Veterinærskolen fylder 250 år i 2023. Skolen tog sig fra starten af kongens heste, men dens grundlægger var også ganske interesseret i vandmiljøet og dets mangfoldighed.
I år er det ikke mindre end 250 år siden, at den første veterinærskole blev oprettet i Skandinavien.
Begivenheden i 1773 fandt ovenikøbet sted i København, hvor den daværende regent havde behov for eksperter, der kunne helbrede de kostbare heste i de kongelige stalde.
De ædle dyr havde fået en ubehagelig og til tider dødelig lungelidelse, og en ung dyrlæge ved navn Peter Christian Abildgaard (1740-1801) fik hurtigt sagen under kontrol. Med hans gode tilgang til isolation og karantæne af syge dyr fik han styr på heste-problemet.
Efter at have modtaget en grundlæggende medicinsk uddannelse på Københavns Universitet havde Abildgaard nemlig fået mulighed for på den franske dyrlægeskole i Lyon at lære en hel del om hestes sundhed.
Den viden bragte han i spil i København.
Det imponerede både ministre og folkene på de royale kontorer, og snart bevilgede kongen den unge læge og dyrlæge en betydelig sum penge til at uddanne tilstrækkeligt med dyrlæger, som kunne sikre de kongelige dyr, også i fremtiden.
Men heste og stalde var dog ikke det eneste, der interesserede P.C. Abildgaard. Livet under havoverfladen havde altid tiltrukket ham, og han tog sig tid til at skabe enestående værker inden for også dette felt.
I anledning af veterinærskolens 250-års jubilæum, kan du herunder læse om grundlægger P.C. Abildgaards særlige interesse for havets liv, der har udødeliggjort ham i andre end de snævre dyrlægekredse.
Heste, kvæg, får og grise stod højt på veterinærskolens repertoire, men forstander og professor Abildgaard havde også mange andre talenter inden for det naturvidenskabelige felt.
Vandmiljøet og dets mangfoldighed af dyr og planter, og samspillet mellem dem alle, lå hans hjerte nær. Hans indsats på det område vidner om hans fine forståelse for naturens sammenhænge.
Han havde en særlig glæde ved at undersøge fisk for parasitter, og hans skarpsindighed gjorde ham til en af de første videnskabsfolk, der beskrev en kompliceret livscyklus for en bændelorm.
Abildgaard havde ved obduktioner af fiskeædende fugle fundet nogle bændelorme, som lignede de bændelormelarver, han ofte havde fundet i hundestejlens bughule.
Han iværksatte derfor forsøg med fodring af tam-ænder med inficerede hundestejler og kunne vise, at de hvide larver i fiskene blev til voksne kønsmodne bændelorm i fuglens tarm.
Parasitten hedder Schistocephalus solidus og er stadig ganske almindelig i vor hundestejle. Da ormen i fisken er en orme-larve, er hundestejlen det, vi betegner som en mellemvært. Larven skal med sin fisk ædes af en fugl for at blive kønsmoden og videreføre arten.
Vi finder som regel ikke larverne i mange andre fiskearter. Til gengæld er ormen er ikke særlig kræsen med hensyn til fugle, idet den som kønsmoden parasit er fundet i tarmen fra mere end 40 fuglearter, der betegnes som slutværter.
Bændelormen er et økologisk spejl, som demonstrerer naturens sammenhænge og fødekæder med bidrag fra fugle, vandlopper og hundestejler.
Æg fra den voksne bændelorm afgives nemlig med fuglens ekskrementer til vandmiljøet, æggene klækkes, og små fimrehårsklædte larver fimrer dernæst rundt i vandet og indtages af vandlopper, som det kan ses på billedet herover.
Når hundestejlen æder en inficeret vandloppe, vil bændelorm-larven bore sig ud i fiskens bughule, vokse ganske betragteligt og der afvente, at en fugl gør sig til gode med fisken.
I fuglen udvikler larven sig til det kønsmodne stadium, og man kan se bændelormens hanlige og hunlige kønsorganer som små sortbrune prikker på baggrund af den hvide led-delte orm.
Hundestejlen bliver på grund af parasitbelastningen også sløv og langsom, hvilket gør den lettere at fange for fuglen.
Den er således et klassisk eksempel på parasit-induceret effekt på værts-organismen.
P. C. Abildgaard var også den første, som beskrev nogle ubehagelige gælleparasitter fra fisk, der den dag i dag stadig kan glæde de biologisk interesserede.
Hornfisken foretager om foråret gydevandringer gennem de danske farvande, hvilket giver basis for et godt fiskeri på den tid af året.
Det gjorde de også for 250 år siden, og P. C. Abildgaard undersøgte dem naturligvis for parasitter og fandt nogle ganske imponerende blodsugende fladorme på hornfiskens gæller (Fig. 2, video). Han kaldte dem Axine bellones.
Snylterne erhverver hornfisken om vinteren i det meget salte Atlanterhav (hvor der er omkring 35 gram salt per liter vand), og fiskene er pænt inficeret med mange parasitter, når de kommer ind i de danske farvande.
Jo længere hornfisken trænger ind i Østersøen, jo færre parasitter bliver der imidlertid tilbage. Det er nemlig en saltkrævende art, hvorfor det meget brakke vand i Østersøen ikke bekommer dem vel.
Snylterne falder således stille og roligt af ved passagen fra Store Bælt/Øresund og videre mod Bornholm.
Nye undersøgelser har vist, at blot nogle få af parasitterne overlever, når hornfisken når frem til Bornholms kyster, hvor der blot er omkring 7-8 gram salt per liter vand.
Endnu et eksempel på de økologiske dynamikker i det akvatiske økosystem. I videoen herunder kan du se en optagelse af blodsugende fladorm (Axine) på gællerne af hornfisk fanget ved Knudshoved.
Abildgaard undersøgte også den Atlantiske stør, som på hans tid var almindelig i de danske farvande.
Også på den fiskeart fandt veterinæren en særlig gælleparasit, som nu om dage kaldes Nitzschia sturionis.
Den er ganske berømt, idet den senere var årsag til epidemiske udbrud i populationen af den lokale størart Acipenser nudiventris i Aralsøen, som ikke havde en medfødt beskyttelse mod sygdommen.
Netop den stør havde ikke tidligere mødt parasitten i dens udviklingshistorie, hvilket kan forklare dens sårbarhed.
Mennesker havde, naturligvis i bedste mening og for at øge bestanden, overført en anden, men desværre inficeret stør-art (A. stellatus) fra andre områder, hvor parasitten havde været til stede i umindelige tider.
Abildgaard ville naturligvis have peget på sundhedsfaren ved dens slags transplantationer af dyr, altså overførsel af en art fra ét leveområde til et andet, men da var han for længst gået bort.
Eftertiden fremviser imidlertid mange eksempler på økologiske katastrofer af lignende karakter, hvorfor vi må bringe Abildgaard og hans tanker frem i lyset til overvejelse blandt nutidens unge biologer.
Veterinærskolens fødselsdag fejres på Københavns Universitet, Frederiksberg Campus, som indtil 2007 bar navnet Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
Veterinærskolen er i dag en del af det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Både d. 11. maj og d. 9. juni højtideligholdes og mindes P. C. Abildgaard og hans virke, blandt andet i det store festauditorium på Bülowsvej 17.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
