Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

340 år gammel københavner-lort gemmer på eksotiske frugter og masser af orm

Annonce:

At finde et par 340 år gamle lokumstønder, der stadig er fulde af lort, er lidt af et arkæologisk scoop. Og det er, præcis hvad man fandt i 2011, da der skulle ny granitbelægning på Kultorvet.

Nu kan analyser af de afføringsprøver, der blev taget fra tønderne, fortælle rigtig meget om, hvordan københavnerne levede i slutningen af 1680’erne.

De spiste overraskende varieret, men fund af parasitæg fra blandt andet bændelorm vidner om tvivlsom hygiejne. Det skriver Politiken.

»De har generelt haft en dårlig hygiejnestandard og har ikke vasket hænder grundigt og kan have gødet afgrøderne med afføring. Men fundet af bændelorm viser, at de burde have været bedre til at gennemstege kødet og har spist rødt kød,« siger arkæobotaniker Mette Marie Hald til Politiken.

Udover svinekød, som DNA-analyser viser, at bændelormene er kommet via, har københavnerne, der har brugt latrinerne, spist:

  • hasselnødder, æbler, kirsebær, hindbær, brombær, solbær, skov- og almindelige jordbær
  • rug, hvede og havre
  • sild, torsk, ål og aborre
  • sennepsfrø, dild, koriander og hyld

Men tønderne afslører også, at københavnerne har spist mad, der kom langvejs fra:

Der er fundet kryddernellike, som må være kommet fra Indonesien, og vindruer, figner og citrusfrugt, som kan stamme fra Middelhavslandene.

Andre fund fra det arkæologiske lag - hollandske kakler, kridtpiber og mønter blandt andet - kan tyde på, at der har boet hollandske købmænd på Kultorvet.

Annonce:

De mere eksotiske indslag i afføringen har derfor muligvis fundet vej hertil via Holland.

Studiet er publiceret i Journal of Archaeological Science Report.

ele