Den australske kvinde Kathleen Folbigg har været fængslet i snart 20 år for mordene på sine fire små børn over en 10-årig periode. Selv hævder hun, at børnene døde, mens de sov.
Sagen har ulmet siden Kathleens fængsling, fordi hun blev dømt uden nogle fysiske beviser imod sig.
Nu efter 20 år har den australske statsadvokat Mark Speakman indstillet til, at sagen åbnes. For os er det en kæmpe sejr, og det betyder, at videnskaben er kommet til sin ret.
Hvorfor? Læs med her.
\ Læs mere om sagen
Forskerzonen har tidligere bragt en serie i tre afsnit om den morddømt australske kvinde.
Find serien her:
1. Dansk forskning kan frikende kvinde, der er fængslet for drab på sine børn
2. Var det barnemord eller hjertestop? Danske forskere har svaret
3. Mens vi venter, sidder kvinde potentielt udskyldigt fængslet for drab på sine børn
Sagen kort
Det er ikke første gang, at sagen bliver genåbnet. Det var også tilfældet i 2019. I forbindelse med den genåbning fandt australske genetikere ud af, at to af børnene havde en fejl i genet CALM2. Det var et nyt medicinsk bevis i sagen, da det er kendt, at andre børn med CALM-genfejl lider af forstyrrelser af hjerterytmen.
Så døde Folbigg-børnene af hjertestop i søvne?
Det mente retten ikke, at der var bevis for. De understregede, at lige netop denne CALM-genfejl ikke er set før. Retten slog på, at forskellige genfejl kan have forskellige udfald, og der var ingen information om netop denne variant.
Derfor blev vi involveret i sagen: Vi kan nemlig måle på CALM-genfejl i laboratoriet, og kan med høj præcision vurdere, om en specifik CALM-genfejl vil forstyrre hjerterytmen.
Vores målinger på Folbigg-familiens genfejl viste, at den opfører sig ligesom dem, der giver alvorlige hjerterytmeforstyrrelser.
Nogen må gøre noget
Desværre var vores undersøgelser først færdige, efter sagen var lukket igen.
Derfor skrev vi i marts 2021, sammen med en lang række forskere og jurister, en anmodning til guvernøren i delstaten om at benåde Kathleen Folbigg. Vi bad guvernøren skride til handling. Forholde sig til, at bevismaterialet var drastisk ændret.
Og så kunne vi blot vente.
Nu – efter mere end et års ventetid – har den australske statsadvokat Mark Speakman indstillet til, at sagen åbnes igen. Ikke med sin gode vilje, men fordi beviset er så tungtvejende, forstås.
Det er en penibel sag i delstaten New South Wales.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Den videnskabelige bevisbyrde
Beslutningen om at genåbne sagen er blevet noget blandet modtaget i de australske videnskabelige kredse. Nogle er glade for, at benådningsanmodningen ikke blev blankt afvist, mens mange andre er skuffede over, at Kathleen Folbigg må igennem endnu en undersøgelse før, der bliver taget stilling til hendes fængselsdom.
Fra vores stol er vi glade for, at videnskaben kommer til sin ret. Det er videnskaben, som er tungen på vægtskålen. Og det er lige netop vores videnskabelige resultater, som har været afgørende for, at statsadvokaten nu indstiller til, at sagen genåbnes.
Udfaldet understreger, at vores forskning gør en forskel og bliver taget alvorligt. Vi er stolte over at kunne bidrage med ny viden til en retssag med ekspertise, som kun findes få steder i verden.
Vi venter på detaljerne
Tilbage står nu beslutningerne omkring retsforløbet – valg af ekspertvidner, omfang og ikke mindst tidsplan. Et forsigtigt bud fra Kathleen Folbiggs juridiske team er, at sagen kan være afsluttet inden udgangen af året.
Vi har stillet os til rådighed som vidner i retten, men ved endnu ikke, om vi bliver indkaldt.
I alle tilfælde vil vi gøre vores bedste for at byde ind med ekspertise om hjertepatienter med CALM-genfejl. Det er kompliceret for udenforstående at gennemskue alle detaljerne, og vi har en stor opgave foran os med at forklare klart og præcist, hvad vores forskning betyder.
