»Hvad er det, jeg har rodet mig ud i,« siger en kvinde og griner, mens vi træder op på en lille gyngende gummibåd.
En skibsfører og en ung guide fra Øresundsakvariet gør os klar til at sejle ud i Øresund og forhåbentlig se en særlig fisk:
Tunen. Og mere specifikt den atlantiske tun (Thunnus thynnus). Denne kæmpemæssige fisk, som kommer svømmende fra Middelhavet mod Danmark, er den største tunart, der findes på Jorden.
I den første halvdel af 1900-tallet var tunfiskeri en stor industri i Danmark. I 1960’erne forsvandt de fra dansk farvand.
Men nu er den tilbage.
Det seneste årti har man igen kunne observere store mængder af den kæmpestore fisk i Danmark. Derfor er Videnskab.dk taget på tunsafari i Øresund for at se fisken med egne øjne.
»Vi kigger efter måger,« fortæller guiden på vores tunsafari, 30-årige Sebastian Boysen Kjær, som er biologistuderende.
Hvis mågerne kredser et sted, betyder det ofte, at der gode chancer for tun, forklarer han.
Sjælden solskinshistorie
Tunfiskens tilbagevenden til Danmark stikker ud som en sjælden succeshistorie i en tid, hvor vi næsten drukner i beretninger om, hvor dårligt de danske farvande har det.
Fjordene dør. Iltsvindet i havene nærmer sig en ‘økologisk katastrofe’. Fiskene forsvinder.
Men tunen er tilbage. Den gjorde comeback i Danmark i 2017, og siden er andelen af tun i de danske farvande steget markant år efter år.
En nærliggende forklaring på det danske tun-comeback er klimaforandringerne. Med varmere havtemperaturer søger nye fisk mod Danmark. Folk har endda spekuleret i, at hvidhajen skulle finde herop på et tidspunkt.
Men tunens tilbagekomst har intet med klimaet at gøre, siger vores tunguide Sebastian Boysen Kjær.
»Det er ikke på grund af klimaforandringer, at den er tilbage. Det er kun på grund af fiskekvoter. Det er en ren solskinshistorie.«
Professor ved National Institute of Aquatic Resources på DTU, Brian MacKenzie, giver vores tunguide delvist ret, da Videnskab.dk fanger professoren på en telefon efterfølgende.
Professoren vil ikke fuldstændigt afvise, at klimaforandringer har haft en betydning. Men en afgørende rolle, har de ikke spillet, mener Brian MacKenzie.
Den fremvoksende tunbestand er i stedet et resultat af noget så tørt som effektiv genopbygningsplan, som EU-landene vedtog i 2007, fortæller professor Brian MacKenzie.
\ Genopbyningsplanen for tun
International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas (ICCAT) er en international organisation, der har fokus på at bevare og beskytte Atlanterhavet og Middelhavets tunfisk.
Organisationen blev oprettet i 1966 som et internationalt samarbejde mellem nationer, der deler samme mål. Der er i dag 54 medlemslande.
Hele den Europæiske Union (EU) er medlem af organisationen som én samlet enhed.
EU-kommissionen forhandler på vegne af alle EU-lande, efter de er blevet enige internt. Efterfølgende fordeler de den samlede kvote mellem EU-landene, så det passer til hvor mange tun et land har mulighed for at fange.
Der bliver besluttet, hvor mange tun der må fanges, hvornår de må fanges og på hvilke måder de må fanges.
Kilde: ICCATs hjemmeside
I genopbygningsplanen var der fokus på den atlantiske tun.
En af de ting, redningsplanen indførte, var at reducere muligheden for at fiske tun, før de er kønsmodne.
»En tun er først kønsmoden når den vejer omkring 30 kg, så hvis man fanger den når den er mindre end det, formerer den sig ikke, og det påvirker bestanden meget,« forklarer Brian Mackenzie.
Professoren beretter om, at han de seneste år har været på ture i Øresund, hvor han har set hundredvis af tun.
Nye fisk i de danske farvande
Tunens tilbagekomst er også en del af en bredere fortælling. En fortælling om et hav i evig forandring.
Erik den Røde bragte i slutningen af 900-tallet sandmuslingen fra Grønland til Island, hvorfra den blev spredt til resten af Nordeuropa. Columbus slæbte invasive arter til Europa fra Caribien i 1400-tallet – og da dampskibet blev opfundet i 1806 tog udviklingen fart.
Det er også den udvikling, vi ser i dag. For mens der bliver færre torsk og skrubber langs kysterne, finder flere nye arter vej til dansk farvand.
\ Hvad sker der, når havet forandrer sig?
Havet forandrer sig. Særligt i disse år.
Forurening, iltsvind og overfiskeri plager store og små arter. Havniveaustigninger og voldsomt vejr truer de danske kyster.
Gennem 8 artikler stiller Videnskab.dk skarpt på, hvad der sker, når havet forandrer sig. Serien løber fra november til december.
Artikelserien er en del af Videnskabernes Selskabs formidlingsinitiativ ‘VidenSkaber’.
‘VidenSkaber’ er støttet af Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Faktisk registreres der næsten hvert år én eller flere nye fiskearter for Danmark, ifølge forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, der står bag et det danske fiskeatlas.
For eksempel har to størarter - den europæiske og vestatlantiske - nu etableret sig i Danmark. Mens den lille fjæsing (Echiichthys vipera), som indtil for få år siden herhjemme kun var kendt fra Nordsøen, er gået voldsomt frem.
Det skriver forskerne om i en artikel på Videnskab.dk. Tilkomsten af nye arter skyldes i det store hele en bedre forvaltning af fiskene, skriver forskerne også.
Om ændringerne i sammensætningen af arter er godt eller dårligt nyt for biodiversiteten herhjemme, er der imidlertid uenighed om.
Et studie fra Aarhus Universitet kunne i 2024 berette om, at alger, krabber, muslinger og fisk fra andre steder på kloden vælter ind i Europa - og i Danmark. Den store konklusion i studiet var dog, at vi endnu ved ikke, om det er godt eller skidt.
Ikke i humør til at springe
På gummibåden deler Sebastian Boysen Kjær ud af fakta og fortællinger, mens vi stadig venter på at spotte de tun, som altså stortrives herhjemme.
Tunen kan veje op til 900 kilo. Nogenlunde det samme som en ko. De kan desuden svømme 80 km/t. Den største tun fanget i Danmark vejede 500 kilo, opremser han.
I gamle dage tog folk til Danmark for at se og fange den kæmpe fisk, fortæller vores guide:
»Vi havde en kæmpe tunindustri i 1940’erne og 1950’erne, men pludselig var de blevet fisket væk.«
\ Professor: Vi kan sagtens fiske mere tun i Danmark
Fiskeriminister Jacob Jensen mener, at vi i Danmark bør få lov til at fange mere tun, fordi bestanden er vokset.
Forsker Brian MacKenzie er som udgangspunkt enig, men han erkender, at der stadig skal forskes yderligere.
»Den voksende tunbestand er stadig meget ny. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor mange tun der kommer til danske farvande eller hvilke faktorer, der styrer det.«
»Jeg ville dog gætte på, at tunbestanden er på cirka samme niveau nu som den var i 1940’erne og 1950’erne. Og så burde vi kunne fange mange flere.«
Danmark må lige nu fange 5 ton tun hver sæson. Lande der i mange år har haft en tunindustri, som Spanien og Frankrig, må fange over 6500 ton hver.
Vores naboland Norge må fange 387 ton.
Hvis Danmark skal få lov til at fange flere tun af EU, skal der være tilstrækkeligt bevis for at der er så mange tun, der svømmer rundt i vores farvand, som forskere regner med. Det tager tid at bevise, siger Brian MacKenzie.
Dagens tunsafari giver os en følelse af, hvordan de nok har haft i 1960’erne, da tunene pludselig var væk.
Efter omkring 2 timer til søs må skipper og guide konstatere, at vi ikke får nogen tun at se denne gang.
»Så får vi vel pengene tilbage?« bliver der joket med på båden. Billetten har kostet mellem 390 og 490 kroner.
»Ja selvfølgelig,« griner guiden, hvorefter han forklarer, at der desværre ikke er tungaranti på safarien.
