Seks års fængsel til forskere for jordskælv
Seks italienske videnskabsmænd er kendt skyldig i manddrab og har hver fået en dom på seks års ubetinget fængsel, efter de i 2009 ikke advarede om et stort jordskælv. 'Rystende', siger dansk geolog.

Mindst 309 mennesker omkom, da de dårligt sikrede huse skvattede sammen på grund af jordskælvet. Ifølge en lokal italiensk domstol er det seismologerne, der har begået manddrab. (Foto: Colourbox)

Natten til 6. april 2009 blev bjergbyen L’Aquila ramt af det mest dræbende jordskælv i Italien i 30 år. Mindst 309 mennesker omkom i jordskælvet, der målte 6,3 på Richter-skalaen. Omkring 1.000 mennesker blev kvæstet og titusindvis af bygninger blev smadret.

Forud for jordskælvet havde seks seismologer og en regeringsembedsmand i ’Italiens Nationale Kommission til Varsel og Forebyggelse af Store Risici’ vurderet, at det var »usandsynligt« at et større jordskælv ville ramme området på trods af flere små skælv i månederne op til 6. april.

Nu er de seks videnskabsmænd og embedsmanden hver især af en lokal domstol blevet idømt seks års ubetinget fængsel for mord. Udover fængselsstraffen skal de betale sagens omkostninger og erstatninger for i alt 67 millioner kroner. De anker sandsynligvis dommen.

Dommen er rystende, mener seniorforsker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Trine Dahl-Jensen. Hun har aldrig hørt om noget lignende.

Mangelfuld varsling om jordskælv?

Trine Dahl-Jensen mener, de seks seismologer og embedsmanden er blevet gjort til syndebukke for en naturkatastrofe.

»Der er ikke nogen, der har skylden for en naturkatastrofe. Det er forkert at placere skylden på nogen i sådan en situation,« siger hun.

Op til det store jordskælv var der møde i kommissionen, hvor de seks seismologer blev enige om, at der ikke var nok tegn på, at et stort jordskælv var under opsejling. Det sendte de ud som en officiel erklæring.

»De havde ingen reel mulighed for at forudse, at der ville komme et jordskælv. Det er der ingen, der har. Så vurderingen beror på deres professionelle skøn,« siger Trine Dahl-Jensen.

Hvis de skulle have sendt en erklæring ud, der var i overensstemmelse med, hvad man har mulighed for at vurdere med nutidens viden, så skulle de have sagt, at der formentlig kom et jordskælv mellem i dag og for eksempel 30 år frem, forklarer Trine Dahl-Jensen.

»Men det ville bare skabe unødig utryghed i befolkningen,« siger hun.

Italien oplever mange jordskælv

Jordskælvets epicenter var tæt på byen L'Aquila, der rummede mange gamle bygninger. Byen blev grundlagt allerede i 1200-tallet. (Foto: Colourbox)

Ifølge U.S Geological Survey har der været over 40 jordskælv med en styrke på mere end 6,7 på Richter-skalaen i Italien de sidste 100 år. Så jordskælv som det, der ramte L’Aquila, er ikke en sjældenhed.

Alligevel har der i Italien ikke været tradition for at jordskælvssikre, som man gør i for eksempel Tokyo og San Francisco. Jordskælvet, der ramte Tokyo for halvandet år siden, var meget voldsommere end det i L’Aquila, men Tokyo findes altså endnu.

»Risikovurderingen har svigtet ved, at seismologer i årevis ikke har været gode nok til at gøre befolkningen klar over den generelle risiko. Husene faldt jo sammen om ørerne på folk, for de ikke var jordskælvssikrede,« siger Trine Dahl-Jensen.

Seismologer er rystede

Trine Dahl-Jensen vil ikke gisne om, hvordan hun selv havde vurderet risikoen ud fra de oplysninger, de seks seismologer havde, men hun havde helt sikkert ikke formuleret risikovurderingen, som det blev gjort.

»Ordlyden af risikovurderingen, jeg har læst i pressen, er embedsmandens – en seismolog ville aldrig formulere sig sådan. Det havde jeg nok gjort anderledes,« siger Trine Dahl-Jensen.

»Det er i høj grad udfordringen i det her: At vi skal være meget omhyggelige med at være uhyggeligt videnskabelige, samtidig med at vi skal gøre medier og befolkningen opmærksomme på begrænsningerne i vores fag. For vi kan ikke forudsige et jordskælv,« siger hun.

Både hun og hendes kolleger – i særdeleshed de italienske – er rystede over dommen.

Trine Dahl-Jensen vurderer, at dommen får den konsekvens, at risikovurderingskommissionen i Italien får svært ved at få genbesat de dømtes pladser, så rådgivningen dermed bliver dårligere.

I sidste ende betyder det, at den italienske befolkning er dårligere stillet mod jordskælv.

Trine Dahl-Jensen fremhæver, at hun ikke kender nogen af de dømte seismologer personligt.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.