev afskediget 15. juli af selve Putin.

Hans afløser blev som nævnt tidligere viceforsvarsminister Yuri Borisov, som inden for rumfarten er et ubeskrevet blad.

Der er ikke givet nogen grund til Rogozins afskedigelse, men det skyldes muligvis ikke utilfredshed med hans ledelse af rumagenturet.

Et officielt billede af Rogozin sammen med Putin. (Foto: Kreml)

Meduza, som er en uafhængig russisk nyhedspublikation, rapporterede 13. juli, at Kreml overvejede at flytte Rogozin til en stilling i præsidentens administration eller som tilsynsførende for to regioner i Ukraine, der var besat af russiske styrker.

For de vestlige lande har Rogozin været et stort problem, fordi han efter invasionen af Ukraine har gjort alt for at tale konflikten op, ganske uden hensyn til, at rumfarten i mange år har været baseret på et omfattende samarbejde – især om rumstationen ISS.

Det var således Rogozin, som sørgede for, at russiske kosmonauter på ISS viste billeder af flag ’udbryderflag’ fra de ukrainske områder Johansk og Donetsk hvor der for tiden foregår intense kampe.

Med fare for at viderebringe propagandaen.. Her ses nogle af de billeder, som har skabt røre. (Foto: Roscosmos)

Det er klart, at samarbejdet ikke kunne fortsætte som før, men med et lidt mere diplomatisk sprog kunne nogle problemer måske være undgået.

Man kan kun håbe, at Borisov er en mere diplomatisk type, for rumfarten er både i Rusland og i vesten i høj grad baseret på et internationalt samarbejde.

Hvorvidt det hele kan få betydning for Andreas Mogensens næste rumflyvning, er endnu for tidligt at sige.

Hvor lavt kan satellitter flyve?

Rumfarten er i færd med at søge nedad til de laveste højder, satellitter kan bevæge sig.

Normalt regner man den laveste grænse for satellitter til 4-500 km, for at undgå de sidste rester af luftmodstand, der hurtigt kan bringe en satellit så langt ned, at den brænder op.

Men nu er man begyndt at se på muligheden for satellitter helt ned til 200 km over Jorden.

Der er flere grunde til, at de meget lave baner kan blive meget vigtige for fremtidens rumfart.

Som eksempel kan vi se på satellitter, der overvåger Jorden. Vi sammenligner her en satellit i en ’normal’ bane 800 km over Jorden med en satellit i en meget lav bane 200 km over Jorden.

Når afstanden til Jorden bliver 4 gange mindre, opnår man tre store fordele:

• For radarovervågning kan man klare sig med et 64 gange svagere radarsignal, hvilket er stærkt energibesparende.
• Skal satellitten kommunikere med Jorden, kan man klare sig med en 16 gange svagere sender.
• Skal der tages billeder af Jorden, får man fire gange bedre opløsningsevne uden at ændre optikken. Hvis man kan se genstande på 40 cm fra en højde på 800 km, kan man med den samme optik se genstande på 10 cm fra en højde på 200 km.

Disse tal viser, at man ved at gå ned i en lav højde kan klare sig med ret små og dermed billige satellitter.

Hvis man fra rummet kan skelne genstande på 10 cm, får man nogle helt fantastiske detaljer med. Billederne stammer fra firmaet Albedo, som arbejder på at markedsføre satellitter, som kan se så små genstande. (Billede: Albedo)

Der er også et politisk argument, som er ved at blive stadig mere vigtigt:

Satellitter i meget lave baner vil aldrig kunne fylde rummet op med affald, fordi banen skal hæves næsten konstant på grund af luftmodstanden. Overladt til sig selv vil de brænde op på få dage eller højst få uger.

Så længe satellitten er aktiv og under kontrol, er der hele tre måder at klare problemet med den store luftmodstand:

• Man kan bygge satellitten meget strømlinet, næsten som et fly, så luftmodstanden ikke bliver så stor, når satellitten har næsen forrest.
• Man kan anvende en aflang bane, måske mellem 200 km og 800 km over Jorden, så satellitten kun er kort tid nede i lave højder med den store luftmodstand.
• Man kan hæve banen med ionmotorer, der kun bruger meget lidt brændstof, men til gengæld meget elektrisk energi.

Satellitter i meget lave baner er nødt til at være strømlinede for ikke at skabe for stor luftmod-stand samt for hyppigt at kunne hæve deres baner. Denne tegning fra firmaet Thales Alenia Space viser en mulig konstruktion af en sådan satellit, de kalder ’Skimsat’. (Billede. Thales Alenia Space)

Der er netop kommet forslag om at bygge satellitter som små skiver og altså ikke som de kasser, man normalt ser. Projektet hedder Disk Sats, og en typisk Disk Sat kan have en diameter på en meter og en tykkelse på et par centimeter.

En Disk Sat vil være velegnet til at flyve i meget lave baner, fordi den kan flyve med den smalle kant forrest, hvilket giver en meget lille luftmodstand, når den er nede i lav højde.

Det nok bedste forslag til en satellit, som kan flyve meget lavt, er de såkaldte Disk Sats, der har form af flade skiver, som let kan stables i stort antal i en raket. Drejes de rigtigt, så de flyver med den smalle kant forrest, har de kun en meget lille luftmodstand. (Foto:  Aerospace Corp)

Der er mange fordele ved Disk Sats:

• De er lette at stable i næsen på en raket, der dermed kan opsende et stort antal Disk Sats.
• Der er også masser af plads på oversiden af skiven, hvor der kan placeres solceller, der kan levere energi til instrumenter og ionmotor.
• Og hvis man er miljøbevidst og ikke vil fylde rummet med gamle udtjente satellitter, kan man jo bare tippe satellitten en gang til, så den nu flyver med den store skive fremad. Så skal luftmodstanden med garanti nok få satellitten til hurtigt at brænde op.

Den store fordel ved Disk Sats er, at den kan opsendes i store stabler – den fylder på den måde jo ikke meget i næsen på en raket. (Illustration: Aerospace Corp.)

Små kloder med store nyheder 1: Ryugu

Det er ikke altid, at de største nyheder kommer fra Solsystemets store planeter som Mars, Jupiter og Venus.

Vi vil her give to eksempler på, at også små asteroider kan rumme mange overraskelser.

Vi begynder med Ryugu, der er blevet udforsket af den Japanske rumsonde Hyabusa 2 i 2018, hvorefter sonden sendte nogle prøver fra overfladen tilbage til Jorden i 2020, og nu har man fået resultaterne af analysen.

Officiel tegning fra det Japanske rumagentur JAXA, der viser, hvordan rumsonden Hayabusa 2 indsamlede prøver fra asteroiden Ryugu. (Illustration:  JAXA/Akihiro Ikeshita)

De første resultater viste, at Ryugu er rig på kulstof, organiske molekyler og flygtige stoffer som vand.

Det kan forklares ved, at Ryugu engang var en komet. Mere overraskende er, at en nyere analyse viser, at Ryugu rummer spor af ikke mindre end 20 forskellige aminosyrer - byggestenene i DNA og selve livet.

Denne opdagelse støtter en teori om, at i hvert fald nogle af byggestenene til liv er kommet til os ude fra rummet gennem nedslag af meteorer og asteroider.

De indsamlede prøver fra Ryugu, hvor der nu er fundet mere end 20 aminosyrer. (Foto: Yada et al., Nature Astronomy, 2021)

Hayabusa 2 var banebrydende, ved at den indsamlede prøver af undergrunden, der ikke er blevet påvirket af sollys eller kosmiske stråler.

Kensei Kobayashi, professor emeritus i astrobiologi ved Yokohama National University, forklarer, hvordan disse resultater har betydelige konsekvenser for astrobiologi.

»At bevise, at aminosyrer eksisterer i undergrunden af asteroider, øger sandsynligheden for, at forbindelserne ankom til Jorden fra rummet,« sagde han ifølge Kyodonews og tilføjede, at dette er en mulig indikation på, »hvordan liv kunne være blevet opstået flere steder i universet end tidligere antaget.«

Ryugu kredser i en bane mellem 0,96 AE og 1,41 AE fra Solen, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen, og den har en diameter på omkring en kilometer.

Ryugu fotograferet af Hyabusa 2. (Foto: JAXA)

Små kloder med store nyheder 2: Bennu

Det næste eksempel er fra asteroiden Bennu, som er udforsket af den amerikanske rumsonde OSIRIS Rex, der nu er på vej tilbage til Jorden med indsamlede prøver.

Bennu er en godt 500 meter stor asteroide med en bane mellem 0,90 og 1,35 AE fra Solen.

NASA's tegning af den støvsky, der blev udløst, da rumsonden OSIRIS Rex foretog en meget forsigtig landing bare for at indsamle en smule prøver. (Illustration: NASA)

Der er en ganske lille mulighed for, at Bennu vil ramme Jorden i perioden 2175-2199, og det har naturligvis øget interessen for at udforske den og ikke mindst lære, hvordan asteroiden vil reagere, hvis vi søger at ændre dens bane ved et sammenstød med en rumsonde.

Her har resultatet været meget overraskende, og det har forskeren Dante Lauretta fra universitetet i Arizona fortalt om til netmediet space.com:

»Vi forventede, at overfladen ville være ret hård, ligesom hvis du lander på en grusbunke: en lille smule støv, der flyver væk, og et par partikler, der hopper op. Men da vi fik billederne efter landingsforsøget, var vi lamslåede. Vi så en kæmpe mur af støv og sten flyve væk fra landingsstedet. For os, der styrer rumsonden, var det virkelig skræmmende.«

Da OSIRIS Rex landede, var landingsstedet et 20 meter bredt krater. Da man genbesøgte landingsstedet et halvt år senere i april 2021, fandt man et otte meter stort og dybt hul med sten og grus spredt til alle sider.

Man havde forventet et måske 30 cm hul fra det instrument, som indsamlede prøverne, fordi landingen var både meget kortvarig og meget blid.

Men instrumentet sank ned, fortalte Lauretta.

»Der var tydeligvis ingen modstand overhovedet. Overfladen var blød og flød væk som en væske.«

Denne oplysning er ganske væsentlig, hvis man skal beregne, hvordan man skal ændre Bennus bane ved en kollision.

Lige nu har man ingen ide om, hvordan asteroiden med en sådan opbygning vil reagere ved et sådant sammenstød. Det er et aktivt forskningsområde og noget, vi vil vende tilbage til i september, hvor rumsonden DART skal forsøge at ændre banen for en asteroide.

En kontroversiel opsendelse

Søndag 24. juli opsendte Kina et nyt stort modul til deres Tiangong-rumstation, der for øjeblikket kun består af beboelsesmodulet Tianhe.

Det 20 ton tunge modul Wentian er det første af to videnskabsmoduler, og det er udstyret som et laboratorium til forskellige biologiske og lægevidenskabelige målinger og forsøg. I oktober følger så Mentian-modulet.

Men opsendelsen er på mange måder kontroversiel. Både til Tianhe og de to videnskabsmoduler anvender Kina deres største raket, Long March 5, uden øvre trin.

Kinas Long March 5B-raket. (Foto: CASC)

Raketten består af et 30 meter langt første trin og fire boostere, der afkastes undervejs. Det betyder, at hele det enorme første trin går i bane om Jorden.

Selv med tomme brændstoftanke vejer det næsten 24 ton, og kineserne efterlader bare raketten i en lav bane om Jorden. Det er meget usædvanligt at efterlade en så stor raket i rummet til et ukontrolleret nedfald.

Liftoff of a Long March 5B rocket and the Wentian science module on a mission to double the size of China's Tiangong space station.

Ten kerosene- and hydrogen-fueled engines were powering the Long March 5B into the sky over Hainan Island.https://t.co/iYRn51rNmL pic.twitter.com/By1Yk2HWFy

— Spaceflight Now (@SpaceflightNow) July 24, 2022

Banen er så lav, at der kun vil gå få dage, før luftmodstanden har tvunget raketten så langt ned, at den i teorien brænder op i atmosfæren.

Problemet er bare, at raketten er så stor, at store stykker kan overleve turen ned gennem atmosfæren og ramme Jorden. 

Man regner nu med et nedfald lige omkring 1. august, altså bare en uge efter opsendelsen.

Nedfaldet kan ske alle steder mellem 41,5 graders sydlig og 41,5 graders nordlig bredde. Ganske vist er der mest hav, men store dele af USA, Sydeuropa samt Afrika, Asien og Sydamerika kan godt risikere at få resterne af raketten i hovedet – og det kan godt give en politisk krise, hvis der sker skade på personer eller ting.

Efter opsendelsen af Tianhe i 2021 sidste år sagde NASA-administrator, Bill Nelson, at Kina: »ikke levede op til ansvarlige standarder vedrørende deres rumaffald. Rumfartsnationer skal minimere risikoen for mennesker og ejendom på Jorden ved genindtræden af rumobjekter og maksimere gennemsigtigheden vedrørende disse operationer.«

Dengang gik det godt, da raketten faldt ned i det Indiske Ocean, men ved en prøveopsendelse af Long March 5 i 2020 er det muligt, at dele af raketten faldt ned på Elfenbenskysten i Afrika, heldigvis uden at gøre stor skade.

Men risikoen er der – og det kan godt undre, at Kina ikke tager problemet mere alvorligt.