Når fiskene forsvinder fra havet, gør den vigtigste kilde til omega-3 det også

Bag sommerens store spørgsmål om, hvornår vi får fiskene tilbage i de indre danske farvande, og hvilken fisk der skal være Danmarks nationalfisk, lurer et meget større spørgsmål: er der fisk nok til alle?

Det forekommer måske ikke vigtigt. Vi kan vel bare spise noget andet!

Der er allerede et stærkt fokus på planterig kost og mindre kød, og det er et skridt i den rigtige retning - hvorfor ikke bare tilføje ’fisk’ til kødet på listen over det, vi skal erstatte med for eksempel bønner.

Der tales uophørligt om planteproteiner, men proteiner er ingen mangelvare på kloden, og det har skabt en ubalance i vores syn på de problemer, fremtiden vil bringe for vores fødevarer.

For den mest begrænsede ernæringsmæssige ressource på kloden findes i havet: de superumættede omega-3 fedtsyrer, specielt fedtsyren DHA (som de fleste kender fra fiskeolie). Og den er ved at forsvinde sammen med resten af livet under overfladen.

Vores hjerne kan ikke leve uden denne fedtsyre

DHA er en såkaldt essentiel fedtsyre, som vi kun kan få via havets fødevarer. Vi mennesker kan ikke omdanne de simplere omega-3 fedtstoffer (for eksempel alfa-linolensyre) fra planter som hørfrø til DHA i tilstrækkelige mængder.

DHA er helt afgørende for, at vores nervesystem og hjerne kan udvikles og fungere.

Hjernen består mest af fedtstof, hvoraf halvdelen er disse særlige fedtsyrer, som vi bedst kan få i rigelige mængder fra havets fødevarer, både fisk, skaldyr og alger (tang).

Og det er faktisk alene algerne, både de små mikroalger og de store havalger, der i bunden af klodens fødenetværk kan syntetisere disse værdifulde fedtsyrer, som derefter vandrer op gennem fødekæderne og beriger især havets fødevarer.

Så vi er tilbage til fisken.

Har vi så fisk (DHA) nok?

To britiske forskere beregnede for nylig, at verdens nuværende fiskeri lige netop kan frembringe DHA nok til bygge og vedligeholde hjerner hos cirka 7 milliarder mennesker, hvor der taget hensyn til tabet i fordøjelsessystemet.

Vi er dog allerede i underskud, fordi vi bruger omkring en tredjedel af fiskeriet til dyrefoder.

Den moderne landbrugsbaserede fødevareproduktion leverer nærmest intet positivt til dette ernæringsregnskab med de essentielle fedtsyrer.

Så der er altså ikke fisk nok til alle og slet ikke til en voksende global befolkning.

Manglen på DHA afspejles allerede i den globale vækst i nervebetingede sygdomme.

I et kommende bogkapitel gennemgår min kollega og jeg den eksisterende forskning i, hvordan mangel på DHA kan hænge sammen med mentale sygdomme. Der er blandt andet grund til at tro, at væksten i ADHD, depression og visse bipolære sygdomme hænger sammen med mangel på DHA.

Spis muslinger, skidtfisk og blæksprutter

Så hvad kan vi gøre? Der er flere ting, vi allerede kan gøre nu, mens vi venter på, at havmiljøplanen bringer vores fisk tilbage: Vi kan starte med at bruge havets fødevarer med større indsigt.

Det gør vi ved først og fremmest at spise fra bunden af fødenetværket, det vil sige tang og muslinger, som for nylig er beregnet til at være de allermest bæredygtige marine fødevarer.

Vi kan også spise alt på fisken (inkl. rogn) og begynde at spise 'skidtfisk' som brisling i stedet for at lave denne fine fisk om til dyrefoder.

Vi kan også spise fremmedartede havdyr som blæksprutter, der for tiden er i vækst.

Endelig kan vi benytte os af havets fødevarer til, i mindre og bæredygtige mængder, at tilføre den umami-smag, som en planterig kost mangler.

Vi kommer ikke udenom opdræt

Den globale løsning på at skaffe nok fisk (og DHA) på længere sigt kommer nødvendigvis til at være baseret på opdræt – der er ikke nok vilde fisk til alle.

Men det er ikke uden miljømæssige problemer, og der kræves en stor forskningsindsats for at udvikle bæredygtigt fiskeopdræt, hvor flere arter af havdyr og tang lever sammen i såkaldte ‘multitrofiske kulturer’ for at udnytte hinandens affaldsstoffer.

Dyrkning af spiselige mikroalger, som både kan levere store mængder af protein og fremstille den værdifulde DHA som en del af deres biologiske aktivitet, er en anden mulighed.

Om den grønne trepart kan få etableret en sund balance mellem land og hav, har vi til gode at se. Det er også meget uklart, om det lykkes at sikre bæredygtighed i den måde, hvorpå vi frembringer, behandler, forbruger og spilder vores fødevarer.

Uanset bør vi ikke overse den kritiske mangel på essentielle fedtsyrer, som vi er ved at miste sammen med livet i havene.