Arvemateriale fra mammutekskrementer fundet i Alaskas permafrost afslører, at mammutten overlevede meget længere end hidtil antaget og har eksisteret sammen med mennesker i mindst 3.500 år.
Fundet kaster nyt lys over 100 års livlig videnskabelig debat om, hvad der var årsag til at op mod to tredjedele af datidens store pattedyr forsvandt ved sidste istids ophør for ca. 12.000 år siden. Nu kan teorier om mennesket, 'hypersygdom' og dræbermeteorer ryddes af banen og forskerne står formentlig tilbage med én synder: Klimaforandringer.
Dermed får den frosne mammutlort store konsekvenser for os i dag.
»Vi er ifølge alle eksperter på vej imod en global opvarmning, og det er sådan set det samme, der skete ved slutningen af sidste istid,« siger lederen af forskningsprojektet, professor Eske Willerslev fra Grundforskningscenter for GeoGenetik ved København Universitet.
»Hvis du kan have en uddøen af to tredjedele af alle de store pattedyr i Nord- og Sydamerika, så er klimaforandringer virkelig noget, der kan få en fundamental betydning for det biologiske miljø,« mener han.
Resultaterne af den nye forskning er netop offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift PNAS.
Urin og lort afslører historien
Allerede i 2003 viste Eske Willerslev og kolleger imponerende, at man med moderne bioteknologiske teknikker kan finde fortidsdyrenes usynlige små spor af arvemateriale (dna) i jord mange tusinde år efter, dyrene har gået på den.
Jorden i områder som Alaska og Sibirien har været konstant frossen i op mod 800.000 år, og har simpelthen bevaret dna-stumper som i en fryser helt frem til i dag.
»I principppet er hvert molekyle, en mammut efterlader, et spor,« siger Eske Willerslev og fortæller at dna'et stammer fra celler skyllet ud med ekskrementer og urin.
Det gør det meget nemmere at finde fortidssporene, fordi hvor en mammut blot efterlader ét enkelt korpus ved sin død, har den gennem hele sit liv efterladt mange flere urin- og ekskrement-spor overalt, (en elefant kan tisse 50 liter om dagen).
Så i stedet for at lede efter sjældne knogler med den helt rigtige alder, kan man blot grave ned i jorden og se, hvad der findes af dna i sedimentprøver af forskellige alder. Det er præcis, hvad forskerne nu har gjort.
Nyt billede fra mtDNA
Langs siderne af en smeltevandsflod ved Stevens Village i Alaska, hvor vandet år for år har eroderet en vej ned gennem en serie af uforstyrrede jordlag, tog forskere to serier af jordprøver i forskellige højder. Tættest på overfladen er jorden yngst, og jo dybere man kommer ned, des længere 'rejser' man tilbage i tiden. Den præcise alder bestemte forskerne blandt andet ved kulstof-14-metoden på planterester og hver jordprøve spænder cirka over 200 år.
Her fandt forskerne en bestemt type dna, kaldet mitokondrie-dna (mtDNA), som er mere mangfoldigt end cellekernens dna og dermed nemmere at finde. Dermed kunne forskerne kortlægge, hvad der findes af mtDNA fra pattedyr i jordprøverne, og ud over mammut fandt de blandt andet bison, snehare, hest og elsdyr.
Jordprøverne afslørede mammut i jordlag, der er højest 10.500 år gamle og det kaster helt nyt lys vores billede af, hvad der skete dengang.
Klimaændringer bærer måske ansvaret
Hidtil har forskerne hæftet sig ved, at den yngste mammutknogle i Alaska er 13.100 år gammel og de ældste tegn på mennesker er ca. 14.000 år gamle. Det passer så godt sammen, at man har talt om 'blitzkrieg' eller 'hypersygdom'-hypoteser, hvor menneskets effektive jagt eller sygdomme fra mennesket og dets hunde på kort udryddede de store dyr.
Problemet er, at når man regner på, hvor hurtigt det skal være foregået, for at dyrene er forsvundet hurtigere, end de har kunnet nå at reproducere sig selv, viser det sig, at der højest må gå 1.000 år. Med Willerslev og kollegers jordprøver er mennesket dermed frikendt som hensynsløs 'masseudrydder'.
Årstallet betyder også, at en tredje fremherskende teori om et dræbermeteornedslag i Hudsonbugten kan udelukkes - simpelthen fordi nedslaget skete for 12.800-13.000 år siden, og herefter skulle de store dyr og den berømte Clovis-kultur i Nordamerika være forsvundet indenfor kort tid.
Tilbage står 'klimateorien', der peger på, at global opvarmning førte til store forandringer i plantemiljøet, som igen fjernede hele grundlaget for istidens dyreliv.
Det biologiske system risikerer kollaps
Hvor meget man skal tilskrive klimaet er højaktuelt netop i disse dage med FN's store kllimakonference COP15 i København.
Problemet er imidlertid, at klimateorien er utrolig svær at teste og man f.eks. ikke ved, hvor hurtigt forandringerne vil udrydde dyrene eller ved, hvorfor de uddøde på grund af denne istidsovergang, selvom de havde overlevet tidligere store klimaforandringer.
»Man kan sige, at 'klimateorien' har vi svært ved at gøre noget ved, men de andre hypoteser skal vi til at vinke farvel til,« siger Eske Willerslev.
Han tænker nu over, om det kan være noget helt femte eller et sammentræf af flere faktorer.
Grundlæggende er det bestemt også vigtigt at rydde lidt ud i teorierne. F.eks. ville en hypersygdom, som dræber på tværs af mange vidt forskellige arter, være ekstremt bekymrende, hvis den skulle komme igen.
Tilsvarende med klimateorien.
»Lad os sige klimateorien er korrekt, så må man sige, at global opvarmning jo kan få gigantiske konsekvenser på det biologiske miljø,« siger Willerslev.
Eller med andre ord kan den menneskeskabte globale opvarmning sandsynligvis få hele det biologiske system til at kollapse og efterlade vores efterkommere med en helt anderledes planet end den, vi kender i dag.
