Vores galakse er et stort sted. Og blandt de mange hundrede milliarder af stjerner i Mælkevejen fylder vores solsystem ikke særligt meget.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Til trods for den ufattelige mængde af stjerner, planeter, gasskyer og andre ukendte størrelser, som vi deler vores galakse med, formår Solsystemet alligevel at blive i sit kredsløb, på sin plads.
Vores læser Henrik vil gerne vide hvordan og spørger ganske kortfattet:
»Hvad holder vores solsystem på plads i Mælkevejen?«
Spørgsmålet er rimeligt ligetil, og mens man fristes til at tænke, at det oplagte svar er tyngdekraften, holder vi et åbent sind på Spørg Videnskaben og overlader svaret til videnskabsfolkene.
Derfor har Spørg Videnskaben lånt astrofysiker Peter Laursen, som til daglig er forsker og videnformidler ved Niels Bohr Institutet i København.
»Det er tyngdekraften«
Et svar, som mange nok så komme. Men tyngdekraft opstår ikke ud af ingenting, så hvad er det, der trækker i vores Sol?
»På samme måde, som planeterne bliver holdt på plads af Solen, bliver vores Solsystem holdt på plads af Mælkevejens masse,« forklarer Peter Laursen.
»Forskellen er, at i Solsystemet er næsten al massen koncentreret i centrum, nemlig Solen, som udgør mere end 99 procent af massen. I Mælkevejen er det meste af massen ikke inde i centrum, men er mere jævnt fordelt.«
Den rumkyndige læser ved måske, at der i hjertet af Mælkevejen er et supertungt sort hul, hvis videnskabelige navn er Sagittarius A*. Sorte huller har en uhyre stærk tiltrækningskraft, som end ikke lys undslipper, men i en galakse på størrelse med vores viser det sig ikke at at være så vigtigt igen.
»Det sorte hul vejer cirka 4 millioner solmasser, hvor der så er 400 milliarder stjerner i galaksen, cirka lige så meget gas og meget mere mørkt stof. Det sorte hul kan man se bort fra, så længe man ikke er helt inde tæt på det,« uddyber Peter Laursen
Han forklarer, at det i stedet er den samlede masse af alt det, som ligger inden for Solsystemets bane i galaksen, der holder os på plads, men at regnestykket er nogenlunde det samme, som hvis al massen var koncentreret i centrum.
»Langt det meste masse i Mælkevejen er hverken stjerner eller gas, men mørkt stof. Det mørke stof dominerer vores bane rundt i Mælkevejen.«
\ Læs mere
Vil Solsystemet altid holde sin plads?
\ Mælkevejen
Mælkevejssystemet, eller Mælkevejen, er en spiralgalakse, som er hjemsted for et par hundrede milliarder stjerner, heriblandt Solen med tilhørende solsystem.
Det meste af Mælkevejens masse er koncentreret i midterområdet, men størstedelen er hverken gas eller stjerner, men derimod det såkaldte mørke stof, som videnskaben endnu ikke ved, hvad er. I den absolutte midte af galaksen findes et sort hul kaldet Sagittarius A*.
Det tager Jorden cirka 250 millioner år at nå én gang rundt i Mælkevejen. For 250 millioner år siden, seneste gang Jorden var samme sted, som vi er nu, havde planeten netop oplevet sin største masseudryddelse, hvor op mod 95 procent af alt liv på kloden uddøde, og banede vejen for andre arter, heriblandt dinosaurerne.
Kilder: Den Store Danske og Peter Laursen
Implicit i spørgsmålet om, hvad der holder Solsystemet på plads, er måske også, om det vil vare ved. På den front ser vi – heldigvis – ud til at være godt dækket i den nærmeste fremtid.
»Der er meget langt mellem stjernerne, og de stjerner, vi ligger i nærheden af, bevæger sig alle nogenlunde i samme retning. Men indimellem sker det, at to stjerner kommer i nærheden af hinanden, og så kan de påvirke hinandens bane,« siger Peter Laursen.
»Vi har ret godt styr på stjernerne i vores nabolag, om de er på vej hen mod os eller væk fra os, og hvad deres hastighed er. Det kan vi måle og så sige, hvordan det ser ud om eksempelvis tusind år eller en million år,« uddyber Peter Laursen og tilføjer, at man lige nu har udregnet vores bane de næste fem millioner år.
Kommer man meget længere ud på den astronomiske tidsskala, er det på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvilke uheld der kunne overgå Solsystemet og vores fjerne efterkommere.
»En tur rundt i Mælkevejen tager cirka 250 millioner år, og om 100 millioner år er det ikke til at sige, om der kommer en stjerne i nærheden af os og sender os ud af kurs. Det kunne ske, men det er ikke så sandsynligt,« forklarer Peter Laursen.
Selv hvis uheldet er ude, og Solsystemet ryger på afveje, vil det ikke have den store effekt på livet på Jorden, medmindre den fremmede stjerne kommer tæt nok på til at slynge planeterne væk fra Solen.
»Det hele følges ad. Hvis det skulle ske, at vi pludseligt ændrede bane, kunne vi være ligeglade. Vi ville stadig bevæge os rundt om Solen,« slutter Peter Laursen.
Spørg Videnskaben siger tak til Peter Laursen for at gøre os klogere på vores egen galakse, og hvad der får det hele til at køre rundt.
Ligeledes tak til Henrik for hans spørgsmål, som bliver kvitteret med en T-shirt fra Videnskab.dk. Hvis du selv ligger ind med et spørgsmål, som du gerne vil have videnskabens svar på, kan du sende det til sv@videnskab.dk.
