Evolutionen fortæller os, at vi muligvis er eneste intelligente liv i universet

Er vi alene i universet?

Det kommer an på, om intelligens er et sandsynligt resultat af naturlig udvælgelse eller et usandsynligt lykketræf.

Per definiton forekommer sandsynlige hændelser nemlig ofte, mens usandsynlige hændelser kun sker sjældent - eller kun én gang.

Vores evolutionære historie afslører, at mange afgørende adaptioner - ikke kun intelligens, men komplekse dyr, komplekse celler, fotosyntese og livet selv - var unikke engangsbegivenheder og derfor højst usandsynlige.

Vores evolution er lidt som at vinde i lotteriet - blot langt mere usandsynligt.

Antallet af planeter indikerer, at der er masser af liv derude

Universet er ubegribeligt stort. Mælkevejen er hjem for mere end 100 milliarder stjerner, og der er mere end 1 billion galakser i det observerbare univers; den lillebitte brøkdel af universet, som vi kan se.

Selv om beboelige verdener er sjældne, indikerer antallet af planeter (der er mindst lige så mange planeter som stjerner - måske endda flere), at der er masser af liv derude.

Men hvor er de allesammen henne? Det er Fermis paradoks.

Universet er stort og gammelt med tid og plads til, at intelligens har kunnet udvikle sig, men alligevel har vi endnu ikke fundet evidens på intelligens i rummet.

Er det ganske enkelt usandsynligt, at intelligens udvikler sig?

Vi kan desværre ikke granske udenjordisk liv for at svare på dette spørgsmål, men vi kan granske Jordens historie, for at se om evolutionen gentager sig - eller om den ikke gør.

LÆS OGSÅ: Vi er så heldige, at vi lever i et univers, som er som skabt for os

Evolutionen gentager sig

Evolutionen gentager sig sometider; forskellige arter konvergerer, altså nærmer sig hinanden eller bevæger sig i samme retning, uafhængigt af hinanden med lignende resultater (konvergerende evolution er sammenlignelige træk eller udviklinger i arter, der ellers ikke er beslægtede, red.).

Hvis evolutionen ofte gentager sig selv, så er vores evolution muligvis sandsynlig - måske endda uundgåelig.

Klare eksempler på konvergerende evolution eksisterer.

Australiens uddøde tasmanske pungulv var et stort rovdyr, som havde en pung på maven som kænguruen, men som ellers mest lignede en ulv, på trods af at den udviklede sig fra en helt anden pattedyrsslægt. Der er også pungmuldvarper, pungmyreslugere og flyvepungegern.

Hele Australiens evolutionære historie - med pattedyr der diversificerer sig (ændrer sig) efter dinosaurernes uddøen - er bemærkelsesværdigt nok sammenlignelig med andre kontinenters.

Andre påfaldende eksempler på konvergerende evolution er delfiner og de uddøde iktyosaurer, der udviklede tilsvarende facon, så de let kunne glide igennem vandet.

Andre markante tilfælde af konvergens inkluderer delfiner og uddøde ichthyosaurer, der udviklede lignende former for at glide gennem vandet, og fugle, flagermus og Pterosauria (flyveøgler), som gennem konvergerende evolution udviklede evnen til at flyve.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan liv i rummet se ud?

Konvergerende evolution i individuelle organer

Vi ser også konvergerende evolution i individuelle organer.

Det var ikke kun hvirveldyr, som udviklede øjne, men også leddyr, blæksprutter, orme og gopler.

Og hvirveldyr, leddyr, blæksprutter og orme udviklede kæber uafhængigt af hinanden.

Ben blev udviklet konvergent i leddyr, blæksprutter og 4 slags fisk (tetrapoder, tudsefisk, ægte rokker og oxudercinae).

Men her er hagen ved det: Al denne konvergerende evolution skete indenfor én slægt, Eumetazoa.

Eumetazoa - én af dyrerigets hovedgrupper - er komplekse dyr med symmetri, mund, tarmsystem, muskler, et nervesystem.

Forskellige eumetazoa udviklede løsninger, der mindede om hinanden, for at løse lignende problematikker, men den komplekse krop, der gjorde det muligt, var unik.

LÆS OGSÅ: Er vi alene i universet?

Menneskeligende intelligens udviklede sig kun én gang

Komplekse dyr udviklede sig én gang i løbet af livets historie, hvilket indikerer, at de er usandsynlige.

Overraskende nok er mange afgørende begivenheder i løbet af vores evolutionære historie unikke og derfor sandsynligvis usandsynlige.

Eksempelvis hvirveldyrets knogleskelet, der gør store dyr i stand til at bevæge sig op på land.

De komplekse eukaryote celler, som alle dyr og planter er bygget af, og som indeholder cellekerner og mitokondrier, udviklede sig kun én gang.

Fotosyntese, som forøgede livets tilgængelige energi, udviklede sig kun én gang - og det gjorde menneskeligende intelligens for den sags skyld også.

Vi har pungulve og pungmuldvarper, men ikke pungmennesker.

LÆS OGSÅ: Astrofysiker: Om 5 til 10 år ved vi, om der er andet liv i vores afkrog af universet

Konvergens eller ej?

Nogle steder gentager evolutionen sig, nogle steder gør den ikke.

Hvis vi kun leder efter konvergens, skaber det ‘confirmation bias’ (tendens til at fortolke nye oplysninger, så de bliver i overensstemmelse med vores eksisterende forståelse og holdninger, red.)

Konvergens lader til at være reglen, og vores evolution ser sandsynlig ud.

Men hvis vi leder efter ikke-konvergens, finder vi det alle vegne, og afgørende, komplekse adaptioner lader til at være dem, som gentager sig mindst - derfor er de også de mindst sandsynlige.

Hvad mere er, at begivenhederne afhang af hinanden. Mennesket kunne ikke udvikle sig, før fisk udviklede knogler, der gjorde dem i stand til at kravle op på land.

LÆS OGSÅ: Ny teori: Øjnene var årsag til, at vores forfædre gik på land

Livet opstod kun én gang

Komplekse dyr havde brug for komplekse celler, og komplekse celler havde brug for oxygen produceret af fotosyntesen.

Intet kunne ske uden livets evolution - én enkeltstående begivenhed blandt enkeltstående begivenheder.

Alle organismer stammer fra én enkelt fælles forfader; så vidt vi ved, opstod livet kun én gang.

Men det tog altsammen overraskende lang tid.

Fotosyntese blev først udviklet 1,5 milliarder år efter Jordens dannelse, komplekse celler efter 2,7 milliarder år, komplekse dyr efter 4 milliarder år og menneskelig intelligens 4,5 milliarder år efter Jordens dannelse.

Alle disse nyskabelser er helt afgørende, men de er særdeles usandsynlige, og dét kan vi sige, fordi det tog så lang tid, før de udviklede sig.

LÆS OGSÅ: Spiller Gud terninger med universet?

En række usandsynlige begivenheder

Alle disse engangs-nyskabelser - afgørende lykketræf - kan skabe en række evolutionære ‘flaskehalse’ eller 'filtre'.

I så fald var vores evolution ikke som at vinde i lotteriet, men som at vinde i lotteriet igen og igen og igen og igen.

I andre verdener ville disse afgørende adaptioner måske udvikle sig for sent, til at intelligens kan nå at dukke op, før deres sole døde i gigantiske supernovaeksplosioner.

LÆS OGSÅ: Forskere med vild hypotese: Supernovaer medvirkede til, at vi begyndte at gå oprejst

Intelligens vil kun udvikle sig i 1 ud af 100 billioner beboelige verdener

Forestil dig, at intelligens afhænger af et begivenhedsforløb, der består af 7 usandsynlige nyskabelser - livets oprindelse, fotosyntesen, komplekse celler, køn, komplekse dyr, skeletter og selve intelligensen - der er 10 procent chance for, at de hver især udvikler sig.

Nu er sandsynligheden for, at intelligens udvikler sig 1 ud af 10.000.000.

Komplekse adaptioner er muligvis endnu mere usandsynlige. Fotosyntese kræver en række adaptioner i proteiner, pigmenter og membraner. Eumetazoa-dyr kræver flere anatomiske adaptioner (nerver, muskler, munde og så videre).

Hver af disse afgørende nyskabelser udvikler sig kun i 1 procent af tilfældene - i så fald vil intelligens kun udvikle sig i 1 ud af 100 billioner beboelige verdener.

Og hvis beboelige planeter er sjældne, er vi måske det eneste intelligente liv i galaksen; måske endda i det observerbare univers.

Men vi er her. Det er da noget af en bedrift.

LÆS OGSÅ: Har andre civilisationer i universet oplevet ragnarok?

Vi er det usandsynlige resultat

Hvis evolutionen har heldet med sig 1 ud af 100 milliarder gange, hvad er chancen så for, at vi var lige på dén planet, hvor det skete?

Faktisk er chancen for at leve i denne usandsynlige verden 100 procent, for vi kunne slet ikke have denne konversation på en planet, hvor fotosyntese, komplekse celler eller dyr ikke havde udviklet sig.

Det er det antropiske princip: Jordens historie må have gjort det muligt for intelligent liv at udvikle sig, ellers ville vi slet ikke være her og fundere over det.

Intelligens lader til at afhænge af en række af usandsynlige begivenheder. Men med det enorme antal planeter taget i betragtning vil intelligent liv uden tvivl udvikle sig et eller andet sted. Lidt ligesom teorien om uendeligt mange aber (engelsk: the infinite monkey theorem), som lyder, at hvis aber taster tilfældigt på en skrivemaskine over et uendeligt langt tidsrum, vil de næsten helt sikkert indtaste eller forfatte et værk som eksempelvis Hamlet.

Det usandsynlige resultat var os.

Nick Longrich hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Derfor har vi brug for en moderne oprindelseshistorie

LÆS OGSÅ: Kan den nye generation af rumteleskoper finde liv i universet?

LÆS OGSÅ: Hvad er der uden om universet?