Det ser helt vildt ud, men faktisk hører det ikke til sjældenhederne, at klippepytonen, en af verdens største slangearter, nedlægger og sluger et stort byttedyr.
I ovenstående video, der er optaget i vildtreservatet Mala Mala i Sydafrika, er det en impala, en afrikansk antilope, der lige så langsomt glider indenbords.
»Pytonen er en ‘bagholdsjæger’,« siger Matthew Johnston, der er lektor og forsker i zoologisk medicin ved Colorado State University, til Live Science.
»De nedlægger hvad som helst, der lige kommer forbi dem, når de er sultne,« siger han.
Til Live Science fortæller slangeforskeren videre, hvordan pytonen får færten af byttedyrene ved hjælp af et sanseorgan, det vomeronasale organ, også kendt som Jacobsons organ, der så at sige kan smage på luften.
Når byttedyret er tæt nok på, angriber slangen med et gab, der på et splitsekund har åbnet sig 180 grader og blottet en mund fuld af tænder, der synker ind i dyret.
Og herfra begynder den rigtige gyser.
Pytonen snor sin krop stramt rundt om dyret, og hver gang byttet tager en indånding, kan slangen stramme sit greb endnu mere. På et tidspunkt besvimer byttedyret, og slangen kan nu begynde den langsommelige proces med at sluge dyret helt, skriver Live Science.
Altid med hovedet først. Sandsynligvis for at begrænse modstanden fra fjer og pels.
Matthew Johnston forklarer til Live Science, hvordan slangens kæber er holdt sammen af ligamenter, der opfører sig lidt ligesom elastikker. Når dyret skal sluges, skal man derfor forestille sig, at slangens kæber, uden at røre ved hinanden, 'går' ned langs dyrets krop.
Når byttet er slugt, finder slangen, hvis den kan bevæge sig, et sted, hvor den kan gemme sig og fordøje sit måltid - og det kan tage et par uger.
Til gengæld går der så gerne nogle måneder, før slangen er sulten igen.
\ Læs mere
ele
