Vidste du det? Plantenavne kan afsløre gamle traditioner og folketro

Flyverøn, troldtræ, fuglefængerrøn og majrøn. Alle er navne for almindelig røn (Sorbus aucuparia). Biologer bruger mange kræfter på at give enhver art ét enkelt, utvetydigt navn. Men sproget uden for naturvidenskabens snævre kasser er mere levende og farverigt.

En enkelt art kan som rønnen have adskillige navne, nogle der bruges landet over, og andre der er helt specifikke i lokale dialekter.

Plantenavne gemmer på kulturhistorie

Mange plantenavne afslører, hvordan vi har brugt planterne, og hvilken betydning de har haft i vores kultur og folketro.

Flyverøn bliver brugt til at beskrive små rønnetræer, der er spiret højt over jorden i en stynet pil eller i et gammelt murværk.

Flyverøn er i folketro lykkebringende. Placeret over en dørkarm kunne en kvist flyverøn efter sigende holde trolddom og ulykke fra døren. Eller man kunne lægge en kvist under kærnen, hvis man døjede med at kærne fløde til smør.

På samme måde brugte fiskere førhen at fæstne kviste af flyverøn i deres net for at få held med fangsten. Den samme folketro ligger bag navnet ’troldtræ’.

’Fuglefængerrøn’ vidner om fugles appetit på rønnebær. En appetit, vi mennesker udnyttede ved at bruge bærrene som lokkemad til snarefangst af småfugle som solsort og sjagger. Sangfugle som disse var udsøgte delikatesser i mondæne køkkener, indtil ’fangst’ med done (snare) blev forbudt i 1894. ’Donebær’ afspejler også brugen af rønnebær til fuglefangst.

Dialektforskelle afslører lokale planteskikke

Plantenavnene fortæller også historier om afgrænsede, lokale traditioner.

Asgerd Gudiksen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet arbejder på Ømålsordbogen.

Det er en dialektordbog, der beskriver ord og udtryk brugt i dialekterne på Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Fyn og øerne i Det Sydfynske Øhav i perioden cirka 1750-1945. Både de ord, som dialekterne har fælles med rigsdansk, og særdialektale ord.

Slår man op under ’majrøn’, finder man ud af, at det er en betegnelse for røn, der stammer fra en skik på Falster og Østlolland. Her pyntede man i maj med grønne rønnegrene, både på huse og i stuer, men også når man pløjede inden såning.

En af ordbogens utallige kilder, Karen Toxværd fra Væggerløse (f. 1853), beretter om skikken, der skulle sikre en god høst og dermed afværge sult:

»Den første pløjedag satte farfar majrøn alle vegne, både på vognen og ploven og hestens seletøj og i lommen på karlen.«

Vores sproglige kulturarv

Ømålsordbogen samler vores sproglige kulturarv. På samme måde som Frilandsmuseets samlinger af bygninger og genstande fortæller Ømålsordbogens ordforråd om det liv, særligt landbefolkningen levede i gamle dage.

Den er et vidnesbyrd om den dagligdag, de skikke og den folketro, der gemmer sig i fundamentet under vores fælles kulturhistorie.

Den er også et kig tilbage på dialekter, der var væsentligt mere forskellige, end dem vi har i det moderne Danmark.

Ensretning af danske dialekter er ikke et nyt fænomen. Allerede med industrialiseringen og urbaniseringen i slutningen af 1800-tallet og udbredelsen af rigsdansk begyndte dialektforskellene at svinde. I dag giver korte afstande i Danmark, fysisk med moderne transport såvel som virtuelt gennem digitale medier, dialekter svære kår.

Omvendt kan dialekttræk fungere som identitetsmarkører, der knytter os til sociale fællesskaber. Hvilket kan bidrage til, at vi holder fast i enkelte regionale forskelle i vores sprogbrug, på trods af at vi over hele landet ser og lytter til det samme på tv, radio og internettet.

Planter sniger sig ind i talemåder

Planters forskelligartede navne er bare ét sted, hvor deres betydning er vokset ind i vores sprog.

Et andet er vores talemåder. Hvem har eksempelvis ikke ’jokket i spinaten’ eller ’måttet bide i det sure æble’? Det er primært vores afgrøder, der har fundet vej til talemåderne, mens vilde planter sjældnere sniger sig ind.

Når de gør, er det typisk vilde planter, som har været vigtige at kende til. Eksempelvis giftige planter, som man skulle holde sig fra at spise af eller give som foder til sine dyr.

Spurgt til sin favorittalemåde fra planternes verden nævner Asgerd Gudiksen udtrykket ’»Jeg kender vel karse,« sagde bonden – han åd skarntyde’. Udtrykket glimrer ved at indeholde både en afgrøde (karse) og en vild plante (skarntyde) og bruges til at beskrive folk, der er lidt for skråsikre i forhold til deres viden på et tyndt grundlag.

Rønnebær kender vi fra talemåden ’ »De er nok sure,« sagde ræven om rønnebærrene, den kunne ikke nå dem’. Denne fabel er en skandinavisk udgave af en gammel græsk fabel af Æsop, hvor ræven kigger sultent på en klase druer.

Selvom planten er skiftet ud (og ræven i den skandinaviske udgave jo nok faktisk har ret), bruges den stadig som en fortælling om, at man ikke skal nedgøre noget godt, bare fordi det er uden for ens rækkevidde.

I dette afsnit af Plantejagten tager vi til Sydhavnstippen i København i jagten på en røn og dens bær, for på egen tunge at teste om ræven har ret i, at de nok at sure. I studiet fortæller Asgerd Gudiksen meget mere om dialekter og planters indtog i vores sprog. Lyt med i afspilleren øverst i artiklen, eller hvor du lytter podcast.