Tager du nogle gange dig selv i at vrisse lidt for meget, når din kæreste eller ven irriterer dig?
Så kan du måske spise omega-3-kapsler og mindske dine aggressioner, lyder påstanden i et nyt britisk metastudie udgivet i tidsskriftet Aggression and Violent Behavior.
Studiet peger på, at omega-3 har en moderat effekt på aggressiv adfærd. Men selvom effekten er moderat, så er den ikke til at tage fejl af og går igen på tværs af køn og alder. Og fordi vold og aggression medfører store økonomiske omkostninger for samfundet, så bør selv mindre effekter tages alvorligt, skriver forskerne bag studiet.
På den baggrund konkluderer de, at omega-3 er en sund, billig og sikker metode til at reducere aggressivitet hos børn og voksne.
Men kan det nu også passe? Bør vi udrulle omega-3 som middel mod aggressiv adfærd i samfundet? Og hvad ved vi i grunden om, hvordan omega-3 påvirker hjernen - og vores adfærd?
Det kan du blive klogere på i denne episode af Brainstorm - Videnskab.dk’s hjernepodcast, hvor Anne Sophie Thingsted igen har fået selskab af Nana Elving Hansen, som er tilbage i podcaststudiet fra ferie.
For at undersøge hvordan omega-3 opfører sig inde i hjernen, og om det virkelig kan gøre os mindre aggressive, har værterne allieret sig med Lotte Lauritzen. Hun er professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i bioaktive lipider og fedtstoffer, og hvordan de påvirker hjernen.
Hør podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app, bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Omega-3 ændrer hjernen - og det kan være hensigtsmæssigt
Meget tyder på, at omega-3 fra fisk ændrer hjernen, og at de ændringer kan være positive i mange situationer.
I Lotte Lauritzens studie fra 2020 undersøgte hun 200 skolebørn, hvor hun fik halvdelen til at spise fisk i 3 måneder, mens den anden halvdel spiste fjerkræ.
Det viste sig, at børnene, der spiste fisk i tre måneder, var bedre til at holde opmærksomheden og havde bedre kognitiv fleksibilitet sammenlignet med børnene, der spiste fjerkræ. Det vil sige, at de var bedre til at koncentrere sig og omstille sig til noget nyt, hvis der for eksempel var ændringer i deres undervisning.
Studiet viste sig også, at børnene, der spiste fisk, havde et bedre såkaldt socio-emotionelt respons på situationer. Det vil sige, at de fik færre angstlignende symptomer som ondt i maven og ked-af-det-hed. De blev også mindre vrede og impulsive.
Studiet fra 2020 er et af mange studier, Lotte Lauritzen og andre forskere har lavet om, hvordan omega-3 fra fisk påvirker vores adfærd og kognition. Flere af dem peger på, at fedtsyren lader til at have effekter, der ligner dem, Lotte Lauritzen fandt i 2020.
\ Læs også
Men én ting er, at omega-3 forbedrer din hukommelse og gør dig mindre stresset og vred. Noget andet er, om det ligefrem kan nedbringe folks tendens til voldelig adfærd...
- Har forskerne bag det britiske studie belæg for at gå ud og sige, at omega-3 kan bruges til at mindske vold på samfundsmæssigt plan?
- Hvad er det, omega-3 gør inde i hjernen, der lader til at føre til bedre hukommelse samt mindre stress, tristhed og vrede?
- Og kan du med fordel tage omega-3 kapsler, hvis du gerne vil høste nogle af stoffets positive effekter?
Find ud af alt det og mere til i denne uges episode af Brainstorm.
Episoden er baseret på Videnskab.dk-artiklen 'Har du svært ved at styre dine aggressioner? Så kan omega-3 måske hjælpe'. Den kan du læse, hvis du vil vide mere om, hvordan det britiske studie er lavet, og hvilke teorier de britiske forskere har om, hvordan omega-3 påvirker hjernen til at mindske voldelig adfærd.
































