Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Kvindelige postdocs får dårligere anbefalinger

Annonce:

Kvindelige ansøgere af postdoc-stillinger i geologi er 10 procent mindre tilbøjelige end deres mandlige kollegaer til at få 'fremragende' anbefalinger. Det viser et nyt studie, skriver nature.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Geoscience.

Postdoc er en tidsbegrænset videnskabelig stilling, som forudsætter en ph.d.-grad. Stillingen påbegyndes ofte umiddelbart efter opnåelsen af ph.d.-graden, og for at få denne stilling spiller en god anbefaling en stor rolle.

Og her viser det nye studie, at der er et ligestillingsproblem inden for de geologiske fag. Kvinder er nemlig mindre tilbøjelige til at modtage ’fremragende’ anbefalinger fra deres mentorer, og det er uanset, hvilket køn mentoren har, og uanset, hvor i verden ansøgeren befinder sig.

»Disse resultater afslører et reelt problem inden for geologien, ligesom det ses inden for andre discipliner,« siger Kuheli Dutt, forsker i socialvidenskab på Columbia University i New York og hovedforfatter af studiet, til nature.com.

Hun tilføjer, at kvinder står i en ufordelagtig situation fra starten af, da de opfattes som mindre kompetente end deres mandlige kolleger.

Forskerne analyserede tonen og længden af 1.224 anbefalinger til postdoc-stillinger inden for geologiske fag i perioden 2007 til 2012. Anbefalingerne var rettet mod forskere fra 54 lande. Forskerne klassificerede dem herefter som ’fremragende’, ’gode’ eller ’tvivlsomme’.

Annonce:

Langt de fleste anbefalinger blev rangeret som ’gode’. 24 procent af anbefalingerne til de mandlige ansøgere var ’fremragende’, mens det samme kun gjaldt for 15 procent af de kvindelige ansøgere.

At mandlige og kvindelige mentorer var lige tilbøjelige til at give mændene bedre anbefalinger viser, at der er implicitte biases og stereotyper i spil, siger Kuheli Dutt.

I USA er 41 procent af alle personer med en ph.d-grad i naturvidenskabelige fag kvinder. Men i 2012-2013 udgjorde kvinderne kun 24 procent af postdoc-stillingerne. Ifølge Kuheli Dutt bidrager flere faktorer til dette, men biases i opfattelsen af kvinder på postdoc-niveau er vigtige, og anbefalinger fra mentorer spiller en stor rolle i at få disse stillinger.

Forskere har tidligere fundet lignede biases i fag som kemi, medicin og psykologi. Her brugte mentorerne flere højt rosende adjektiver som 'bemærkelsesværdig' og 'enestående' om mænd, hvor kvinder var mere tilbøjelige til at blive beskrevet med adjektiver som 'hårdtarbejdende'.