Oplev verden i selskab med en jagende kaskelothval på 700 meters dybde

Kaskelothvaler er blandt den lille håndfuld pattedyr, der udfører de dybeste og længste dyk. De forlader luftens livgivende ilt for at jage bytte i buldrende mørke på cirka én kilometers dybde.

I århundreder har det været et mysterium, hvordan disse kæmpe rovdyr finder deres bytte i blinde og på ekstremt lang afstand.

Fiskere og hvalfangere kaldte kaskelothvaler 'tømrerfisk'. Det skyldes, at hvalerne udsender kraftige kliklyde, der minder om energiske hammerslag. Forskere har siden foreslået, at kaskelothvaler bruger disse lyde til at finde deres bytte.

I et helt nyt studie viser mine kollegaer og jeg, hvordan dyrerigets kraftigste lyd giver kaskelothvaler havenes bedste overblik.

Lyd i mørket

Når hvaler ekkolokaliserer, det vil sige finder bytte ved hjælp af lyd, udsender de klik. Derefter lytter de efter ekkoer fra byttedyr i vandet omkring dem.

Ekkoerne indeholder en masse information. Den tidsforsinkelse, der er mellem klikket og ekkoet, angiver afstanden til byttet. Ekkoets lydstyrke og karakter afslører byttets størrelse, struktur og sammensætning.

For at smuglytte til kaskelothvalernes verden må vi optage de ekkoer, hvalerne hører. Det gør vi ved hjælp af en lille lydoptager på størrelse med en tyk smartphone.

Hvalernes lydunivers oversætter vi siden til billeder, præcis som displayet på et ekkolod gør.

Her farvekodes ekkoer efter lydstyrke, så havbunden træder tydeligt frem som en streg, og fiskestimer optræder som slørede skyer.

En smartphone på en gigantisk næse

Desværre er det aldrig tidligere lykkedes at optage byttedyrsekkoer fra jagende kaskelothvaler. Det skyldes nok, at kaskelothvalernes gigantiske næse har skygget for sådanne ekkoer.

Hvad gør man så? Jo, så må man sætte lydoptageren helt ud på hvalens næsetip! Det er lettere sagt end gjort, når næsen tilhører en 11 meter lang og 14 ton kæmpekolos af en hval.

Hvo intet vover, intet vinder – så rustet med lydoptagere, en 13 m lang stang og en gummibåd tog vi en måned til Azorerne, der er kendt for deres rige dyreliv til havs.

Efter flere gode forsøg lykkedes det at placere en målepakke på næsespidsen af en ung kaskelothval.

Heldigvis blev lydoptageren siddende på hvalen i næsten et døgn og optog undervejs 27 dybe dyk.

En næse med lang-distance ekkolod

Forskere har længe foreslået, at kaskelothvaler har udviklet deres kæmpe næse for at kunne udsende kraftige klik, så de på lang afstand kan høre ekkoer fra byttedyr . Og nu kan vi endelig bevise det!

Vi blev imponerede over at se ekkoer fra enkelte byttedyr op til 144 meter foran hvalen. Stimer af byttedyr, der giver kraftigere ekkoer, så vi helt ud til 245 meter.

Men hvalernes hørelse er cirka 2-3 gange bedre end vores måleudstyr. Denne hval må derfor have hørt ekkoer fra et enligt bytte på over 300 meters afstand og fra stimer over 500 meter væk.

Deres super skarpe høresans og kraftige lyd gør altså kaskelothvaler i stand til at afsøge store områder for byttedyr.

Det kan muligvis forklare, at man kan møde kaskelothvaler i alle verdens have. Deres forkromede overblik hjælper dem til at finde føde selv i udfordrende områder.

Madørken eller dybhavsbuffet?

Kaskelothvalen i vores studie jagede dog ikke i et byttefattigt hav. Hvalen mødte i gennemsnit lidt over 200 mulige byttedyr per dyk, og rekorden var knap 900 dyr i et dyk.

Til vores overraskelse holdt hvalen ikke ædegilde i denne overflod, men fangede under 10 procent af de dyr, den traf.

Måske er det ikke kun en fordel at opleve verden gennem dyrerigets kraftigste ekkolod. Et væld af ekkoer kan måske gøre det svært for hvalen at fokusere på det bytte, den gerne vil fange.

Vi så faktisk også, at hvalen primært fangede føde i områder med forholdsvis få ekkoer. Derved undgik den formentlig den forvirring, der kan være forbundet med store samlinger af dyr.

Ulempen er selvfølgelig, at hvalen kun fangede få byttedyr per dyk. Heldigvis er kaskelothvaler meget vedholdene. I løbet af det døgn, vi optog, holdt hvalen kun cirka fire timers pause fra at jage.

Fra ekko til mund

Der findes mange myter om, hvordan kaskelothvaler fanger deres bytte.

Oprindeligt troede man, at kaskelothvaler lå musestille og lokkede deres bytte ind i deres mund ved hjælp af lyse hudpigmenter. Nyere forskning viser dog, at kaskelothvaler er aktive jægere, som selv svømmer frem og fanger deres bytte.

Mange har troet, at kaskelothvaler lammer byttet med deres kraftfulde lyd. Vores resultater viser dog, at lydstyrken ved byttet er alt for lav til at påvirke blæksprutters evne til at svømme.

Det bedste bud er nu, at kaskelothvaler danner undertryk i munden og suger byttet ind under næsen og ned i svælget. Men det afklarende bevis mangler stadig.

Et hav af mysterier

Selvom vores studie har givet et helt nyt indblik i en kaskelothvals jagtmarker, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Går kaskelothvaler efter en speciel type eller størrelse bytte, og fanger de faktisk hvert bytte de aktivt jager?

Det har vi spurgt os selv om, da vi dykkede ned i hvalens undersøiske verden.

Vi har kun data fra én hval. De rigtig gode spørgsmål er, hvordan kaskelothvalers jagtmarker og fangstmetoder varierer mellem hun- og hankaskelothvaler og afhængigt af forskellige havområder samt årstider.

Forhåbentlig vil fremtiden tillade flere virtuelle dykketure på ryggen – eller næsen – af kaskelothvaler, så vi kan åbne den skatkiste af viden, der stadig gemmer sig i havets dyb.

LYT TIL: Vild super-sans: Sådan jager tandhvaler fisk på meget store afstande - kun ved hjælp af lyd.