Syv grusomme parasitter, der overtager værtens hjerne

I spillet og nu også TV-serien The Last of Us bliver folk sindssyge og zombificerede, efter at en parasitisk svamp inficerer deres krop og hjerner.

Svampen gror, mens dens offer stadig er i live, og kort tid efter infektionen mister værten sin besindelse og begynder at bide andre mennesker, hvilket spreder infektionen.

I virkelighedens verden er vi indtil videre sluppet for samfundsomvæltende apokalypser, men zombificerende, hjernestyrende parasitter er derimod ganske virkelige.

Det fortæller Brian Lund Fredensborg, der er lektor på Københavns Universitet, og som forsker i, hvordan parasitter manipulerer deres værts adfærd.

Videnskab.dk har ringet til ham for at få de syv mest spændende – og mest gruopvækkende – eksempler.

1. Ophiocordyceps unilateralis kaprer myrers sind

Hvis ikke du var klar over det, er den parasitiske svamp, som The Last of Us er baseret på, ægte og findes i tropiske regnskove.

Når svampen Ophiocordyceps unilateralis inficerer en myre, vokser den gennem insektets krop, dræner den for næringsstoffer og kaprer dens sind.

Efter en uge bestiger myren en plantestængel. Der bider den sig fast nøjagtigt 25 centimeter over skovbunden, hvor temperaturen og luftfugtigheden er helt rigtig til, at svampen kan vokse.

Svampens frugtlegeme vokser frem fra myrens hoved, og de zombificerende svampesporer regner ned over myrens brødre og søstre - klar til at inficere og zombificere en ny vært, fortæller Brian Lund Fredensborg.

2. Entomophthora muscae får fluer til at parre sig med døde

Der findes faktisk flere parasitter, der bruger en lignende strategi som O. unilateralis, tilføjer Brian Lund Fredensborg.

Som for eksempel Entomophthora muscae, der er en svamp, som rammer fluer. Brian Lund Fredensborg tilføjer, at han ikke selv har studeret denne svamp, men har fået den beskrevet af sin kollega Henrik Hjarvard de Fine Licht, der lektor ved Københavns Universitet.

Svampen er ikke kun afhængig af at skyde sporer ud, som O. unilateralis, men har udviklet en snedig plan til at få fluerne til selv at opsøge døende og sporebefængte artsfæller.

»Når en hunflue bliver inficeret, får parasitten sin vært til at søge højt op. Hun sætter sig i parringsstilling og dør,« siger lektoren.

»Herefter kommer en hanflue, lokket til af den pirrende stilling. Den parrer sig med kadaveret og bliver inficeret. Så ikke nok med at parasitten manipulerer sin vært, men den manipulerer også hanfluerne, der så flyver ud og spreder svampen,« fortsætter han.

3. Nuclear polyhedrosis virus ‘smelter’ dens vært

Et andet makabert eksempel er Nuclear polyhedrosis-virus, der er en virus, som rammer sommerfugle- og møllarver.

Ligesom ved O. unilateralis, begynder larverne at søge opad i en tilstand, som på engelsk kaldes ‘summit disease’.

»Og når de kommer højt nok op, går de simpelthen i opløsning. Larven bliver til en virusinficeret grød, og viruspartikler spredes for vinden og inficerer nye larver,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

I The Last of Us vokser svampe gennem huden på ofrene, når de har været inficeret længe nok. Synet er ikke kønt, men måske stadig at foretrække, alternativerne taget i betragtning.

4. Leverikten får værten til at begå selvmord

End ikke i Danmark, langt væk fra de tropiske regnskove, er myrer i sikkerhed for hjerneovertagende infektioner.

Leverikten (Dicrocoelium dendriticum) er en lille, parasitisk fladorm, der findes i de danske skove, og som sætter sig på en myres hjerne.

Når Solen står højt, og dagen er varm, virker intet skævt eller anderledes for det ramte offer.

Men så snart Solen går ned, og luften bliver kold, slår ormens hjernestyrende manipulation til.

Ved skumringen bevæger myren sig væk fra kolonien og begynder at søge opad i de højeste græsstrå, hvor den bider sig fast.

Her sidder den fra aften til morgen, til solen igen varmer myren, der atter kravler ned for at spise og arbejde, som om intet var hændt.

»Det interessante ved denne parasit er, at den gerne vil holde myren i live, så den lader den leve sit liv som en almindelig myre i løbet af dagen,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

Årsagen til den mærkværdige adfærd er, at myren ikke er parasittens endestation. For at komme videre i sin livscyklus skal den først ind i en græsæders krop.

»Det er derfor, den får myren til at sætte sig i de øverste græsstrå,« fortsætter parasiteksperten.

»Det er en selvmordsmission, hvor planen er, at myren skal spises af en ko eller en hjort eller lignende. Herefter kan ormen finde vej til dyrets lever, hvor den begynder at producere æg.«

Brian Lund Fredensborg forklarer, at en del mystik og ubesvarede spørgsmål omgiver denne type parasit.

For det første fordi ormen tilsyneladende ved, om en myre allerede er inficeret eller ej. For hvis den er, søger ormen ikke mod hjernen, men derimod mod myrens bagkrop, hvor den indkapsler sig og venter på, at myren bliver spist.

»Faktisk er ormene i myrens bagkrop de eneste, der overlever turen gennem mavesækken på græsæderen,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

»For ormen i myrens hoved, der skal påvirke hjernen og derfor ikke har mulighed for at indkapsle sig selv i et beskyttende lag, er det lige så meget en selvmordsmission, som det er for myren.«

5. Euhaplorchis californiensis gør fisk mere synlige for rovdyr

En anden parasit, der skal spises for at komme videre i sin livscyklus, er ikten Euhaplorchis californiensis, der begynder sit liv i fisk, men som voksen lever en stille tilværelse i tarmen på fiskeædende fugle.

Brian Lund Fredensborg mindes at have studeret denne parasit i USA, hvor ramte fisk fik »hundredvis af cyster, der somme tider dækkede hele hjernen«.

»De ramte fisk svømmede helt anderledes,« forklarer han og tilføjer:

»De svømmer til tider på siden, lidt ligesom et fiskeblink der trækkes gennem vandet. Fiskene med parasitten gjorde dermed sig selv mere synlige for hejrer og øgede chancen for, at parasitten blev spist og dermed fik fuldendt sin livscyklus.«

Brian Lund Fredensborg fortæller, at ud over den mere risikable svømmestil var der ingen ydre tegn på sygdom hos fiskene, og hvis man stod med en i hånden, ville man ikke opdage, at der var noget usædvanligt ved den.

»Parasitten har ingen interesse i, at fiskeværten dør af andet end at blive spist af den næste vært, så parasitten gør dem ikke syge,« siger han, »værten agerer bare helt unormalt«.

6. Hårorm drukner sin vært

Hvis du læser med endnu, har du formentlig en vis tolerance over for ulækre og makabre ting.

Alligevel kommer her en advarsel mod nedenstående video.

Kort fortalt viser den en meget lang orm, der snor sig ud af en stakkels fårekylling.

Der er tale om en hårorm (Nematomorpha), der som larve finder sin vej ind i insekter, hvor den vokser sig lang. Nogle gange endda længere end sin vært.

»Den vokser og udvikler sig inde i insektet, men den skal i vand for at parre sig,« siger Brian Lund Fredensborg, »så den får fårekyllingen til at hoppe ud i vand, hvilket er usædvanligt for de landlevende insekter. Og når det sker, bryder ormen ud og svømmer væk, mens værten drukner i processen«.

Og nej, du skal ikke være bange for, at du selv er blevet offer for hårormen, hvis du en dag ud af det blå får en ustyrlig lyst til at tage en dukkert, forklarer Brian Lund Fredensborg.

»Den findes ikke hos mennesker,« forsikrer han.

»Det ville være ren ‘Alien’, hvis den gjorde. Men den holder sig til insekter, heldigvis.«

Generelt har manipulerende parasitter utrolig svært ved at skifte den normale vært ud med nye arter, når de allerede har tilpasset sig én, fortsætter Brian Lund Fredensborg.

»Parasitter, der ændrer værtens adfærd, er utroligt specialiserede,« fortæller lektoren.

»De skal kunne navigere i værtens krop, kommunikere med nervesystemet og samtidig snyde dens immunforsvar. Det er på ingen måde en let opgave, og der er et meget langt spring fra for eksempel en myre eller en fårekylling til et menneske. Kroppen og hjernen kan slet ikke sammenlignes, og derfor er der generelt ikke noget at være bange for.«

Alligevel er der en parasit, der har tilpasset sig mus, men som tilsyneladende også ændrer menneskers opførsel, og som vi nu skal tage et kig på.

7. Toxoplasma gondii ændrer også menneskers opførsel

Denne parasit er en art blandt protozoer, som er mikroskopiske, encellede organismer.

Dens livscyklus er en evig cirkel fra kat til gnaver og tilbage til katten igen. Men nogle gange, ved et uheld, hopper den fra kat over til et menneske.

Der er faktisk en betydelig risiko for, at du allerede er smittet. Det er en tredjedel af verdens befolkning nemlig.

Ved mus går parasitten ind og manipulerer neurotransmittere, der er signalstoffer i hjernen, således at musen bliver tiltrukket af katteurin, og dens risiko for at blive spist er større.

Blandt andet påvirker T. gondii sin værts dopaminniveau, der er forbundet med følelsen af velvære og belønning.

»Det får musen til at være mere risikovillig,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

»Og det er muligt, at parasitten også påvirker menneskers dopaminniveau og adfærd, men det er naturligvis svært at efterprøve.«

Studier har dog vist en korrelation mellem mennesker med parasitten og nogle bemærkelsesværdige tendenser.

For eksempel har kvinder, der har parasitten i sig, en højere risiko for at begå selvmord sammenlignet med kvinder, der ikke har den.

Andre studier har vist, at smittede i dobbelt så høj grad starter forretninger sammenlignet med alle andre.

Samtidig har smittede en 47 procent øget risiko for at udvikle skizofreni. Med til historien hører dog, at det generelt kun er 0,3 til 0,7 procent af befolkningen, som udvikler skizofreni, og det er en lille risiko, der bliver en cirka en halv gang større.

Det er dog ikke anledning til at tømme nærkøbsbutikken for dåsemad og flytte til den nærmeste ubeboede ø af frygt for en kommende The Last of Us-apokalypse.

Den generelle risiko i befolkningen for at udvikle skizofreni er kun 0,3 til 0,7 procent, så den øgede risiko er relativt moderat.

Dertil skal man være forsigtig med at udlede for meget af korrelationer, mener Brian Lund Fredensborg:

»Den øgede risiko for skizofreni er veldokumenteret. Men med hensyn til adfærd og personlighedstype er der et væld af andre faktorer, der spiller en større rolle, og som også kan være relateret til sandsynligheden for at komme i berøring med Toxoplasma gondii,« siger han.

»En ting er dog sikkert. Toxoplasma gondii har ingen interesse i at ende op i et menneske,« tilføjer Brian Lund Fredensborg.

»Man skal huske på, at den eneste grund til, at parasitter har udviklet evnen til at ændre værtens adfærd, er for at øge transmissionen til den næste vært. Det hele handler om at overleve og formere sig. Og for T. gondii er det et brat stop i den proces, når den kommer ind i mennesket.«

Hvorfor er det egentlig, at ingen parasitter endnu har tilpasset sig til at påvirke menneskers adfærd?

»Primært handler det om, at mennesket som regel udgør toppen af fødekæden. Sandsynligheden for, at vi bliver spist af rovdyr, er forsvindende lille, også historisk set. Derfor er der for parasitten ikke en fordel i at specialisere sig til at manipulere menneskets adfærd,« svarer Brian Lund Fredensborg.

Hvad nu hvis en del af parasittens hjernemanipulation er, at vi ikke kan opdage den?

»Tja, hvem ved? Så ville vi jo ikke vide, at vi bliver manipuleret! Men som sagt så skal adfærdsændringen føre til en øget transmission af parasitten, ellers ville denne egenskab ikke udvikles.«