Omega-3 kan bremse den biologiske aldring
Men det er »ikke en mirakelkur«, understreger dansk aldringsforsker.
Men det er »ikke en mirakelkur«, understreger dansk aldringsforsker.

Bare ét gram omega-3 om dagen kan bremse hastigheden af den biologiske aldring hos mennesker.
Det viser et nyt studie publiceret i Nature Aging.
»Det er overraskende, at omega-3 i tabletform har den effekt, at det kan bremse den biologiske aldring med, hvad der svarer til lidt under et år, for der er en meget lille effekt på sundhed hos mennesker,« siger aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen, som har læst studiet for Videnskab.dk.
Studiet understøtter altså idéen om, at vi kan påvirke den biologiske alder, og derfor finder han det interessant.
»Og det er godt at se, at det kan lade sig gøre i mere simple interventioner som den her,« siger Morten Scheibye-Knudsen, der er lektor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet.
Studiets resultater kommer på baggrund af et treårigt klinisk forsøg i Schweiz, hvor over 700 ældre voksne blev inddelt i forskellige grupper.
En gruppe indtog ét gram omega-3 om dagen, en anden gruppe fik et dagligt tilskud D-vitamin, en tredje gruppe fulgte et motionsprogram - og andre grupper kombinerede de tre indsatser.
Blodprøver afslørede, at omega-3-forbruget bremsede den biologiske aldring med cirka et år - eller mere konkret; at den biologiske alder går cirka én procent langsommere end normalt.
I det nye studie har forskerne undersøgt over 700 deltagere over 70 år fra Schweiz for at se, hvordan et dagligt omega-3-indtag påvirkede deres biologiske alder over en periode på tre år.
De inddelte indledningsvist deltagerne i otte forskellige grupper, der indtog 2.000 internationale enheder (IE) D-vitamin om dagen (altså fire gange mere end den daglige anbefaling på 500 IE) og/eller tog 1 gram omega-3 om dagen og/eller deltog i et 30-minutters hjemmetræningsprogram 3 gange om ugen over tre år.
For at beregne, hvordan omega-3-indtaget påvirkede deltagernes biologiske aldring, brugte forskerne molekylærbiologiske værktøjer kendt som ’epigenetiske ure’.
Det er ifølge følge Morten Scheibye-Knudsen den bedste metode til at bedømme biologisk alder.
Epigenetiske ure kan bruges til at måle vores biologiske alder på DNA-niveau - det vil sige, hvor hurtigt vi ældes. Som vi kender det fra venner og familie, ældes nogle hurtige, mens andre ældes langsommere. Det kan man måle ret præcist ved at kigge på, hvordan vores DNA ændres med alderen.
Blodprøver afslørede, at omega-3-forbruget moderat bremsede den biologiske aldring med cirka et år. Og at en kombination af omega-3, D-vitamin og motion så ud til at have en endnu større effekt, dog er forskellen ikke statistisk signifikant.
Selvom studiet blev udført på ældre mennesker, er der god grund til, at unge også tænker over deres omega-3-indtag, lyder det fra den danske aldringsforsker.
»Jo ældre man bliver, jo dårligere helbred har man. Så vi vil ofte se en større effekt på den her aldersgruppe,« forklarer Morten Scheibye-Knudsen.
»Men det vil formentlig være en god idé at begynde tidligt at tænke på sit helbred, for vi har data fra mange forsøg med dyr, der understreger, at jo tidligere vi påvirker aldring – om det så er via omega-3 - jo større effekt ser det ud til at have på den lange bane.«
Videnskab.dk sætter i et tema fokus på interventionsforskning, der bidrager til at løse velfærdssamfundets problemer. Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. Læs om aftalen her.
Det er dog »ikke en mirakelkur« at tage omega-3-tilskud, mener Morten Scheibye-Knudsen, og derfor er der heller ingen grund til at ændre på anbefalingerne, der i dag lyder på, at det er en god idé at sikre sig 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fede fisk som for eksempel laks, ørred, sild og makrel.
Der er dog også omega-3 i nogle vegetabilske olier som rapsolie, frø – især hørfrø – nødder som valnødder og nogle grøntsager.
Når det gælder om at bremse den biologiske aldring, er der alligevel nok mere at hente i at løbe en tur, slår Morten Scheibye-Knudsen fast.
»Så du behøver altså ikke bruge så mange penge på tilskud.«