Jorden bliver varmere og varmere. Det får bl.a. isen på Arktis til at smelte hurtigt, men det har også andre konsekvenser: Klimaforskere og smarte ingeniører verden over kommer længere og længere op i det røde felt og kommer med flere og flere vilde forslag til, hvordan vi kan bremse den globale opvarmning.
Det seneste vilde bud kommer fra professor ved Edinburgh University Stephen Salter. På et møde med engelske parlamentsmedlemmer har han foreslået, at politikerne stopper afsmeltningen af is i Arktis ved at bygge kæmpe tårne, der kaster havvand op i atmosfæren.
Tanken er ifølge BBC, at dysser i toppen af tårnene spreder havvandet så meget, at de fine dråber danner bittesmå kerner, som vanddamp kan kondensere omkring. De små kerner gør skyerne tættere og hvidere, så de kaster mere af Solens energi tilbage ud i rummet.
‘100 tårne kan redde Arktis’ is’
Stephen Salter sagde til politikerne, at tårnene burde stå mod nord, hvor der er tilstrækkeligt med landjord og ren luft. Så kan man lokalt ved hjælp af tårnene afkøle havvandet, som flyder videre til Arktis.
Han foreslår selv Beringstrædet – grænsen mellem Rusland og Alaska – som én af to muligheder. Den anden oplagte mulighed ligger på dansk grund: Færøerne.
»Alle, der arbejder med geo-engeneering, håber, det ikke bliver nødvendigt at med sådan nogle løsninger her – men vi frygter det,« sagde Stephen Salter ifølge BBC.
Professoren gætter på, at det vil være nødvendigt at bygge 100 tårne, som skulle køre på én eller anden form for vedvarende energi.
Idé kræver virkelig meget vand
Tanken vækker mildt sagt undren hos Eigil Kaas, professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
»Der skal meget store energimængder til, for det er enorme mængder vand, man skal have op i atmosfæren, før det har en effekt. Og hvis du uden videre sender en masse vanddråber op i atmosfæren, vil de bare fordampe, så det er umiddelbart et fantasifuldt forslag, BBC beskriver,« bemærker Eigil Kaas, der selv blev ph.d. på en afhandling om meteorologi og klimadynamik.
Eigil Kaas tænker sig lidt om og skruer så en ekstra tak på karakteristikken af Stephen Salters idé:
»Færøerne er jo også et område, hvor der er kolossalt gang i vejrmaskinen med storme, nedbør og ’seaspray’ – bittesmå vanddråber, der bliver kastet op i luften af bølger og vind. Det flytter hele tiden rundt på tingene deroppe. Så selvom man er nødt til at regne på professorens tanker i detaljer for at kende konsekvenserne, så synes jeg faktisk, det lyder som det rene galimatias,« siger Eigil Kaas.
Saltpartikler mod global opvarmning
Stephen Salter blev verdenskendt, da han i 2009 gik ud med et lignende forslag om at søsætte skibe, som kunne sejle rundt og pumpe havvand op i atmosfæren.
Han har selvfølgelig præsenteret det for britiske politikere, men omvendt har mange folk gennem tiden holdt fine indlæg for Senatet i USA om emner, som måske ikke altid har været videnskabeligt velundersøgt.
Eigil Kaas
Den løsning kunne Eigil Kaas bedre se meningen med, hvis skibene blev sejlet af sted til subtroperne, hvor der er bedre mulighed for at påvirke atmosfæren og på den måde køle jordkloden af. I givet fald skulle det ske, fordi saltpartiklerne fra havvandet kan skabe flere vanddråber i skyerne, så de lettere reflekterer Solens stråler.
Problemet med at overføre den tanke til Nordatlanten er, at det både blæser og regner meget, så hvis det skulle have en chance for at virke, skulle tårnene bygges så høje, at de rækker op over ethvert regnvejr – ellers ville saltpartiklerne bare blive skyllet ned til Jorden igen.
Færøernes tårne skulle være verdens højeste
»Man skulle bygge et tårn, der ville få verdens højeste tårn i Dubai til være det rene barnemad at lave. Og man skal op i kolossalt store mængder havvand, der skal spredes, før man nærmer sig den naturlige produktion af saltpartikler i Nordatlanten, så igen: selvom det kræver mere nøjagtige beregninger at vurdere kvalitativt, så synes jeg, det lyder urealistisk,« siger Eigil Kaas.
Stephen Salters projekt med at søsætte specialudviklede skibe med voldsomt høje skorstene strandede på grund af mangel på investorer, og det er nok spørgsmålet, om prisen på det nye projekt vil trække nogen til.
Salter anslår forsigtigt, at udgiften til et enkelt tårn løber op i 200.000 pund. Det svarer til ca. 1,8 million kroner.
