Menneske og menneske jager sammen. Løve og løve jager sammen. Men blæksprutter af arten Octopus cyanea jager som udgangspunkt alene.
Blæksprutten lever alene i rev på sydlige og tropiske egne. Den jager muslinger, rejer og krabber alene. Og den spiser sin mad alene.
Tidligere studier har dog peget på, at blæksprutter kan jage i følgeskab med andre arter som havaborre. Her følger fisken efter blæksprutten og spiser de rester, den efterlader.
Et nyt studie udgivet i Nature Ecology and Evolution finder nu, at blæksprutten faktisk ikke er så stor en enspænder. Den jager bytte i fællesskab med de andre fisk som en slags ‘demokratiseret’ jagtform, hvor både blæksprutten og fisken har noget at skulle have sagt.
»Resultaterne udvider vores forståelse af lederskab og socialitet og understreger kompleksiteten og tilpasningsevnen i sociale interaktioner i naturen,« forklarer Eduardo Sampaio, der er biolog ved Max Planck Institute of Animal Behavior og hovedforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.
Stefan Neuenfeldt, der forsker i dynamikker i økosystemer, mener, at studiet bidrager til ny viden om arternes samarbejde. Men han er skeptisk overfor, om forskerne har fundet den rette forklaring på samarbejdet.
»Det er et meget godt stykke arbejde, men jeg tror, de oversælger det lidt. De kigger på det med adfærdsforskeres øjne. For en økolog er det lidt anderledes,« siger Stefan Neuenfeldt, der er seniorforsker på DTU AQUA's Institut for Akvatiske Ressourcer, til Videnskab.dk.
Et godt samarbejde
Fiskearterne – der ofte er geddefisk eller havaborre – øger deres chance for at finde føde, når de indgår et samarbejde med en så dygtig jæger som blæksprutten, ifølge studiet.
Det samme gør blæksprutten, når den samarbejder med de hurtige fisk. Fiskene kan bedre undersøge store områder på revet for byttedyr, end blæksprutten kan gøre alene.
Arterne har altså fundet frem til, at de alle sammen får mere føde ud af at indgå i samarbejdet, hvilket er essentielt, for at samarbejdet kan opstå.
»Det giver kun mening, hvis de hver især får mere ud af det. Hvert individ får udbytte ud af at samarbejde om at jage,« slår Stefan Neuenfeldt fast.
Selvom det lyder besynderligt, er det faktisk ikke enestående, at forskellige arter samarbejder om at finde føde. Mennesker jager for eksempel med hunde og fugle. Grævlinge og prærieulve går også på jagt sammen.
Men der er ikke mange eksempler på et jagtsamarbejde for andre end pattedyr. Og der er meget lidt viden om, hvordan dyrearter kommunikerer eller koordinerer deres jagt, så de ikke går i vejen for hinanden på jagten.
Demokrati eller simple dyreadfærd?
Blæksprutten bliver tilbage og afventer fiskenes søgen efter føde. Pludselig stikker den afsted og går til angreb.
Til det konkluderer forskerne, at arterne har en form for kompleks interaktion, hvor de bliver enige om, hvornår der skal jages.
I en artikel til 'The Conversation' forklarer en biolog, der ikke har været involveret i studiet, det endda som, at det er en demokratisk jagtform. Nærmest som om de skulle lægge en plan sammen, inden de drager ud på revet for at finde føde.
Men her mener Stefan Neuenfeldt, at forskerne går for vidt. Han mener, der er tale om et fænomen ved navn 'emergent problemløsning'. Det forklarer han med et eksempel med myrer.
Myrerne er kendte for at kunne lave en bro med deres kroppe i naturen, hvor de lægger sig i forlængelse af hinanden, når de skal transportere sig over en mindre kløft.
»Det er ikke sådan, at de her myrer holder møder og aftaler: Okay, hvis du går først, så lægger jeg mig i forlængelse af dig,« siger han og forklarer, at det er nogle simple adfærdstræk, der får myren til at lave en myrebro.
Opgaven er meget kompleks, men myrernes måde at håndtere problemet kræver ikke kompleks kommunikation eller stor kognition. På samme måde er forklaringen med samarbejdet mellem blæksprutten og fisk også ret simpel.
Blæksprutten bliver tilbage og træffer en beslutning om at gå til angreb ud fra fiskenes søgen efter føde.
Der er ikke nogen udveksling af øjenkontakt, løftet finne eller anden signalering fra fiskene til blæksprutten. Den forholder sig til fiskenes søgen og beslutter selv, om den har nok føde eller skal skifte position og følge fiskene.
Stefan Neuenfeldt forholder sig også til, at blæksprutten slår fiskene. Det gør den ifølge ham, ikke fordi fiskene ikke adlyder ordre eller på anden vis udviser en demokratisk uenighed, som der foreslås i studiet.
Det handler simpelthen om, at fisken – oftest havaborren – kommer for tæt på blæksprutten, mens blæksprutten er i gang med at jage byttedyrene ud af deres skjul. Der er altså mere tale om en kamp om føden end en reprimande.
Stefan Neuenfeldt understreger, at han finder studiet interessant, fordi det giver indsigt i, at der er en slags koordinering til stede og et samarbejde mellem dyrene.
Men ifølge ham finder forskerne bag en for avanceret forklaring på en måske simpel adfærd for fiskene og blæksprutten.
»Det er også muligt, at de har ret i, at det er en kompliceret kommunikation, men den alternative forklaring er noget simplere.«
Kompleks blæksprutte og en atypisk gruppe
Eduardo Sampaio, biolog og hovedforfatter til studiet, er forelagt kritikken og giver følgende svar:
Han mener først og fremmest, det er misforståelse, at en kompleks kommunikation skulle gøre jagtsamarbejdet muligt, eller at forfatterne i studiet skulle hævde det.
Ligesom Stefan Neuenfeldt er han inde på, at der er tale om simple adfærdsmønstre for de forskellige dyrearter. Den komplekse adfærd sker på gruppeniveau og er beskrevet som en kompleks bevægelsesadfærd og ikke kommunikation som sådan.
»De (blæksprutte og fisk, red.) skaber dette komplekse mønster, når det skaleres op til et gruppeniveau, hvor nogle arter er ansvarlige for at flytte gruppen, og blæksprutten forankrer den (gruppens bevægelse red.),« skriver Eduardo Sampaio til Videnskab.dk.
Forskerne fandt ud af, at denne bevægelsesadfærd i jagtsamarbejdet mellem fiskene og blæksprutten står på i lange perioder, og at deres bevægelser har en form for retningsbestemthed. Det får Eduardo Sampaio og de andre forskere i studiet til at pege på en kompleks adfærd i samarbejdet.
»Når vi bruger ordet 'kompleks' i artiklen, drejer det sig om ledelsesdynamikken«, altså fra blækspruttens perspektiv, skriver Eduardo Sampaio.
Han pointerer, at blæksprutten ikke er et socialt dyr, men indgår i et socialt jagtsamarbejde med andre arter, hvilket ifølge ham er en bemærkelsesværdig fleksibilitet i dens naturlige adfærd og kognition.
Han mener desuden, at det er en mulighed, at blæksprutten slår fiskene væk på grund af konkurrence om føden. Men i studiet finder de, at slagene har en mere kompliceret betydning for gruppens dynamik.
»Men vi så også eksempler på, at slagene ikke blev efterfulgt af forsøg på at få fat i byttet, hvilket tyder på, at slagene også kan tjene andre formål,« skriver han og fortsætter:
»Når gruppen ikke bevæger sig, begynder blæksprutten også at slå på fisk (uden at forsøge at fange føde), hvilket således indikerer, at denne adfærd bruges til individuel regulering og er relateret til gruppens udforskning af miljøet (eller bevægelse).«
