Krigen i Gaza har kostet mange menneskeliv. Men den store tragedie udfolder sig også på andre måder — ved at sætte sit spor på klimaet.
Nu vurderer engelske forskere, at krigen har haft og vil få en klimabelastning, der kan sammenlignes med de årlige CO2-udledninger for hele nationer.
En fremskrivning af drivhusgasudledninger fra de første fire måneder af krigen svarer til mere end det individuelle årlige CO2-aftryk i 26 lande.
Derudover vil genopbygningen af Gaza udlede mere CO2 end Danmarks årlige udledning.
Det viser en ny analyse fra Lancaster University og Queen Mary University of London i England samt tænketanken The Climate Community Project.
»Mens verdens opmærksomhed med rette er fokuseret på den humanitære krise, så er konfliktens klimakonsekvenser også katastrofale,« siger lektor Benjamin Neimark ved Queen Mary University of London, der er medforfatter til studiet, til The Guardian.
Og tallene er iøjnefaldende, mener klimaprofessor Sebastian Mernild, der er leder af SDU Climate Cluster, som har læst studiet.
»Det virker, som om det er ret voldsomme tal, når man sammenligner mængden af udledt CO2 i den væbnede konflikt med de 26 lande,« fortæller han til Videnskab.dk.
Resultaterne er udgivet på preprint-serveren Social Science Research Network, hvilket vil sige, at studiet ikke har været kvalitetstjekket i den såkaldte peer review-proces. De danske forskere, som har læst studiet for Videnskab.dk, vurderer dog, at studiet - trods de usikkerheder, det indebærer - er udtryk for at godt stykke arbejde.
\ »Virkelig godt stykke arbejde«
Da studiet ikke har været læst kritisk af uafhængige forskere i en såkaldt peer review-proces, skal resultaterne læses med forbehold, som du kan læse i artiklen her: Peer review: Sådan foregår tidsskrifters kvalitetstjek.
Den videnskabelige metode i analysen er der dog i princippet ikke noget at komme efter, vurderer professor Ole John Nielsen, som har læst studiet igennem for Videnskab.dk:
»De har gjort et virkelig godt stykke arbejde med at prøve at gøre alting op. De har ganget emissionsfaktorerne sammen og lavet en tabel. Og det har de jo gjort helt korrekt, synes jeg,« siger Ole John Nielsen, der forsker ved Kemisk Institut på Københavns Universitet.
Krigens CO2-aftryk
Baseret på de første 120 dage af krigen estimerer forskerne, at krigen har genereret 652,552 ton CO2-ækvivalenter (tCO2e). CO2-ækvivalenter beskriver den samlede klimapåvirkning, når den omregnes til CO2.
Dermed har krigen udledt mere end det årlige CO2-aftryk i lande som Vanuatu og Grønland, som er sårbare overfor klimaforandringerne.
En stor del af CO2-udledningerne stammer fra Israels landinvasion og luftangreb, og næsten halvdelen af udledningerne kan tilskrives amerikanske transportfly med militærudstyr.
I analysen, der bygger på tilgængelige data fra medierne, har forskerne beregnet CO2-udledninger for blandt andet brændstofforbruget for kampvogne, kampfly og transportfly.
Amerikansk transportfly, som har fløjet ammunition til Israel, stod for næsten 30 procent af alle CO2-udledningerne.
Professor Ole John Nielsen fra Københavns Universitet mener, at resultaterne giver god mening, fordi der unægtelig vil udledes store mængder CO2 i krig i kraft af de transportmidler og våben, der bliver brugt, samt den store genopbygning.
»Når man flyver rundt i kampfly, så bruger man brændstof, og så udleder man også CO2. Når du kører i kampvogne, så bruger du diesel, og så udleder du også CO2,« siger Ole John Nielsen, der forsker i luftforurening og klima ved Kemisk Institut.
Genopbygningen af Gaza
Analysen viser, at kampfly og raketter koster på klimakontoen, men ifølge forskerne er det genopbygningen af Gaza, der bliver den helt store klimasynder.
For mellem 50 til 61 procent af bygninger i Gazastriben er enten beskadigede eller helt ødelagte, estimeres det i en analyse fra amerikanske forskere.
Så tæller man genopbygningen med i klimaregnskabet, så vil det medføre udledninger på 60 millioner ton CO2-ækvivalenter.
Dermed er det mere end 135 landes CO2-udledninger, herunder Danmarks, som i 2022 var 44 millioner ton CO2-ækvivalenter.
»Der er ingen tvivl om, at når et land ødelægges, ligesom i Ukraine-krigen, så skal det også genopbygges på et tidspunkt. Det kommer også med øget produktion af byggematerialer og transport, man skal bryde gamle bygninger ned, og det skal bygges op på ny og så fremdeles,« forklarer Sebastian Mernild.
Samtidig er det svært at vurdere, om genopbygningen på nogen måde kan gøres bæredygtig.
»Gaza er også under israelske embargoforhold (at et land begrænser eller forbyder import og eksport til et andet land, red.), og det kan påvirke, hvad man kan transportere ind af byggematerialer,« siger Sebastian Mernild.
Studiets faldgruber
Studiets resultater er dog behæftet med en vis usikkerhed, understreger Ole John Nielsen, hvilket forskerne også selv fremhæver. For at tage højde for den usikkerhed i de data, som forskerne har fået fra medierne og øvrige kilder, har man valgt at udregne både en øvre og en nedre grænse for hver militæraktivitet, der udleder CO2.
Men den nedre grænse er jo også behæftet med en vis usikkerhed, siger han:
»Jeg tænker, at de kommer meget let hen over det med usikkerheden i beregningen. Men ellers mener jeg, at alting er korrekt.«
Sebastian Mernild stemmer også i:
»Jeg tænker, at deres estimater kommer med nogle ret store usikkerheder.«
Det skyldes blandt andet, at analysen beror på data om eksempelvis antallet af bomber og raketter fra medierne og FN-organer i Gaza og Israel, da man ikke kan få de nøjagtige tal.
»Det er ikke nemt at få adgang til data og informationer, når man bevæger sig ind i en krigszone,« siger Sebastian Mernild.
Hvad koster en krig på klimakontoen?
Det er netop den manglende transparens, som de engelske forskere fremhæver. I studiet skriver de om behovet for, at det bliver obligatorisk, at globale militær indsender data om deres udledninger gennem FN’s klimakonvention.
Lige nu er det frivilligt, og derfor er det kun nogle lande, der indrapporterer deres militærs drivhusgasudledninger ifølge projektet The Military Emissions Gap.
Det rejser spørgsmålet: Er krigsførelse en overset klimasynder, som kræver et større fokus?
Spørger man Ole John Nielsen, er svaret ‘nej’, da klimakrisen skal løses ved, at alle sektorer nedsætter deres CO2-aftryk.
Sebastian Mernild mener imidlertid, at studiet kan være med til at skabe en øget opmærksomhed på en problemstilling, som ikke har været lige så belyst.
»Måske er det ikke det helt centrale, når der er krig. Men omvendt kommer krig også med nogle udgifter på CO2-kontoen, som sætter sit spor på anden vis,« siger han og fortsætter:
»Spørgsmålet er bare hvor meget. Men det at skabe fokus omkring det og lave et estimat er ret spændende.«
Spørgsmålet om krigens klimaaftryk lader os til at gøre sig bemærket hos internationale organisationer. Lige nu er FN i gang med at granske krigens miljøpåvirkning af krigen i Gaza, hvor data tyder på, at der er sket store land-, jord-, og vandforureninger.
Andre forskere er også begyndt at undersøge nuværende krige, hvor et hollandsk forskerhold har haft øje på krigen i Ukraine.
Her skønner forskerne, at det første halvandet års krigsførelse har ført til en udledning på 150 millioner ton CO2. Det svarer cirka til 3,5 gange Danmarks årlige drivhusgasudledninger.
































