Forskere har som led i et nyt studie for nylig genoplivet flere større vira, der i titusinder af år har ligget begravet i Sibiriens permafrosne jord.
Den yngste, der er blevet genoplivet, er en livlig 27.000-årig virus. Og den ældste – en Pandora-virus – er omkring 48.500 år gammel. Det er den ældste virus, der nogensinde er blevet vakt til live igen.
I takt med, at verden fortsat bliver varmere, frigiver den smeltende permafrost organisk stof, der har været nedfrosset i årtusinder, inklusive bakterier og vira – hvoraf nogle stadig kan reproducere.
Dette nye studie blev foretaget af en gruppe af forskere fra Frankrig, Tyskland og Rusland. De formåede at genoplive 13 vira – med så eksotiske navne som Pandora-virus og Pacman-virus – udtaget fra syv
prøver af den sibiriske permafrost.
Hvis man går ud fra, at prøverne ikke er blevet forurenet under udgravningen (hvilket altid er svært at garantere), ville de i høj grad udgøre levedygtige vira, som ikke har reproduceret sig selv i titusinder af år.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
'Zombie-vira'
Det er ikke første gang, at en levedygtig virus er blevet fundet i en permafrostprøve.
Tidligere studier rapporterer blandt andet om opdagelsen af en opdagelsen af en Pitho-virus og en Molli-virus.
I et fortryk af forskernes nye undersøgelse (en udgave, der stadig mangler at blive fagfællebedømt) siger forskerne, at »der er grund til at overveje risikoen for, at forhistoriske viruspartikler stadig er smittefarlige og kan komme tilbage i cirkulation, når gamle lag af permafrosten smelter.«
Men hvad ved vi indtil videre om risikoen ved disse såkaldte ’zombievira’?
Alle de vira, der indtil videre er blevet fremdyrket fra disse prøver, er gigantiske DNA-vira, som kun påvirker amøber. De er langt fra de vira, som påvirker pattedyr, endsige mennesker, og det ville være højst usandsynligt, at de skulle kunne udgøre en trussel mod mennesker.
På den anden side er en stor amøbe-inficerende virus, med navnet Acanthamoeba polyphaga mimivirus, blevet sat i forbindelse med lungebetændelse hos mennesker. Denne forbindelse er dog langt fra påvist.
Det ser altså ikke ud til, at de vira, der er blevet opdyrket fra permafrost-prøverne, udgør en trussel mod folkesundheden.
Koppevirus kan overleve ved -20°C
Et mere relevant område at bekymre sig om er, at efterhånden som permafrosten smelter, kan den frigive ligene af for længst afdøde mennesker.
Hvis de er døde af en infektionssygdom, kan de potentielt bringe infektionen tilbage til verden.
Den eneste infektionssygdom, der er blevet udryddet på globalt plan, er kopper, og en genoplivning af den - særligt i fjerntliggende egne - kunne udgøre en verdensomspændende katastrofe.
Vidnesbyrd om koppeinfektion er fundet i begravede lig i permafrosten, men kun i 'delvise gensekvenser’, det vil sige smådele af virus, som ikke kan smitte nogen.
Koppevirussen overlever ikke desto mindre glimrende ved -20°C - dog kun i et par årtier og ikke i århundreder.
I de seneste årtier har forskere udgravet lig af mennesker, som døde af den spanske syge 1918 og 1919, som blev begravet i jord, der er præget af permafrost, heriblandt Alaska og på Svalbard i Norge.
Det var muligt at påvise, men ikke opdyrke, influenzavirussen af vævsprøverne fra de afdøde. Influenzavira kan nemlig overleve i frossen tilstand i mindst et år, men sandsynligvis ikke i flere årtier.
Bakterier kan udgøre et større problem
Andre typer af patogener, som bakterier, kan dog potentielt blive et problem.
Igennem årene har der været adskillige udbrud af miltbrand (en bakteriesygdom, der påvirker husdyr og mennesker) blandt rensdyr i Sibirien.
I 2016 skete der et særligt stort udbrud, der medførte 2.350 døde rensdyr. Dette udbrud faldt sammen med en specielt varm sommer, som førte til en teori om, at udbruddet kunne være blevet udløst af frigjort miltbrand fra smeltet permafrost.
Registrerede udbrud af miltbrand, der har påvirket rensdyr i Sibirien, stammer tilbage fra 1848. Under disse udbrud blev mennesker ofte ramt efter at have spist de døde rensdyr.
Andre har dog peget på alternative teorier, der ikke nødvendigvis hænger sammen med smeltende permafrost, såsom et stop for vaccination mod miltbrand og overpopulation af rensdyr.
Selv om smeltet permafrost førte til udbrud af miltbrand, som i høj grad påvirkede den lokale befolkning, er miltbrandinfektion af planteædende dyr et globalt fænomen, og det er usandsynligt, at sådanne lokale udbrud kan udløse en pandemi.
En anden bekymring drejer sig om, hvorvidt antimikrobe-resistente organismer kan blive frigivet fra den tøende permafrost ud i det omgivende miljø.
Der er en del evidens fra flere studier, der peger på at antimikrobe-resistente gener kan findes i permafrostprøver. Resistensgener er genetisk materiale, der gør bakterier i stand til opnå resistens over for antibiotika, og som kan spredes fra en bakterie til en anden.
Det burde ikke være overraskende, eftersom antimikrobielle resistensgener har udviklet sig fra jordorganismer, der stammer fra før den antimikrobielle æra.
Ikke desto mindre er miljøet, specielt floder, allerede kontamineret med organismer, der er antimikrobielt resistente, og resistens-gener.
Det er derfor tvivlsomt, om antimikrobielt resistente bakterier fra smeltet permafrost vil bidrage i større stil til den allerede store mængde af antimikrobielt resistente gener, som i forvejen findes i vores omgivelser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.
\ Læs mere
