KORT NYT FRA UDLANDET
Den nu 102-årige neonatolog Ingeborg Rapoport husker tydeligt den dag i 1938, hvor hun som 25-årig stolt overlod sin ph.d. om difteri i hænderne på professoren ved Hamburg Universitet. Det var nemlig også den dag, hun »af racemæssige årsager« blev nægtet at forsvare det ellers roste stykke arbejde.
77 år senere sker retfædigheden fyldest, da den halvt-jødiske Ingeborg Rapoport i onsdags får lov til at forsvare afhandlingen, skriver thewallstreetjournal.com.
»Det var en meget god eksamen. Fru Rapoport har samlet bemærkelsesværdig viden om, hvad der er sket siden dengang. Navnlig i betragtning af hendes alder, var hun strålende,« siger dekan Dr. Uwe Koch-Gromus til thewallstreetjournal.com.
Han indtog onsdag, sammen med to andre professorer, rollen som censor i Ingeborg Rapoports lejlighed i Berlin.
Før den aldrende kvinde flyttede tilbage til Østberlin i 1950, flygtede hun kort tid efter hændelsen med ph.d.-afhandlingen til USA, hvor hun søgte ind på 48 lægestudier og blev accepteret på en: The Women’s Medical College of Pennsylvania i Philadelphia. Det var også på udebane, hun stiftede familie.
Ingeborg Rapoport mener selv, at hun trods megen modgang har haft en yderst heldig skæbne:
»Jeg har været chokerende heldig i alt dette. For mig at se, er alt gået godt: Jeg har haft de bedste lærere i USA, jeg har fundet min mand og jeg har fået mine børn,« siger hun til thewallstreetjournal.com.
Med sine 102 år slår hun den hidtidige ph.d.-rekord, der indtil for nylig lød på 97 år.
Læs også:
Sådan gør nazister unge til ekstremister
Arkæologer: Vi har fundet nazi-skjul i Argentina
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv

































