Jordskælv i Italien: Forskere, ingeniører og politikere bør samarbejde

Italien er endnu engang blevet ramt af et kraftigt jordskælv, der har kostet mange menneskeliv.

Jordskælvet målte 6,2 på richterskalaen og havde sit epicenter i den centrale del af landet cirka 10 kilometer sydvest for Norcia i et område, der hedder Appenninerne.

Det er kun 7 år siden, i 2009, at den italienske bjergby L'Aquila, der kun ligger 90 kilometer væk, blev ramt af et jordskælv, der målte 6,3 på richterskalaen og kostede omkring 300 mennesker livet.

Det nylige jordskælv i Norcia ramte meget tidligt om morgen klokken 03.36 lokal tid. Mere end 240 mennesker er omkommet, men det endelige antal vides endnu ikke.

Adskillige bygninger er styrtet i grus, og flere personer ligger stadig begravet under ruinerne.

LÆS OGSÅ: Alt, hvad du vil vide om jordskælv

Jordskælvet er ikke en overraskelse

Jordskælvet i Norcia kommer ikke som en overraskelse.

Italien ligger i et område, hvor der er flere pladetektoniske kræfter på spil.

Landet ligger nemlig på pladegrænsen mellem to kontinentalplader, den eurasiske og den afrikanske plade, hvor den sidstnævnte er dykket under den anden.

Den afrikanske kontinentalplade trækker nedad i forhold til den eurasiske, og derved dannes en nedsænkningszone/subduktionszone, hvilket blandt andet er kræfterne bag adskillige naturlige fænomener som eksempelvis vulkanen Vesuv ved Napolibugten.

Kontinentpladerne konvergerer (nærmer sig hinanden, red.) cirka 5 mm om året.

LÆS OGSÅ: Kan mennesker være skyld i jordskælv?

Jordskorpen bevæger sig

Appenninerne består af to bjergkædebuer, den umbriske bue, som udgør de nordlige og de centrale Appenniner, og den kalabriske bue eller de sydlige Appenniner.

Begge jordskælv i henholdvis L’Aquila og Norcia har ramt under de centrale Appenniner, der udgør Italiens bjergfyldte højderyg, og som menes at være dannet ved sammenstødet mellem den afrikanske og den eurasiatiske plade i kridt-tiden – den samme tektoniske episode, som også formede Alperne, og som stadig manifesterer sig i form af jordskælv.

Jordskorpen under Appenninerne og det centrale og vestlige Italien bevæger sig; den østlige del af det centrale Italien bevæger sig i nordøstlig retning i forhold til Rom.

Det resulterer i, at regionen oplever en hel del spændinger, hvor en del af jorden synker i forhold til resten, i takt med at jordskorpen bliver strukket.

Spændingerne i de centrale Appenniner er korte og strukturmæssigt komplekse, så jordskælvene er globalt set ikke kraftige.

LÆS OGSÅ: Overvågning af dyr kan forvarsle jordskælv

Overfladiske og komplekse jordskælv volder stor skade

De største jordskælv omkring Appenninerne måler cirka 6,8 til 7,0 på richterskalaen.

Men fordi jordskælvene er overfladiske og strukturmæssigt komplekse, og fordi de lokale byer har mange sårbare og udsatte bygninger, kan rystelserne fra jordskælvene forårsage meget voldsomme skader og koste mange liv i bebyggede områder.

Regionen lader også til at være udsat for hele klynger af jordskælv, hvor relativt stille perioder bliver afbrudt af kraftige jordskælv.

Norcia og L’Aquila ligger i hver sin ende af en stor jordskælvszone i Appenninerne.

Det nylige jordskælv i Norcia ramte blot 90 kilometer nordøst for jordskælvet i L’Aquila og meget tæt på 1979-Norcia-jordskælvets epicenter (som målte 5,9 på richterskalaen).

LÆS OGSÅ: Katastrofer: Bygninger dræber – ikke jordskælv

Området har oplevet jodskælv i mindst 700 år

Men områdets jordskælvshistorie går mindst 700 år tilbage. I løbet af denne periode er regionen blevet ramt af mindst 6 jordskælv, som har været skyld i meget alvorlige rystelser.

Amatrice, der også blev ramt af det nylige jordskælv, blev nærmest tilintetgjort i 1639. Kun få årtier senere - i 1703 - blev cirka 10.000 mennesker i Norcia, Montereale, L'Aquila og det omkringliggende område dræbt af 3 jordskælv, der målte mellem 6,2 og 6,7 på richterskalaen.

Dele af Norcia blev efterfølgende bygget oven på overfladerevnen, der blev skabt af jordskælvet i 1703. I 1997 blev 11 mennesker dræbt af endnu et jordskælv.

LÆS OGSÅ: 10 myter om jordskælv

Mindst 4 efterskælv på 2,5 time

I det nylige jordskælv skønner man, at cirka 13.000 mennesker kunne mærke de kraftige rystelser, der varede 10-20 sekunder.

Skaderne vurderes til at komme til at koste mere end 100 millioner dollars (cirka 660 millioner kroner, red.), men kan endda komme til at beløbe sig på så meget som 1 milliard dollars (cirka 6,6 milliarder kroner, red.), og Armatrice lader til at være et af de hårdest ramte områder.

Nu står hele regionen over for en længerevarende række efterskælv. (Se faktaboks)

I løbet af de første 2,5 timer efter hovedskælvet registrerede US Geological Survey mindst 4 mindre efterskælv, der målte omkring 4,5 på richterskalaen.

Mere end 10.000 efterskælv blev registreret efter jordskælvet i L'Aquila i 2009.

LÆS OGSÅ: Giga-vulkan skabte jordskælv i England og Danmark

Kendskab til risisci har ikke medført foranstaltninger

Vi har bemærket, at der i regionen er fremragende videnskabelig information om farerne og risici, og at formidlingen konstant bliver forbedret.

Men kendskabet til risici og fare har ikke nødvendigvis betydet, at der er blevet indført foranstaltninger, der straks reducerer det økonomiske tab og dødsfald i forbindelse med jordskælv.

Efter jordskælvet i L'Aquila blev seks geologer sigtet for uagtsomt manddrab for at have svigtet deres ansvar, fordi de havde undervurderet risikoen for jordskælv i området.

Selvom sigtelserne frafaldt, markerede sigtelsen en betydningsfuld udvikling i måden, vi tildeler skyld efter store naturlige hændelser og særligt med hensyn til effektiv kommunikation af risici og fare.

LÆS OGSÅ: Seks års fængsel til forskere for jordskælv

L'Aquila er stadig ikke genopbygget

Ifølge Irish Times fremstår L'Aquilas bymidte stadig som en 'ikke-genopbygget spøgselsesby'.

Der er stadig mange faldefærdige bygninger, og genopbyggelsesprocessen har været plaget af forstyrrelser, afbrydelser og mangelfuld offentlig finansiering.

Både jordskælvet i L’Aquila i 2009 og den seneste hændelse understreger, hvor utroligt vigtigt det er, at risikovurderingen fører til forbedringer af infrastrukturen, så den bliver mere modstandsdygtig over for store rystelser.

Vi bør fokusere på at sammenkæde videnskaben, ingeniørvidenskaben og politiske målsætninger, og det er ofte den allerstørste udfordring verden over.

Mike Sandiford modtager støtte fra Australian Research Council. Mark Quigley og Mike Sandiford hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark