Næbhvalerne (Ziphiidae) er den mest gådefulde familie blandt tandhvalerne.
De bizart udseende dyr lever ofte på dybt vand langt til havs, og da de oven i købet typisk kun tilbringer ganske kort tid ved overfladen, er de så svære at observere, at adskillige af dem aldrig er set i levende live, men kun kendes fra strandede individer.
Af samme grund er kun få af næbhvalarterne undersøgt i detaljer.
Sætter grænser for det fysisk mulige
Man har længe været klar over, at næbhvalerne hører blandt de mest dybtdykkende havpattedyr, men det til trods har cuvier-næbhvalen (Ziphius cavirostris) overrasket forskerne med sin ekstreme dykkeradfærd.
I det første grundige, længerevarende studie af cuvier-næbhvalens dykkeradfærd, som foregik ud for Californien, 'taggede' man otte individer med 'dive recorders', der i op til tre måneder registrerede hvalernes fourageringsdyk og sendte informationerne hjem til forskerne via satellit, når dyrene kom til overfladen for at trække vejret.
Resultaterne af undersøgelsen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE, og her rykker cuviernæbhvalen virkelig ved grænserne for, hvad man troede var fysisk muligt.
Dykkede i over to timer i stræk
Cuvier-næbhvaler: - Op til 7 meter lange og 3 ton tunge - Som de fleste næbhvaler har cuvier-næbhvalen reduceret tandsættet til kun at have et enkelt tandpar i underkæben hos hannerne og slet ingen tænder hos hunnerne og ungdyrene.
De amerikanske forskere målte i alt 1.142 dybe dyk, der havde en gennemsnitlig dykkerdybde på 1.401 meter og en gennemsnitlig varighed på 67,4 minutter.
En af de taggede næbhvaler dykkede helt ned på 2.992 meters dybde. Et andet individ var neddykket i 137½ minut, altså et godt stykke over to timer i træk.
Det er henholdsvis det dybeste og det længste dyk, man nogensinde har målt hos havpattedyr.
Dykker dybt for at jage blæksprutter
Den tidligere fridykker-rekordindehaver var den sydlige søelefant, der lever i de antarktiske have, med dyk på 2.388 meters dybde og af 120 minutters varighed.
Også kaskelotten er kendt for exceptionelt dybe og lange dyk; for dens vedkommende har man målt dyk på 2.035 meters dybde og af 83 minutters varighed. Der er indikationer på, at også kaskelotten kan dykke ned til omkring tre kilometers dybde, men det er endnu ikke blevet bekræftet vha. moderne måleudstyr.
Formålet med cuviernæbhvalens dybe dyk er, formoder man, at jage blæksprutter.