Sensationelt: Mennesker kan være nået til Amerika 100.000 år før antaget

Nogle gange er man ikke i tvivl om, at en historie er stor. Slet ikke når professor Eske Willerslev, leder af Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet, svarer, næsten inden man har sluppet ‘send-knappen’ på emailen:

»Det er helt fantastisk, hvis det er rigtigt. Det ændrer på alt det, vi troede. Og det er ikke umuligt,« skriver Willerslev, der ikke selv har deltaget studiet.

Eller når professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Kjærgaard, som heller ikke har taget del i forskningen, øjeblikkeligt skriver: »GISP! Det må jeg hellere læse.«

Det, som bjergtager de to topforskere, er, at et hold amerikanske arkæologer nu fremlægger beviser, der udfordrer alt, hvad vi ved om de første menneskers kolonisering af Amerika.

Med en ny datering af en fortidselefants knuste knogler ved siden af primitive stenredskaber viser de, at mennesker kan være ankommet til kontinentet allerede for 130.000 år siden.

Det er mere end 10 gange længere tilbage i tiden end hidtil antaget, og det er oven i købet tidligere end nogle – arkæologiske eller genetiske – spor af det moderne menneske uden for Afrika. Fundet kan åbne et helt nyt kapitel i udviklingshistorien.

»Ja, den fristelse var jo for stor, så det blev læsningen i flyveren. Dette er helt vildt og totalt uden for pladen af alt, vi har diskuteret indtil nu. Hvis disse resultater holder, så er det ikke mindre end sensationelt. Det vil ikke kunne beskrives som andet end helt vildt!« skriver Peter Kjærgaard, denne gang tæt på midnat.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Fortidselefant får endelig datomærke

Fundet af fortidselefanten – en amerikansk mastodont – blev allerede udgravet i 1992-93 i det sydlige Californien, og arkæologerne har længe ment, at dens knogler blev flækket og bearbejdet af istidsmennesker med primitive stenredskaber, der er fundet i tilknytning til knoglerne.

Den fascinerende fortælling om vores forfædre har i årevis været udstillet ved San Diego Naturhistoriske Museum. Men alle forsøg på at datere fundet er mislykkedes indtil nu.

Med en ny, forfinet dateringsteknologi kaldet uran-thorium-datering, der bruger forsvindende små mængder naturligt forekommende radioaktivt uran til at datere knogler op til 500.000 år tilbage i tiden, har forskerne fundet en chokerende høj alder på 130.000 år (plus eller minus 10.000 år).

LÆS OGSÅ: Afslørende afføring: Indianerne var der først

Var ved at opgive ideen

For at forstå, hvor rystende det er, skal man vide, at amerikanske arkæologer i årtier har holdt fast i, at de første amerikanere var Clovis-folket, som var storvildtjæger, der ankom for 10-12.000 år siden.

Det seneste årti har forskning, ikke mindst fra Eske Willerslev, rykket kraftigt ved den opfattelse, men den ofte indædte diskussion har blot handlet om nogle få årtusinder (16-18.000 år siden).

Læs mere i artiklen Fossilt DNA afliver teori om koloniseringen af Amerika.

»Da jeg fik de første resultater på 110-120.000 år, mente jeg, at det var tid til at opgive ideen om et arkæologisk fund [fund af menneskeaktivitet, red.],« siger geologen James B. Paces ved United States Geological Survey i Denver, som har stået for den nye datering.

Men det var lederen af studiet, arkæolog Steve Holen ved Center for American Paleolithic Research i Hot Springs, South Dakota, ikke indstillet på.

Så over de næste 2 år daterede Paces mere end 100 prøver fra både mastodonten og fra jordlagene over og under og kom frem til dateringen på 130.000 år.

Den datering kan der ikke rigtig kan sås tvivl om, så spørgsmålet er, om der virkelig er tale om menneskeaktivitet.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det her er et arkæologisk fund,« siger Steve Holen.

Alle tidligere gamle fund modbevist

Men det er ikke første gang, at forskere påstår at have afsløret meget høje aldre for de første amerikanere, f.eks. 50-80.000 år gamle fund i Calico Hills i Californien og 20-40.000 år gamle fund i Pedra Furada i Brasilien.

»Alle de der påstande er blevet modbevist, så jeg forholder mig indtil videre skeptisk, men man skal jo aldrig sige aldrig,« siger Eske Willerslev i telefonen senere på dagen.

Steve Holen er helt klar over, at studiet vil blive mødt med skepsis.

»Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser, og dem har vi,« siger han.

LÆS OGSÅ: 12.000 år gammelt barneskelet forfader til amerikanske indianere

Mastodontens knogler er mærkværdigt arrangeret

Holen peger for det første på, at jordlagene er meget fine og helt uforstyrrede, så når man finder mastodontens knogler arrangeret helt anderledes, end man kan forvente, så er det lidt af en gåde.

En af stødtænderne stod for eksempel lodret, som om nogen havde boret den ned i jorden, og dyrets knogler er fordelt i to separate bunker, hver med deres sæt af store sten. Ribbenene er ikke knuste – det er kun de lange lemmeknogler, og deres knoglehoveder er brækket af som for at komme ind til den næringsrige knoglemarv.

Der er ingen tandmærker fra rovdyr eller andre mærker, som for eksempel kan vidne om, at knoglerne er blevet knust under en vandrende dyreflok.

Ulve- og hesteknogler i nærliggende lag ligger, som man kunne forvente og har ikke nogle af mastodontknoglernes særheder.

LÆS OGSÅ: Mennesket frikendt for massemord på mammutter

Alt for store sten i siltlag

Så er der selve stenene. Den største er 30 cm i diameter, og det repræsenterer igen en gåde, i og med mastodonten ligger i et lag af silt, som er finkornet materiale, man f.eks. ser aflejret på flodsletter.

»Vi kan simpelthen ikke forklare, hvordan så store sten skulle være endt der på naturlig vis‚« siger arkæologen Thomas Deméré ved San Diego Naturhistoriske Museum, som i sin tid var med til at udgrave mastodonten.

Sedimentolog Erik Skovbjerg Rasmussen ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) medgiver, at det er lidt sært.

»Sten kan blive transporteret med trærødder, men det er en stor sten. Den største, jeg kender til, altså, transporteret med rødder, er 25 cm i diameter. Vi finder dem ofte alene eller i ganske få antal,« siger Erik Skovbjerg Rasmussen, der dog samtidig siger, at det er svært at vurdere geologien ud fra forskernes artikel.

Stenmærker vidner om mennesker

Dertil kommer, at stenene er flækkede, og forskerne finder, at mange af de små stykker med skarpe kanter matcher med de store sten. Og ud fra mikroskopiske undersøgelser af mærker på stenene kan forskerne faktisk i flere tilfælde identificere matchende mærker på den store sten, som tilsyneladende har fået slået stykket af.

»De mærker i stenene virker faktisk lidt troværdige på menneskelig aktivitet, men igen man skal se stenen, før man kan sige noget sikkert,« siger Erik Skovbjerg Rasmussen.

Holen og kolleger tolker det, som om stenene er blevet transporteret for at blive brugt som hamre og ambolte til at smadre knoglerne – formentlig for at få fat i marven og for at lave ben-redskaber.

»Det er en primitiv teknologi, som er kendt helt tilbage fra 1,5 mio. år siden i Afrika,« siger Steve Holen.

Dertil peger han på, at de måder, knoglerne er slået i stykker på, antyder det samme.

Maner til yderste forsigtighed

Men her siger Peter Kjærgaard, at man skal være forsigtig.

»Knoglebrud er noget af det sværeste at tolke,« siger Peter Kjærgaard.

»Det er notorisk vanskeligt at afgøre, hvorvidt knoglemateriale er brudt ved menneskehånd eller gennem andre naturlige processer.«

Han peger på, at han selv og kolleger for få år siden afslørede, at arkæologerne gennem mange år havde taget fejl, når de sagde, at brud på mere end 100.000 år gamle dådyrknogler fra Hollerup i Midtjylland var bevis på neandertaleres tidlige tilstedeværelse i Danmark.

Det var de ikke.

»De knogler har vi i samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum, hvor de tjener som en påmindelse om, hvor vigtigt det er i videnskaben at udfordre og afprøve veletableret viden,« siger Peter Kjærgaard.

»Dette nye studie skal udsættes for de mest kritiske undersøgelser.«

LÆS OGSÅ: Ny viden om koloniseringen af Amerika

Afprøvede teori på afrikanske elefanter

Forskerne har gjort, hvad de kunne for at afklare, om skaderne på mastodontens knogler er menneskeskabte eller naturlige.

De har blandt andet testet, hvordan brud vil se ud ved at lave en rekonstruktion af en primitiv stenøkse og så smadre knogler fra elefanter i Afrika.

Analyserne af de knoglebrud afslører ifølge Holen og kolleger brud, som ikke ses fra andre fossilfund, men til gengæld matcher de brud, man ser på mastodontknoglerne.

Tilsammen er det ifølge forskerne overvældende beviser på, at mennesker må have været i Amerika allerede for 130.000 år siden.

»Spørgsmålene vælter frem, hvis dette holder: hvem var de? Hvordan kom de til Amerika? Hvor lang tid har de været der? Hvor stor udbredelse har de haft?« siger Peter Kjærgaard.

LÆS OGSÅ: Forskere finder gener fra amerikanske indianere på Påskeøen

Hvordan er de første mennesker kommet ind?

I dag mener de fleste forskere, at de første amerikanere ankom til Amerika fra Sibirien over Beringstrædet langs kysten eller via en isfri korridor for måske 18.000 år siden.

Men går man 130.000 år tilbage, er situationen en helt anden. Det er helt tilbage ved begyndelsen af sidste mellemistid, hvor havet i Beringstrædet adskilte kontinenterne, og så må menneskene på en eller måde have været i stand til at krydse hav.

Eller måske ankom de faktisk endnu før, på et tidspunkt hvor havniveauet var lavt, og der måske fandtes en tidligere landbro.

Det er helt åbne spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Indianernes forfædre var europæere

Hvem var de?

Det samme gælder spørgsmålet om, hvem de mennesker har været?

»Det er der, hvor jeg vil sige, at det her jo er helt vildt, fordi de siger jo 130.000 år, og det vil sige, at det faktisk er før moderne mennesker, som har givet ophav til i hvert fald de mennesker, der er her i dag. Det er, før de vandrer ud af Afrika,« siger Eske Willerslev.

Der er flere muligheder.

»Et godt bud kunne være Homo erectus, som stadig er det mest succesfulde hominin og, såvidt vi ved, den første af vores forfædre, der succesfuldt udvandrede fra Afrika og kom til både Europa og Asien, selv ud på meget svært tilgængelige øer i det nuværende Indonesien,« siger Peter Kjærgaard. »Men der er også andre kandidater. Neandertalere og måske de stadig mystiske denisovaer er gode bud.«

Lige meget hvilken anden gammel mennesketype, der kan være tale om, vil det erodere billedet af os selv som en helt usædvanlig menneskeart. Erobringen af Amerika har traditionelt været en af de store bedrifter, som, forskerne har peget på, skiller det moderne menneske ud fra tidligere mennesketyper. Men hvis det nye fund holder vand, vil vi ikke længere som de første og eneste have haft evnerne til at nå Amerika.

LÆS OGSÅ: Skelsættende mammutfund omskriver menneskets historie

‘Clovis-mafiaens’ dage er talte

Man kan undres over, at det nye fund står helt alene, og hvis det er rigtigt, hvorfor forskerne så ikke for længst har fundet beviser.

»Et af svarene er, at arkæologerne ikke har kigget på klipper af den her alder,« siger Thomas Deméré.

Der er det lidt specielle ved amerikansk arkæologi, at ideen om Clovis-folket har været så dominerende, at arkæologerne simpelthen har afholdt sig fra at udfordre den. Nogle taler endda om en ‘Clovis-mafia’ af magtfulde arkæologer, som har hindret støtte til arkæologiske udgravninger i jordlag ældre end Clovis-folket.

Men det tør siges, at udfordringen nu er kommet, og forskerne slutter artiklen af med nok en af videnskabshistoriens mest underspillede sætninger:

»Opdagelsen her påkalder sig yderligere arkæologiske undersøgelser…«

LÆS OGSÅ: Én lillefingerknogle kan kaste lys over den tidligste redskabskultur