Da jeg i april 2016, umiddelbart inden jeg skulle aflevere min ph.d.-afhandling i kemi, fløj fra Billund Lufthavn til Schiphol Lufthavn i Holland for at deltage i en jobsamtale i håb om at få en postdoc-stilling, havde jeg igen og igen måttet forklare familiemedlemmer, hvad i alverden en 'postdoc' var.
\ Historien kort:
- Den akademiske verden er fuld af svært tilgængelige grader og titler.
- Efter at have taget en ph.d.-grad står unge forskere ved en korsvej: Skal de forske videre eller søge arbejde uden for universiteternes mure?
- Hvis man vil forske videre efter ph.d.’en, er det naturligt at få en stilling som postdoc uden for landets grænser.
Hvorfor var den vigtig? Skulle den absolut laves i udlandet? Skulle den forsvares ligesom ph.d.-graden? Hvor lang tid ville det tage, og hvad skulle der ske efter postdoc'en?
Sandheden er, at da jeg startede i mit nye job, var der en del af spørgsmålene, jeg ikke selv kunne svare på. Jeg anede ikke, hvor længe det ville tage, eller hvad der skulle ske efterfølgende.
Efter nu at have fået et års erfaring med stillingen, håber jeg at kunne forklare, hvad jeg bruger min tid på som postdoc.
Hvad er en postdoc?
Ordet postdoc, som via omveje må have sin oprindelse i latin, har ifølge Dansk Sprognævn været i det danske sprog siden 1991. Ordet kommer umiddelbart fra engelsk, hvor det er en kort form af det lidt længere 'postdoctoral researcher'.
Der er altså tale om en person, der laver 'postdoktoral' forskning, hvilket vil sige forskning, der kommer efter 'doktoren' (ph.d.-graden, se faktaboks).
En postdoc er en midlertidig stilling på typisk mellem ét og tre år. Jeg blev selv ansat for et enkelt år til at starte med og er nu blevet forlænget med to år mere.
Primære opgave er forskning i laboratoriet
Min primære arbejdsopgave er at udføre forskning i laboratoriet. Vi har en begrundet hypotese om, at sukkerstoffer, der er bundet kemisk til proteiner, har en indflydelse på, hvordan disse proteiner optages og nedbrydes af immunceller.
Da disse sukkerstoffer ofte er ændret på bestemte måder på kræftceller, kan viden om dette potentielt føre til udviklingen af kræftvacciner på lang sigt.
Projektet består i at vise, at denne hypotese virkelig er (eller ikke er) rigtig. Jeg læser derfor løbende forskningsartikler om emnet til inspiration, designer eksperimenter, der skal vise det ønskede, og udfører dem i laboratoriet.
Mit projekt er inddelt i flere underprojekter, der handler om forskellige klasser af sukkerstoffer, hvilket kemisk set er forskellige udfordringer.
Forsker, underviser og fundraiser
\ Doktor- vs. ph.d.-grad
I Danmark kan man af historiske årsager ikke, som i andre lande, kalde sig doktor efter opnåelse af ph.d.-graden.
Årsagen er, at vi i Danmark har bevaret den gamle doktorgrad, som er en titel, man normalt kan gøre sig fortjent til efter mange års succesfuld forskning ved et universitet.
Forskningen samles i en doktordisputats og forsvares ved et forsvar.
Doktorgraden er altså ikke, som ph.d.-graden, noget, man opnår ved afslutning af et uddannelsesforløb, men derimod en slags videnskabelig ærestitel.
En del af arbejdet foregår dog uden for laboratoriet. Udover forskning kan der også være andre arbejdsopgaver, såsom undervisning og/eller praktisk vejledning af bachelor-, kandidat- eller ph.d.-studerende, i en postdoc-stilling, hvis ens arbejdsgiver ønsker det.
Derfor har jeg det seneste år forberedt og afholdt forelæsninger på kandidatniveau om kemisk forskning i immunologi, og jeg støtter så vidt muligt de studerende i det daglige arbejde med hensyn til både teori og praksis i det laboratorium, jeg arbejder i.
Det gælder eksempelvis sikker håndtering af bestemte typer kemikalier eller design og udførelse af eksperimenter.
Det er også meget almindeligt, at postdocs sideløbende med forskningen ansøger om nye midler fra fonde, enten til fortsættelse af igangværende projekter, til en eventuel fremtidig postdoc-stilling ved et andet universitet eller måske – hvis ambitionen og erfaringen rækker – til etablering af egen, selvstændig forskningsgruppe.
På mit første år som postdoc har jeg selv tilbragt omkring halvanden måned (fuld tid) på at skrive ansøgninger til to danske fonde.
Jeg var heldig at modtage et års finansiering fra Lundbeckfonden. Det betyder, at jeg kan fortsætte i min nuværende stilling lidt længere, end der var udsigt til fra start.
En del fonde, især i Europa, sætter i dag en grænse på tre til syv år for, hvor længe man efter endt ph.d.-uddannelse kan ansøge om postdoc-legater. Herefter er det tid til at starte egen gruppe eller søge job uden for universiteterne.
Postdoc er en usikker tilværelse
Det var ikke altid givet, at jeg skulle være postdoc. For mig personligt var det noget, der for alvor blev et centralt spørgsmål på det sidste år af ph.d.'en. Jeg måtte spørge mig selv, om jeg fortsat skulle lave forskning efter studiet.
Ph.d.-uddannelsen giver ikke blot indsigt i, hvordan forskning udføres, men ruster også én til eksempelvis undervisning, formidling eller konsulentarbejde. Det hørte med til overvejelserne, at tiden som postdoc er præget af en del personlig usikkerhed, da den typisk foregår langt fra ens sociale netværk og ofte består af etårige kontrakter med usikre fremtidsudsigter.
Og hvad med min kæreste? Ville hun tage med til udlandet, og ville hun kunne få relevant arbejde der? En postdoc foregår typisk i udlandet, fordi både den akademiske verden, fondene og industrien lægger stor vægt på international erfaring.
Faktisk giver de fleste fonde i dag kun midler til postdoc-stillinger i ens hjemland på betingelse af, at man allerede har været i udlandet som postdoc. Jeg kender flere nyuddannede ph.d.'er, der som jeg typisk er sidst i 20’erne og måske har familiedrømme, og som ikke fandt dette attraktivt.
Forskning var og er drømmen
Jeg tænkte nu alligevel umiddelbart, at jeg skulle lave forskning. Mest fordi jeg er så enormt glad for den konstante udfordring, der ligger i at sætte sig ind i nye problemstillinger og få ideer til, hvordan de løses.
Det får mig til at føle, at jeg bruger min viden fra alle studieårene aktivt, og det trives jeg med. Jeg brænder nemlig for viden og indsigt.
Jeg havde også en ikke ubetydelig frygt for resten af mit arbejdsliv at skulle løse rutineopgaver i en kemisk produktionsenhed. Industrien føltes ærligt talt som en anden og ukendt verden, som universitetet ikke havde givet mig indblik i. En postdoc var derfor stadig drømmen for mig.
Men der er hård konkurrence ved fondene, og min vejleder og jeg følte på daværende tidspunkt ikke, at jeg havde resultater (videnskabelige artikler) nok på CV'et endnu til at skrive en kvalificeret fondsansøgning.
Dertil er det langt fra sikkert, at selv en god ansøgning udløser et legat. Jeg kunne have ventet på, at artiklerne, som var under udarbejdelse, blev publiceret efter endt studie, men der er lang behandlingstid for ansøgninger ved fondene (ofte mere end et halvt år). Hvad skulle jeg så lave, mens jeg ventede?
Grundforskning i et nyt felt
Min umiddelbare knibe løste sig selv. En ansøgningsmulighed til en postdoc-stilling ved Leiden Universitet dukkede pludselig op via en af min vejleders kontakter, efter jeg selv havde gjort mig mange overvejelser om interesseområdet.
Min ambition var nemlig at skifte retning fra ren kemisk forskning til noget mere biologisk orienteret. Sådan at finde frem til en postdoc-stilling via det videnskabelige netværk er også efter min erfaring almindeligt blandt nyudklækkede ph.d.'er. Uden den mulighed tror jeg, at jeg havde følt mig tvunget ud i en anden karrierevej.
Heldigvis fik jeg tilbudt jobbet og dermed chancen for at arbejde med immunsystemet, hvilket for mig er et spændende retningsskift og en udfordrende problemstilling som kemiker.
Arbejdet er utroligt spændende, for selvom vi arbejder med grundforskning, er det svært ikke i det skjulte at tro og håbe lidt på, at det, vi finder ud af, måske senere kan blive til nye og bedre behandlingsmuligheder for syge mennesker.
Jeg slog derfor omgående til og sprang ud i det ukendte, da chancen var der. Det har jeg ikke fortrudt siden.
Hvad skal der ske bagefter?
Retrospektivt ser rejsen væsentligt lettere ud, end jeg ved, den har været.
Efter det maraton, det er at skrive en afhandling, havde min kæreste og jeg tre stressede uger, efter min afhandling var afleveret, til at pakke lejlighed ned, forlade Aarhus og rejse sydpå inden jobstart.
Ting som bolig, sundhedsforsikring og registrering i Holland blev klaret i farten. Til vores lettelse fandt min kæreste faktisk en god stilling dernede på forhånd. Endnu en lyksalig tilfældighed.
Nu finder jeg pludselig mig selv i en stilling, som jeg ikke dengang vidste, om jeg kunne udfylde. Jeg har siden lært, at det kan jeg godt, og den stress, der stadig sidder i kroppen efter ph.d.-afhandlingen, fortager sig nu.
Jeg bliver stadig tit spurgt, hvad der skal ske efter min tid som postdoc. Her er juryen stadig ude. Jeg ved det simpelthen ikke.
\ Læs mere
De fleste postdocs ender uden for universiteterne
Ifølge en undersøgelse udgivet af Danmarks Grundforskningsfond svarer mindst 90 procent af de adspurgte postdocs i Danmark, at de ønsker at blive i den akademiske verden. Cirka 10 procent får senere en fastansættelse.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Så jeg er ikke alene, når jeg siger, at jeg ønsker at fortsætte med at lave fri forskning. Samtidig er jeg dog tvunget til at se i øjnene, at chancerne er små.
Men den gode nyhed er, at mens jeg venter på at finde svaret på spørgsmålet, forbedrer jeg mine kompetencer, også til en eventuel industriel ansættelse.
Jeg udvider min videnskabelige erfaring med nye og anderledes projekter og udvikler en mere selvstændig tilgang til projektstyring. Derudover ser jeg en anden kultur indefra og arbejder i et højst internationalt orienteret miljø.
Ifølge Danmarks Grundforskningsfond ser virksomhedsledere med stor entusiasme på sådan en baggrund, så jeg er forsigtigt optimistisk på egne vegne.
