Hader du katte, fordi de er asociale? Så skal du måske ændre din egen adfærd
Kilde: 
22 januar 2019

Det hænder, at katte får skudt i skoen, at de er reserverede og stædige dyr, der ikke rigtigt gider at være i nærheden af dig, medmindre du har en lækker kattesnack med.

Men det er altså ikke helt rigtigt ifølge et nyt studie.

Det skriver Washington Post.

Det nye studie viser, at hvis du giver katte opmærksomhed, vil de rigtig gerne være sammen med dig.

Det kom forskere fra Oregon State University frem til ved hjælp af 2 eksperimenter med 46 katte i henholdsvis et internat og i deres eget hjem.

  1. I det første forsøg sad en fremmed person midt i et rum med katten i to minutter, men ignorerede den. De efterfølgende to minutter måtte den fremmede kalde på katten og kæle med den, hvis den kom i nærheden.
  2. I det andet forsøg indgik udelukkende kæledyrs-katte, som gennemgik samme to scenarier, men med deres ejer.

I de to minutter, hvor kattene fik opmærksomhed, var kattene i gennemsnit langt mere interesserede i kontakt med personen i rummet. Især internat-kattene var interesserede i at være sociale.

Man skal dog passe på med at konkludere for meget om forskellene mellem kæledyrs-kattene og internat-kattene, siger forskeren John Bradshaw, der ikke har været med i studiet. 

Katte er nemlig territoriale dyr, og det, at det kun var kæledyrs-kattene, der var i kendte omgivelser, kan have påvirket resultatet, eftersom katte opfører sig temmeligt forskelligt, afhængigt af deres omgivelser, siger John Bradshaw, der er biolog ved University of Bristol.

Ifølge forskerne bag studiet er det, som vi mennesker kan lære af forsøgene, at det er vigtigt at forsøge at interagere med sin kat.

»Jeg tror, der er en ide om, at hunde er sådan og sådan, og katte er sådan og sådan. Men der er stor variation i begge grupper. Ved at tilbyde en gnaven kat lidt kærlighed, kan du faktisk måske hjælpe den til at blive mere social,« siger den ledende forsker bag studiet, Kristyn R. Vitale, post.doc. i dyreadfærd ved Oregon State University, til Washington Post.

Studiet er udgivet i Behavioural Processes.

LÆS OGSÅ: Har dyr menneskelige følelser?

LÆS OGSÅ: Hvordan spinder katte – og hvorfor?

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.