Kaskelothvalers kalve udvikler imponerende færdigheder i en overraskende ung alder

Kaskelothvaler er, ligesom søelefanter og næbhvaler, kendt for at være blandt de pattedyr, der dykker dybest og i længst tid ad gangen.

Denne adfærd er virkelig imponerende, fordi disse havpattedyr har brug for ilt, som de kun kan få fra luften ved havoverfladen.

Så hvorfor dykker de dybt?

Svaret ligger i den store mængde lækkert bytte, der findes på tusind meters dybde – særligt forskellige typer af blæksprutter.

Der er bare den udfordring, at i dybhavet er der kulsort, men det klarer kaskelothvalerne ved at bruge ekkolokalisering til at finde deres føde.

Nyt forskningsprojekt ændrer fuldstændig opfattelsen af kalvenes evner

Hvalforskere har hidtil troet, at kaskelothvalers kalve enten ikke kan eller ikke har brug for at dykke dybt. Man mente, at hun-kaskelothvaler lever i sociale grupper, fordi det gør det nemmere for dem at babysitte hinandens kalve, mens mødrene jager i dybet.

For at finde ud af, hvad kaskelothvalskalve rent faktisk kan, studerede vi en meget velkendt bestand af kaskelothvaler i det østcaribiske hav ud for den lille ø Dominica. Studiet blev til i et samarbejde med The Dominica Sperm Whale Project og Aarhus Universitet.

Vores studie har givet et helt unikt indblik i kaskelothvalskalvenes færden, som fuldstændig har ændret vores opfattelse af de helt unge kalves evner.

LÆS OGSÅ: Kaskelothvalers sprog skal afkodes

Dyk i dybet med en digital forsker på ryggen

Kaskelothvaler er svære at studere, fordi de ofte dykker og forsvinder ud af vores synsfelt.

I 1800-tallet og starten af 1900-tallet fik man al viden om kaskelothvaler fra døde individer fra hvalfangstindustrien.

Først i 1980’erne begyndte man for alvor at observere de levende hvalers adfærd.

Det nyeste kvantespring indenfor hvalforskning skete for bare 10 år siden, hvor man udviklede små data-loggere. Disse små computere sættes fast på hvalen med sugekopper og kan blandt andet måle, hvor dybt hvalen dykker og optage alt, hvad den siger og hører.

Denne teknologi har lært os meget om, hvad voksne kaskelothvaler laver, når de ikke ligger i havoverfladen.

For første gang nogensinde satte vi disse data-loggere på kaskelothvalskalve.

Kalvene er oftest meget mere livlige end de voksne, og derfor er det sværere at sætte data-loggeren på kalve. Det lykkedes os dog at få dem fastgjort på tre kalve, som vi navngav Jonah, Riot og Aurora.

Alle kalvene var under et år gamle. Aurora var lidt større end de to andre kalve, hvilket kan tyde på, at hun også var lidt ældre end dem.

LÆS OGSÅ: Hvordan vejer man en hval?

Kalvene er superdykkere

Kaskelothvaler er fænomenale dykkere, der kan dykke ned til 3.000 meter og samtidig holde vejret i op til 2 timer.

Vores studie viste, at de voksne hunkaskelothvaler omkring Dominica i gennemsnitligt dykker i 50 minutter og ned til 800 meters dybde.

Jonah og Riot dykkede begge ned til 300 meter. Det var et resultat, der overraskede os meget, fordi den generelle opfattelse har været, at kaskelothvalskalve bliver helt tæt på overfladen i løbet af deres første leveår.

Aurora sprængte fuldstændig vores forestillingsramme ved 4 gange at dykke ned til 650 meter. Det betød at hun nåede en dybde, hvor de voksne kaskelothvaler i området søger føde.

Alle Jonahs dyk var korte (maksimum 11 minutter), mens både Riot og Aurora dykkede i lang tid ad gangen (maksimum henholdsvis 31 og 44 minutter).

Kalvene skal arbejde hårdt for at komme tilbage til overfladen

Når et luftåndende pattedyr dykker dybt, er det livsvigtigt at kunne komme tilbage til overfladen for at trække vejret. Det er nemt for voksne kaskelothvaler, fordi deres spæklag og den store mængde olie i næsen giver dem positiv opdrift. De glider helt af sig selv op til overfladen uden at skulle slå med halen.

Det stik modsatte viste sig at gælde for kalvene. Vores data viste, at de sank ned mod dybet, men arbejdede hårdt ved at slå med halen for at komme tilbage til overfladen. Det skyldes, at kalvene har mindre fedt- og olielagre, hvilket gør dem tungere end havvandet.

Disse kalve formåede dermed ikke bare at dykke dybt. De kunne også tilpasse varigheden af deres dyk, så de havde tilstrækkelig ilt og energi til at komme tilbage til overfladen.

LÆS OGSÅ: Hvordan drikker hvaler?

De voksne er formentlig dykkerlærere

Når helt små kaskelothvalskalve er i stand til at dykke dybt i en meget tidlig alder, er behovet for babysitning i overfladen muligvis ikke så stort, som forskningen hidtil har antaget.

Vi tror derimod, at tilstedeværelsen af flere voksne hvaler er vigtigt, når kalvene skal lære at dykke.

Vores data viser, at kalvene stort set altid dykker ned og kommer op sammen med en voksen hval.

På vores lydoptagelser kan vi høre, at kalvene gnider sig op ad en anden hval, både når de dykker ned, og når de svømmer op mod overfladen.

Sidst, men ikke mindst kommer Aurora helt tæt på en ekkolokaliserende voksen hval, lige før hun begynder at svømme op mod overfladen. Det tyder altså på, at kalvene bliver ’taget i luffen’ i starten af deres dykkerkarriere.

LÆS OGSÅ: Hør en hval tale som et menneske

Byttet fanges via ekkolokalisering

Der hersker en del tvivl om, hvornår kaskelothvaler begynder at fange deres egen føde.

I tidligere studier har man set modermælk i maven på en 8-årig og 13-årig kaskelothval. Men man har også fundet fisk i maven på kalve, der var et og to år gamle.

Aurora dykkede til en dybde, hvor de voksne fanger føde. Vi var derfor særligt nysgerrige efter at se, om hun også ekkolokaliserede og selv prøvede at fange bytte.

Ekkolokalisering er en aktiv sans, hvor hvaler udsender et klik og bagefter lytter efter ekkoer fra objekter i nærheden. Hvaler bruger både ekkolokalisering til at finde vej mellem forhindringer og til at finde føde.

Man ved, at en hval er ved at fange et bytte, når den begynder at klikke meget hurtigt. Sådanne sekvenser af hurtige klik kaldes et buzz.

LÆS OGSÅ: Vildt! Hvaler styrer pulsen ved tankens kraft

Under et år gammel:-Jeg fikser selv madpakken

I løbet af henholdsvis 4 og 6,5 timers optagelser ekkolokaliserede Jonah og Riot kun 1,5 minut hver.

Aurora ekkolokaliserede derimod i 2 lange perioder (18 og 29 minutter) og lavede også 2 buzzes (se grafen længere oppe).

Hendes buzzes varede dog meget længere end de voksnes. Det skyldes måske, at hun ikke er helt så erfaren i at fange blæksprutter og derfor bruger længere tid på at prøve at fange dem.

Vores data har vist, at kalve under et år er i stand til at dykke meget dybere og i længere tid, end vi hidtil har troet.

Vi har kunnet vise, at det er muligt for en under et år gammel kaskelothvalskalv at bruge ekkolokalisering til at søge føde.

Ydermere var Aurora var den kalv, der både ekkolokaliserede mest og dykkede dybest og i længst tid. Det antyder, at dykkeevner og selvstændig fødesøgning udvikles samtidig.

Den nye generation er vigtig

Kaskelothvaler er en vigtig art, fordi de sørger for cirkulation af næringsstoffer i havene.

Kaskelothvalerne fanger deres bytte på dybt vand, men de kommer af med deres afføring i havoverfladen. Her kan alger optage de fordøjede nærringstoffer, som hermed kommer tilbage i fødekæden.

Men kaskelothvaler lever et ’langsomt’ liv og føder kun en enkelt kalv hvert 4. til 20. år.

Af disse kalve overlever 30 procent ikke deres første leveår.

Hvis vi vil bevare denne art, er det altså vigtigt at have en grundig forståelse af kalvenes adfærd.

Da vi nu ved, at kalve ekkolokaliserer i en meget tidlig alder, er det relevant at undersøge, om menneskeskabt støj i havene har en skadelig effekt på kaskelothvalers ekkolokalisering.

LÆS OGSÅ: Menneskeskabt støj påvirker også dyrene

LÆS OGSÅ: Gåden om verdens største næse

LÆS OGSÅ: Hvorfor strander hvaler?