Vink, vink!
To neuroforskere ved École Normale Supérieure i Frankrig har fundet mulige tegn på, at blæksprutter (Sepia officinalis og Sepia bandensis) kommunikerer ved at vifte med deres 'arme' mod hinanden.
Det skriver Phys.org.
Tidligere har det været dokumenteret, at blæksprutterne blandt andet kan skifte farve, og at de bruger deres arme til at konfrontere han-blæksprutter med.
Men at de tilsyneladende skulle bruge deres arme til at vinke til hinanden er ny viden.

Forskerne tog adskillige blæksprutte-eksemplarer i en tank for at observere dem, mens de interagerede med hinanden, hvilket forskerne dokumenterede på video.
Her fandt de fire vinkemønstre, der virkede ensartede, som de efterfølgende viste videoer af for andre blæksprutter.
Da forskerne viste videoen, reagerede blæksprutterne ved at gentage vinket. Men da forskerne vendte videoen på hovedet – og ændrede på de fire vink – reagerede de ikke lige så kraftigt.
Selvom blæksprutternes vinkeri er fanget på video, siger forskerne, at det kræver mere forskning for endeligt at kunne dokumentere, at blæksprutter kommunikerer på en eller anden måde gennem deres vinkeri.
Studiet er endnu ikke udgivet i et fagfællebedømt, videnskabeligt tidsskrift, men er gjort tilgængeligt som preprint på bioRix.org.
\ Om preprint-studier
Flere og flere videnskabelige studier udgives via såkaldte ‘preprint servers’, som er en slags online databaser.
Preprint-studier udgives, inden de er blevet peer reviewed, også kaldet 'fagfællebedømt' - altså, blåstemplet af andre forskere, der har set studiet igennem med kritiske briller og godkendt det.
Det er der intet fordækt i, og udgivelser på 'preprint servers' kan være en fordel i forhold til hurtig vidensdeling, da det giver andre forskere mulighed for at kommentere, inden studiet udgives.
Men vær ekstra opmærksom på, at et preprint-studie ikke er kvalitetssikret af uafhængige forskere. Læs derfor preprint-studier med ekstra forbehold.
































