For 300.000 år siden levede mindst 9 forskellige menneskearter på Jorden. I dag er der kun 1 tilbage.
Neanderthalerne, Homo neanderthalensis, var tætbyggede jægere, der havde tilpasset sig Europas kolde stepper.
De beslægtede denisova-mennesker boede i Asien, mens de mere primitive Homo erectus var at finde i Indonesien og Homo rhodesiensis i Centralafrika.
Adskillige lavstammde arter med små hjerner overlevede sideløbende med dem: Homo naledi i Sydafrika, Homo luzonensis i Philippinerne, Homo floresiensis ('hobbiterne') i Indonesien og de mystiske 'Red Deer Cave people' - opkaldt efter den hule, hvor udgravningen fandt sted - i det sydlige Kina.
Og der er er der sandsynligvis flere opdagelser om menneskearter i vente, hvis man tager hastigheden, hvormed vi i dag opdager nye arter, i betragtning
Masseudryddelse af andre menneskearter
Men for 10.000 år siden var alle andre arter end det moderne menneske, Homo sapiens, væk.
Arternes forsvinden ligner en masseudryddelse, men der er ingen indlysende miljømæssige katastrofer - vulkanudbrud, klimaforandringer, asteroidenedslag - som kan forklare, hvorfor de forsvandt.
Tidspunktet for deres forsvinden indikerer, at det var udbredelsen af Homo sapiens, der stod bag - en art, der udviklede sig i det sydlige Afrika for 260.000 til 350.000 år siden.
Det moderne menneskes migration ud af Afrika blev skyld i en 6. masseudryddelse, en hændelse som strækker sig over mere end 40.000 år - fra pattedyrenes forsvinden i istiden til destruktionen af regnskoven i dag.
Men var andre mennesker de første ofre?
LÆS OGSÅ: Planter uddør nu op til 350 gange hurtigere end den historiske norm
\ Den 6. masseudryddelse
For 65 millioner år siden ramte en kæmpemæssig asteroide Jorden i området omkring den nuværende mexicanske by Chicxulub.
Nedslaget medførte en så gennemgribende forandring af planetens miljø og klima, at omkring 50 procent af alle dyre-og plantearter uddøde - heriblandt dinosaurerne.
Perioden var femte gang i jordens historie, at størstedelen af arterne uddøde over kort tid. Perioden kaldes den femte masseuddøen.
Det kan måske virke uvirkeligt, men den periode vi lever i i dag, minder en hel del om dengang.
I øjeblikket uddør arterne 100-1.000 gange hurtigere, end hvad der plejer at være normaltilstanden for Jordens liv.
Det nuværende tempo for arternes uddøen er på højde med de 5 andre gange i Jordens historie, hvor 50-90 procent af arterne pludselig forsvandt.
Perioden kaldes derfor for den sjette masseudryddelse.
LÆS OGSÅ: Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt
Homo sapiens er en helt enestående farlig art
Vi er en helt enestående farlig art. Vi jagtede mammutter, kæmpedovendyr og moafugle, til der ikke var flere tilbage.
Vi ødelagde sletter og skove, så vi kunne dyrke afgrøder, og derigennem modificerede vi mere end halvdelen af klodens landarealer.
Vi ændrede klimaet, men vi var allermest til fare for andre menneskelige populationer, fordi vi konkurrerer om ressoucer og land.
Historien er fuld af eksempler på mennesker, der bekriger, fordriver og udsletter andre grupper fra territorier - lige fra Roms belejring af Karthago, som endte med byens fuldstændige ødelæggelse, til den amerikanske erobring af vesten og Storbritanniens kolonisering af Australien.
For nylig har vi været vidner til folkedrab og etnisk udrensning i Bosnien, Rwanda, Irak, Darfur og Myanmar.
Folkedrab er en iboende, instinktiv del af den menneskelige natur
Ligesom sprog eller redskabsbrug er evnen og tilbøjeligheden til at deltage i folkedrab uden tvivl en iboende, instinktiv del af den menneskelige natur.
Der er ikke meget, som giver anledning til at tro, at de tidlige Homo sapiens var mindre territoriale, mindre voldelige, mindre intolerante - mindre menneskelige.
De tidlige jæger-samlere er blevet afbildet som fredelige, noble vildmænd af optimisterne, som argumenterer, at det er vores kultur - og ikke vores natur - som skaber volden.
Men feltstudier, historiske beretninger og arkæologi viser, at de primitive kulturers krige var intense, udbredte og dødbringende.
LÆS OGSÅ: Biodiversitet: En million arter er truede – men vil det skade mennesket?
Vold var den hyppigste dødsårsag
Neolitiske (fra yngre stenalder, bondestenalderen) våben som køller, spyd, økser og buer i kombination med guerilla-taktikker som strejftog og bagholdsangreb, havde en sønderlemmende effekt.
Vold var den hyppigste dødsårsag blandt mænd i disse samfund, og krigene resulterede i flere dødsofre end 1. og 2. verdenskrig.
Gamle knogler og artefakter afslører, at volden har mange år på bagen. Kennewick-manden, et 9.000 år gammelt skelet fundet i byen Kennewick i staten Washington, USA, ligger med spidsen af et spyd dybt begravet i sit bækken.
Resterne af 27 mennesker fra en stenalder jæger-samlerkultur - mindst 27 mænd, kvinder og børn - løfter sløret for en brutal massakre ved Nataruk - omkring 30 kilometer vest for Lake Turkana i det nordlige Kenya.
LÆS OGSÅ: Menneskets oprindelse: Alt dét, vi ved indtil videre
Sofistikerede våben gav Homo sapiens en militær fordel
Det er usandsynligt, at andre menneskearter var mere fredelige. Han-chimpansers kooperative brug af vold indikerer, at krige fandt sted før menneskets evolution. Neanderthal-skeletter viser mønstre efter traumer, der stemmer overens med traumerne efter krig.
Mere sofistikerede våben gav formentlig Homo sapiens en militær fordel.
De tidlige Homo sapiens havde angiveligt et våbenarsenal, der inkluderede projektilvåben som kastespyd, kasteanordninger til spyd, kæpper og køller.
Komplekse redskaber og komplekse kultur hjalp os desuden med at indfange og høste et større udvalg af dyr og planter, så vi kunne brødføde større folkestammer og derigennem opnå en strategisk fordel i antal.
LÆS OGSÅ: Myte, at mennesker dræber mere end andre arter
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det ultimative våben
Men hulemalerier, billedskæring og musikinstrumenter indikerer noget, som er langt mere farligt: En sofistikeret evne for abstrakt tankevirksomhed og kommunikation.
Evnen til at samarbejde, planlægge, lægge strategi, manipulere og bedrage var muligvis vores ultimative våben.
De ufuldstændige fossile arkiver gør det svært at teste teorierne, men i Europa, det eneste sted vi har relativt komplette arkæologiske arkiver, viser fossiler, at neanderthalerne forsvandt få tusind år efter vores ankomst.
Spor efter neanderthal-DNA i visse eurasiske (Europa og Asien set under ét) folk beviser, at vi ikke bare erstattede dem, efter de uddøde. Vi mødtes, og vi parrede os.
LÆS OGSÅ: Neandertal-gener gennemsyrer os - undtagen i hjernen og testiklerne
Andre steder fortæller DNA-spor om møderne med arkaiske (fortidige) mennesker:
- Østasiatiske, polynesiske og australske grupper har DNA fra denisovanere.
- DNA fra endnu en art, muligvis Homo Erectus, forekommer blandt mange asiatiske mennesker.
- Afrikanske genomer viser spor efter DNA fra endnu en arkaisk (fortidig) art.
Det faktum, at vi parrede os med disse andre arter, beviser, at de først forsvandt efter, at de havde mødt os.
Krigsførelse holdt befolkningstilvæksten i skak
Men hvorfor udryddede vores forfædre tilsyneladende deres slægtninge? Hvorfor var de skyld i en masseudryddelse - eller måske snarere - et massefolkedrab?
Svaret ligger gemt i befolkningsvæksten. Mennesket reproducerer eksponentielt - ligesom alle arter. Uden kontrol har vi historisk set fordoblet vores antal hvert 25. år.
Da mennesket først begyndte at jage kooperativt, var der ingen, som jagede os. Og uden noget, som holdt vores antal i skak, og med forsinkelse af ægteskab og barnemord som eneste familieplanlægning, voksede og udnyttede populationerne alle tilgængelige ressourcer.
Yderligere vækst eller fødevaremangel som følge af tørke, barske vintre eller overhøsting af ressourcerne førte uafværgeligt til konflikter stammerne imellem i kampen om føde og territorium.
Krigsførelse blev en måde at holde befolkningstilvæksten i skak, måske den vigtigste.
LÆS OGSÅ: Skal vi bremse overbefolkning for at redde verden?
Udryddelsen af neandertalerne tog lang tid
Vores udryddelse af andre arter var formentlig ikke en planlagt, koordineret indsats af den slags, der blev praktiseret af civilisationer, men en udmattelseskrig.
Slutresultatet var dog lige så endeligt. Med strejftog efter strejftog og bagholdsangreb efter bagholdsangreb kørte de moderne mennesker deres fjender i sænk og overtog deres land.
Alligevel tog udryddelsen af neandertalerne lang tid - flere tusind år.
Det skyldtes til dels, at de tidlige Homo sapiens ikke havde de samme fordele som de senere civilisationer:
Et stort antal personer, understøttet af agerdyrkning og epidemiske sygdomme som kopper, influenza og mæslinger, der tilintetgjorde deres modstandere.
LÆS OGSÅ: Hvad er en art egentlig?
Neanderthalerne vandt mange slag mod Homo Sapiens
Men selv om neanderthalerne tabte krigen, må de havde kæmpet og vundet mange slag mod os, hvilket indikerer, at deres intelligensniveau lå tæt på vores.
I dag ser vi ud i verdensrummet og op på stjernerne. Vi spekulerer på, om vi mon er alene i universet.
Vi er optagede af, hvordan det mon vil være at møde andre intelligente arter - som os, men ikke os.
Det er meget trist at tænke på, at det engang faktisk skete, men at de nu - af samme årsag - er væk.
Nick Longrich hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Selv Jordens ikke-truede dyrearter svinder hastigt
LÆS OGSÅ: Ny liste over truede danske arter: Se billeder af naturens op- og nedture
LÆS OGSÅ: Stort studie af tyske enge: 78 procent færre insekter på 10 år
