Spanske landmænd bekæmper naturbrande med en hel masse får

Skovbranden døde hen umiddelbart før, den ville være nået frem til Nieves Fernández Vidueiras gård, men den brændte hele dagen i området omkring Quintela do Pando, et lille bjergområde i Galicien i det nordvestlige Spanien.

»Jeg vil aldrig glemme den skræk, jeg følte,« fortæller Nieves Fernández Vidueira.

»Da vi vågnede, kunne vi ikke engang trække vejret, alt var dækket af røg. Det var som om natten, stykker af brændt bark faldt ned fra himlen.«

Nieves Fernández Vidueira er 59 år, og så er hun hyrde og digter. Hun fortæller, at hun altid vil huske 16. oktober 2017, da alle naboerne drog mod den nærliggende landsby Fradelo for at hjælpe brandmændene.

Usædvanlig hedebølge i Galicien

»Træerne lavede en frygtelig støj og faldt mod den forkullede jord. Jeg så kaniner og rådyr flygte fra ilden, folk græd rundt omkring mig. Jeg græder stadig, når jeg mindes det.«

I løbet af denne periode oplevede Galicien en usædvanlig hedebølge ligesom andre dele af den Iberiske halvø.

»Mange hektar blev tilintetgjort i løbet af én dag, men ilden stoppede ved et område med kastanjetræer, der var afgræsset af får, og som omringede min mark. Husdyr er en grundlæggende del af forebyggelsen af skovbrande, for de æder græsset i underskoven og det meget brændbare lav, der vokser på træerne,« forklarer Nieves Fernández Vidueira.

Netop den dag komponerede hun et digt, som gav udtryk for hendes følelse af sorg og afmagt efter at have set skoven forvandlet til en ørken.

Poesi under hundrede år gamle kastanjetræer

Fernandez blev hyrde som 19 -årig, da hun ventede sin første søn. Dengang besluttede hun sig for at forlade Madrid og vende tilbage til Quintela do Pando, hvor hun var opvokset.

»Tidligere var det hovedsagligt mænd, der arbejdede som hyrder: En kvinde som mig brød alle de eksisterende mønstre. Hvis du dengang tog en kniv med ud, når du tog fårene på græs, og huggede trælegetøj til dine børn [som jeg var vant til], brød du med samtlige traditioner,« forklarer hun.

Det hele startede med de 18 får, som hendes bedstemor ejede. Nu har hun 400 galiciske får eller ovella galega, en race, der er klassificeret udryddelsestruet, der græsser blandt kastanjetræer (Castanea sativa), eg (Quercus robur), elm (Ulmus spp.) og hasselnød (Corylus spp.).

Fårene spiser lav og buske som tojo (eller tornblad, Ulex europaeus), brezo (lyng, Erica ciliaris) og xesta (gyvel, en mellemhøj, løvfældende busk, Cytisus scoparius).

Det er en landbrugsmetode kaldet agroforestry med frigræsning i skove, som finder sted blandt træer, der køler omgivelserne, leverer habitater for biodiversitet og fremmer fugtighed, der hjælper afgrøder som hø og korn til at vokse selv under tørre forhold.

»Jeg er en del af naturen«

Træerne i agroforestry-systemerne fjerner også CO₂ fra atmosfæren, der dermed afkøler den.

I dette tilfælde, hvor husdyrene græsser mellem træerne, er der endda tale om skovgræsning, som er et nedarvet landbrugssystem typisk for Galicien.

Nieves Fernández Vidueiras gård er selvforsynende. Her producerer man bæredygtigt foder til fårene og sælger kød og kastanjer.

Hver aften, når fårene bliver sat ud på græs, sidder hun under de gamle kastanjetræer og skriver poesi.

Hun designer tøj lavet med lav og blade, inspireret af keltisk mytologi dybt forankret i dette område. Hun hugger også skulpturer ud af trægrene for at skildre livet gennem naturens linse.

I hendes kunsthåndværk finder man også historier om meigas, hekse, som den lokale mytologi tilskriver disse skove. Hendes arbejde er udstillet på et lille museum i centrum af landsbyen.

»Det inspirerer mig at være hyrde. Det får mig til at føle mig fri, at jeg er en del af naturen,« siger Nieves Fernández Vidueira.

Klimakrisen puster til ilden

I sin landsby oplever Nieves Fernández Vidueirai, at skovgræsningssystemerne leverer vigtige økosystemtjenester.

»Husdyr reducerer risikoen for skovbrande og fjerner biomassen af buske og lav fra jorden,« siger María Rosa Mosquera-Losada, tidligere formand for European Agroforestry Federation (EURAF), der er ansvarlig for afdelingen for afgrødeproduktion ved universitetet i Santiago de Compostela (USC).

»Skovgræsnings-systemer spiller også en vigtig rolle som CO₂-lager: Fårene øger jordbundens CO₂-lagring,« forklarer hun.

I Galicien har forskere observeret en betydelig forandring i sommerdagene i løbet af de seneste årtier.

»I denne region, som i resten af Spanien, er temperaturerne steget med 1,7 grader siden 1970. Der sker store svingninger med varme perioder efterfulgt af kolde,« forklarer Dominic Royé, forsker i fysisk geografi ved Universitetet i Santiago de Compostela.

Og de store og uforudsigelige udsving har en effekt, som Dominic Royé forklarer i et studie publiceret i 2020.

»Klimavariabilitet fører til år med større eller mindsket skovbrandaktivitet som følge af mere gunstige forhold. Vi må forstå, at tørkeperioder efterfulgt af hedebølger i høj grad øger risikoen,« siger Dominc Royé.

»Østvinden i Portugal og Galicien er tør og varm om sommeren, hvilket øger risikoen for skovbrande dramatisk, og kun et par brande kan lægge enorme områder øde.«

Hvordan er vejret? 'Det kommer an på så meget'

Lidt længere nordpå bugter den snoede vej sig langs floder og gennem landsbyer med få indbyggere beliggende i bakker, der er farvet af de violette lyngblomster, som de lokale kalder brezo.

Skovbrandene, der hærger langs den amerikanske vestkyst, dominerer nyhedsmeldingerne i radioen i bilen: Historier om et flammehav, forværret af klimavariabiliteten; et globalt problem, der er en del af klimakrisen.

»'Depende' (det kommer an på så meget, red.) er et ord, som repræsenterer en del af vores karakter,« siger María Rosa Mosquera-Losada.

»Vi galiciere er kendt for at være ubeslutsomme. Lige nu er ‘depende’ også vores holdning til klimavariabilitet. Vi har flere sommerdage, men man ved aldrig, hvordan vejret bliver ekstremt koldt, regnfuldt eller blæsende.«

Faktisk har lokale hyrder også observeret vejrskifte i løbet af de seneste årtier.

»'Depende' er et godt ord til at identificere vores vejr,« siger Javier González Méndez, en 43-årig brandmand, der hyrder kvæg om aftenen.

Brandmand og kvæghyrde

Javier González tager sig af 45 rubia gallega-kvæg, en race, der stammer fra Galicien.

González er den yngste af syv søskende. Han blev brandmand som 18-årig, og er den eneste fra søskendeflokken, der stadig bor i landsbyen Robledo de Domiz i hjertet af Galicien.

Efter at han har smidt sin brandmandsuniform, hyrder han sine køer op i Os Ancares-bjergene.

Turen er lang; González og køerne klatrer op i 1.600 meters højde, hvor kvæget græsser i et skovgræsningssystem med egetræ, birk (Betula pubescens), hasselnød (Corylus avellana), kristtorn (Ilex aquifolium), kirsebær (Prunus avium), teixo (eller taks, Taxus baccata) og buske som uz branca (Erica arborea), xesta og cardo (tidsel eller Cirsium vulgare).

Der er også lægeplanter som arnica (Arnica montana) og citronmelisse (Melissa officinalis).

Bjergene er også hjemsted for brune bjørne (Ursus arctos). Javier González fortæller, at han flere gange er stødt på bjørne nær toppen af bjergene.

Hvem skal tage sig af skovene?

»Rubia, ven acá« - 'Blondie, kom her' - Javier González kalder for at samle sine køer. De fleste af dem er lysebrune eller kanelfarvede. Han har navngivet hver eneste af dem; flotte navne, som Rubia og Marella.

Når de græsser på bjergtoppen, kan han følge dem på sin mobiltelefon takket være GPS-chips i deres halsbånd.

Mens han bevæger sig rundt i et område, der blev jævnet med jorden af en skovbrand, fortæller han: »I årenes løb har jeg set skovbrande, som gradvist er blevet mere intense, fordi der er færre flokke, som rydder bjergene.«

Branden hærgede hér i oktober 2017, hvor 2.000 hektar brændte på en uge. Eg og birk står stadig tilbage som skeletter, der vidner om flammerne.

»Før var vi 13 hyrder på dette bjerg,« siger Javier González.

»Nu er jeg den eneste på mere end 100 hektar.«

Hans flok udfører et arbejde, der er mere nødvendigt end nogensinde, fordi sæsonen for skovbrande lige er begyndt. Sidste år brændte 14.805 hektar ned til grunden i Galicien, mere end i 2018 og 2019 tilsammen, ifølge de seneste officielle statistikker.

Galicien er det område i Europa, der har flest skovbrænde - og ikke mindst den største andel nedbrændt jord - i forhold til sin størrelse. Det viser forskning fra Universitetet i Santiago de Compostela, koordineret af siger María Rosa Mosquera-Losada.

»Der er tre forhold, der får brande til at opstå: temperaturer på over 30 grader, fugtighed på over 30 procent og vindhastigheder på over 30 km/t,« forklarer Mosquera-Losada.

»Disse forhold er nu hyppigere som følge af klimavariabilitet.«

'Du holder ikke længe': Kvindelig hyrde gør op med stereotyper

Længere mod nordvest, i retning af provinshovedstaden Lugo, ændrer landskabet sig.

Fyrretræer (Pinus pinaster) og eukalyptus (Eucalyptus globulus) dukker op i et landskab dækket af en let tåge tidligt om morgenen.

»Da jeg ankom hertil, var jeg 30, nylig fraskilt og enlig mor til en lille pige på fire år. Alle sagde, at jeg ikke ville holde længe med mine geder,« siger Gemma San Pedro Jiménez på 42, som har vogtet geder i de seneste 11 år.

»Ingen regnede med noget fra mig. De sagde bare: 'Hvad laver du her med geder?' Men jeg er her stadig, og jeg bliver hos mine geder.«

Hendes hus ligger foran en indhegning med en flok på 400 får. Gemma San Pedro Jiménez er oprindeligt fra Barcelona. Hun tog en skovingeniøruddannelse ved Lugo University, og besluttede sig for at blive gedehyrde, efter hendes mor arvede 50 hektar fyrreskov i området omkring landsbyen Borreiques.

Hver aften fører hun sine geder dybt ind i skoven. De tager forskellige ruter gennem fyrretræerne, som filtrerer lyset og tegner kalejdoskopiske skygger på underskoven.

De græsser i et agroforestry-system blandt eukalyptus og eg, som de lokale kalder 'carballos'. Det tårner sig op over tojo, brezos og xesta-buske.

Skovpleje er en daglig udfordring

Jiménez er ikke den eneste. Yngre mennesker som hun vender i stigende grad tilbage til de affolkede provinsområder. De træffer et valg med sociale og økologiske konsekvenser, en tendens, man også kan se på Sardinien. Og det lader til at være en god nyhed.

»Affolkningen af landdistrikterne og den derpå følgende opgivelse af traditionelle anvendelser (af naturen, red.), samt stigningen i skovområder med manglende forvaltning, afsondrer skovene som følge af stadig mere mærkbare klimaforandringer og mangel på beskyttelsesforanstaltninger i husholdninger i landdistrikterne. Tilsammen er det den perfekte gnist til at starte skovbrandkatastroferne hvert år,« stod der lidt kringlet i en WWF-rapport med fokus på Middelhavsområdet.

Men det er da også en daglig udfordring for Gemma San Pedro Jiménez at tage sig af denne skov.

»Forbrugerne skal forstå og støtte hyrdernes arbejde. De skal ændre deres vaner og tage højde for, at kød produceret under disse forhold har stærke sociale og økologiske værdier. Prisen har været den samme i 30 år, og det er ikke let at overleve,« siger hun og klapper sine to hunde, border collierne Chis og Jazz.

»Jeg ville ønske, at flere og flere arbejdede på denne måde, så vores stemmer ville blive hørt.«

Sparer 20.000 euro på pesticider

Når vi bevæger os væk fra Gemma San Pedro Jiménez' gård, på vej mod Santiago de Compostela, dukker en flok pilgrimme op. COVID-19-restriktionerne lukkede for den traditionelle pilgrimsrejse, Camino de Santiago, men pilgrimmene er nu tilbage til vandreruten.

I Boimorto, 30 kilometer udenfor Santiago de Compostela, har pilgrimme til fods og andre på cykler fundet skygge under kirsebær- og valnøddetræer, der udgør den lokal tømmervirksomhed Bosques Naturales' skovgræsningssystem.

Forskere fra Universitetet i Santiago de Compostela studerer gårdens klonale træarters modstandsdygtighed overfor klimaforandringerne.

I træernes skygge vokser majs, og buske byder på foder til de 400 får, der holder underskoven trimmet.

Agroforestry-systemets økonomiske bæredygtighed er afgørende: Med skovgræsning rapporterer forskerne besparelser på mere end 20.000 euro (23.500 dollar) i pesticider og andre omkostninger hos Bosques Naturales takket være det foder, der vokser godt i træernes skygge.

De eksperimenterer også med andre afgrøder for yderligere at øge gårdens økonomiske bæredygtighed, for eksempel hamp til tekstiler.

Hyrder som løsning på skovbrande

Hyrderne i Galicien arbejder hårdt på at finde en balance mellem deres arbejde med skovgræsningssystemer og langsigtet bæredygtighed.

»De har brug for mere administrativ støtte, der anerkender vigtigheden af deres arbejde,« siger María Rosa Mosquera-Losada.

»Tilstrækkelig forvaltning af bjergene med hyrder kunne være en del af løsningen på vores problem med skovbrande. De forstår naturen, og de er levende eksempler på løsningerne.«

Denne holdning deles af hyrderne som Nieves Fernández Vidueira.

»Lokal administrationen bør støtte mennesker, der arbejder med en gård og tager sig af bjergene,« siger hun.

»Skovbrande kan afværges med husdyr. Det er afgørende. Vi skal investere i forebyggelse.«

Alligevel er hendes landsby kun hjemsted for 18 indbyggere, og ingen af dem er unge.

»Hvis folk bliver ved med at flytte væk, hvem skal så beskytte skovene?« spørger hun.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i det amerikanske non-profit-medie Mongabay, der skriver nyheder om miljøvidenskab og naturbevaring. Artiklen bliver genpubliceret her som en del af Covering Climate Now, der er et internationalt journalistisk samarbejde, som Videnskab.dk er en del af, og som har til formål at styrke dækningen af klimaet. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.