Var det forbrændingen af et enormt olieudslip, der udryddede dinosaurerne?

For cirka 66 millioner år siden forsvandt dinosaurerne sammen med de fleste af alle andre arter på planeten pludseligt.

Det skete præcis samtidigt med, at en kæmpe asteroide ramte Jorden.

Det faktum, at de to begivenheder skete på samme tid, betyder, at det næsten er helt sikkert, at asteroiden udslettede dinosaurerne – men hvordan gik det egentlig for sig?

Blev en enorm mængde fordampet eller finpulveriseret materiale hvirvlet op fra nedslagsstedet, som blokerede for solen? Var det syreregn produceret af svovl, der fordampede ved sammenstødet? Eller et inferno af brændende varme, nedfaldne klippestykker?

LÆS OGSÅ: Geologer: Meteornedslag fik oceanerne til at koge

Vi nærmer os svaret på mysteriet

Et nyt studie betyder, at vi nu er et skridt nærmere løsningen på dette mysterie. Asteroiden ramte Yucatán-halvøen i Mexico, der ligger i en region, hvor enorme mængder råolie ligger begravet i undergrunden.

Ny data har afsløret, at afbrændingen af råolien producerede mange milliarder tons sod; nok til at sløre solen i flere år og til at føre til et helt årtis global nedkøling.

Kridt-Palæogen-grænsen for 65 mio. år siden markerer masseuddøen, der er en af de største i Jordens historie, og som udslettede mere end 75 procent af alle arter. (Grænsen mellem de to perioder kaldes almindeligvis Kridt-Tertiær-grænsen, ofte forkortet til K-T-grænsen. Men for nylig har en international komité besluttet, at betegnelsen Tertiær skal erstattes af Palæogen og Neogen. Grænsens korrekte betegnelse er derfor Kridt-Palæogen-grænsen, K/Pg-grænsen, red.)

Og det var ikke kun dinosaurerne, der forsvandt, men også mange fugle, pattedyr, slanger, øgler, planter og endda insekter.

Massedøden var global. Den ramte alle kontinenter og alle oceaner. Og den var hurtig; mange arter lod simpelthen til at forsvinde fra den ene dag til den anden.

LÆS OGSÅ: Hvordan livet på Jorden gendannes efter en masseudryddelse

Iridium-niveauet skulle fungere som et kosmisk timeglas

I 1979 forsøgte fysiskeren Luis Alvarez at beregne, hvor lang tid masseudslettelsen tog.

Han fokuserede på et tyndt lag kridt – K/Pg-grænsen (Kridt-Palæogen-grænsen), hvor man kan finde et tyndt lag af geologiske aflejringer – der markerer masseudslettelsen. Luis Alvarez havde en god idé; han ville undersøge iridium-niveauet i kridtet.

Iridium er et metal, der forekommer yderst sjældent i jordskorpens klipper, men som findes i ganske store mængder i visse typer meteorer.

Iridium er den bedste markør for kosmisk materiale. Planen var, at den langsomme strøm af iridium fra meteoritter, der brænder op i atmosfæren, skulle fungere som et slags kosmisk timeglas, der afslørede tidens gang.

Men det kom ikke til at gå helt efter planen.

LÆS OGSÅ: Jorden blev bombarderet i smadder i sin tidlige barndom

Asteroide-teorien blev latterliggjort

Iridium-niveauet i leret var i en størrelsesorden, der langt overgik de normale baggrundsværdier. K/Pg-grænsen var resterne af et helt enormt asteroide-nedslag.

Enkelte beregninger foreslog, at det ville kræve en asteroide, der var 10 kilometer i diameter, at producere den samme mængde iridium. Teorien om, at en asteroide udslettede dinosaurerne, blev latterliggjort.

Så blev det gigantiske Chicxulub-krater i Mexico opdaget i 1990. Men hvordan kunne et asteroide-nedslag i Mexico være skyld i en global massedød?

Det var et ubesvaret spørgsmål, indtil Alvarez læste om Tambora-vulkanudbruddet.

Tambora er en indonesisk vulkan, der d. 12. april 1815 gik i historiens største udbrud.

I løbet af få dage blev der udspyet 175 kubikkilometer vulkansk aske og støv og 400 millioner tons svovldioxid. En tæt sky af støv og svovlpartikler bredte sig over hele planetens atmosfære med store klimaændringer til følge.

LÆS OGSÅ: Derfor holdt dinosaurerne sig fra ækvator i 30 millioner år

Kædereaktion blev sat i gang

Det følgende år, 1816, blev kaldt 'Året uden sommer' i USA og Europa; der var udbredte snestorme i USA, der faldt endda sne i London i august, og der var udbredt sult og hungersnød.

Alvarez foreslog, at materiale fra Chicxulub blokerede for solen. Skyen lukkede af for sollys til planterne – det første led i fødekæden – og satte en kædereaktion af masseudslettelse af livet på Jorden i gang.

For uden solen kunne planter og plankton ikke producere føde, og hele økosystemer blev ramt af en dyb krise.

Det var en gennemtænkt teori, men undersøgelser af K/Pg-grænsen afslørede et problem.

Materialet var forholdvis grovkornet og ville været faldet tilbage til Jorden fra atmosfæren i løbet af ganske få måneder eller uger – bestemt ikke nok til at tage livet af de kæmpestore dinosaurer.

Der var simpelthen ikke nok finkornet materiale, der ville have kunnet forblive til vejrs i flere år og forårsage massedøden.

Så hvad var så årsagen?

LÆS OGSÅ: Dinosaurerne var allerede ved at uddø, da meteoren ramte

Soden stammede ikke fra skovbrande, men fra olieafbrænding

Et nyt studie af Kunio Kaiho og hans kollegaer fra Tohoku University i Japan – publiceret i Scientific Reports – foreslår en forklaring.

K/Pg-grænsen indeholder sod. Selv om man først mente, at soden var produceret af skov- og steppebrande, har undersøgelser af den kemiske sammensætning antydet, at soden stammede fra forbrænding af hydrocarbon (råolie).

Det lyder måske forunderligt – lige indtil man tager i betragtning, at Den Mexicanske Golf indeholder enorme mængder råoliereserver.

I takt med at Chicxulub-astroiden hamrede ned i Jordens overflade, frigav den olien, som lå indespærret i undergrunden.

LÆS OGSÅ: Appelsinskræller kan erstatte råolie

Olieudslip i Den Mexicanske Golf leverer et fingerpeg

Olieudslippet i Den Mexicanske Golf, som startede med, at olieboreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank i

april 2010, var skyld i, at trykket fra oliekilden pumpede 800 tons råolie i døgnet – i alt 4,9 mio. tønder – ud i havbugten fra ét eneste lille hul i havbunden.

Til sammenligning er Chicxulub-krateret 180 km. i diameter.

Den intense varme fra asteroide-nedslaget kan have forårsaget, at olien brændte og skabte sorte sodskyer, som blev hvirvlet ud i stratosfæren.

Og sodskyer kan forblive i atmosfæren i flere år. Men var det nok til at blokere helt for solen?

LÆS OGSÅ: Hvordan blev kridtlaget under Stevns Klint dannet?

Soden blokerede for lyset

Forskerne fra Tohoku Universitetet i Japan studerede sodens kemiske sammensætning i K/Pg-grænsen og anslog efterfølgende den mængde sod, som blev produceret ved nedslaget.

Den samlede mængde carbon, som blev brændt, er i en størrelsesorden af 1,8 til 60 milliarder ton.

Derefter benyttede forskerne computermodeller til at beregne, hvilken effekt det ville have haft på klimaet.

Modellerne viste, at soden ville have været yderst effektiv i blokeringen af lyset.

Alt afhængigt af mængden af sod blev sollyset reduceret med mellem 50 og 90 procent, og de globale temperaturer ville have faldet med mellem 6 og 18 grader celcius – nedkølingen ville have været særlig kraftig i nærheden af polerne.

De køligere temperaturer reducerede også nedbørsmængden, hvilket førte til udstrakt tørke.

LÆS OGSÅ: Endelig er dinosaurernes kropstemperatur afsløret

Forskning og videnskab er sjældent ukompliceret og ligetil

Sod kan forblive i atmosfæren i årevis. Mørket og nedkølingen var værst i de første par år, men det ville have taget omkring 10 år, før lyset langsomt vendte tilbage til det normale niveau, og endnu længere før klimaet atter var som før.

Forskningen har også hjulpet til at sætte en tidsbegrænsning på dinosaurernes udslettelse ved at foreslog, at størstedelen fandt sted i løbet af mindre end ti år.

Det er muligvis for tidligt at afgøre, om mysteriet endeligt er blevet løst, for videnskaben er sjældent så ukompliceret og lettilgængelig, og det betyder, at der er brug for yderligere undersøgelser, analyser og dataindsamlinger, før vi kan bekræfte de seneste fund. I værste tilfælde er resultatet fuld af tilsyneladende blindgyder.

LÆS OGSÅ: Ingen dino i hulemaleri: Forskere punkterer endnu en kreationisme-myte

Studiet er et spændende fremskridt

Men det nye studie er en af de mest spændende fremskridt, der er sket på området i flere år, og det antyder, at vi måske er tættere på endeligt at forstå, hvad der skete dengang, dinosaurerne blev udslettet.

Det kan være, at massedøden var forårsaget af forurening og klimaforandringer, der igen var forårsaget af forbrænding af olie.

Det kan måske også forklare, hvorfor andre asteroide-nedslag ikke er associeret med masseudryddelser.

Det kan være, at det var et uheldigt sammentræf, at asteroiden kolliderede med et enormt oliefelt.

Og der er en vis ironi i, at den samme olie, der gjorde det af med dinosaurerne, nu bliver brugt til at drive vores egen civilisation – og samtidigt måske også truer den.

LÆS OGSÅ: Kritik: Danmark ødelægger klimaet med skatteyderbetalt olieforskning

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.