Artiklen er oversat fra det amerikanske videnskabsmedie EOS, der udgives af den store videnskabelige nonprofit-organisation American Geophysical Union (AGU).
Det er otte år, en pandemi, en masse skovbrande og hedebølger siden, at den forrige FN-klimarapport blev publiceret i 2013.
I mellemtiden har:
- 194 lande underskrevet Paris-aftalen
- USA (verdens næststørste CO2-udleder) har forladt og genindtrådt klimaaftalen
- vedvarende energi har oversteget kul i USA og alle fossile brændstoffer i Europa for første gang
- og CO2-udledningen styrtdykkede i løbet af den globale nedlukning (for så at stige igen i takt med at verden åbnede igen)
Dette var kulissen, da FN’s mellemstatlige klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), i august i år præsenterede sin seneste omfattende statusrapport om forskning og viden om klimaforandringerne og deres konsekvenser.
Foretager ikke egen forskning
IPCC, som blev startet i 1988 af FN’s miljøprogram og FN-organet Den Meteorologiske Verdensorganisation, leverer politisk neutral information om klimaforandringerne.
IPCC foretager ikke egen forskning: Panelet opsummerer globale eksperters arbejde og noterer uenigheder.
Mere end 200 forfattere fra 66 lande i organisationens Arbejdsgruppe 1 skrev den seneste IPCC-rapport. Dokumentet indeholder mere end 14.000 citerede referencer.
Fokus er nu FN’s årlige klimatopmøde, COP26, som er den 26. FN-klimakonference, der efter planen skal afholdes i Glasgow fra 1. til 12. november 2021 under Storbritanniens præsidentskab.
Temperaturstigningen afhænger af udledningen
Rapporten forudsiger, at opvarmningen vil nå 1,5 grader i starten af 2030’erne, hvilket overstiger Paris-aftalens lavere målsætning.
Hvor meget, temperaturen stiger yderligere, afhænger af udledningen.
Alle verdens tre største CO2-udledere – Kina, USA og EU – har en målsætning om at bremse udledningshastigheden i dette årti.
IPCC-rapporten beskriver, hvad der kan ske, hvis vi ikke opfylder disse mål:
- Arktis risikerer at være isfri i midten til slutningen af århundredet.
- Havniveauet risikerer at stige med 1 meter i 2100 og oversvømme byer.
- Ekstreme hedebølger kan blive mere intense og hyppigere.
Her er følger de vigtigste fem hovedbudskaber i rapporten, illustreret med grafer:
1. Global opvarmning indtil videre
I de seneste 100.000 år har Jorden kun én gang været ligeså varm. For cirka 6.500 år siden var klodens temperaturer omtrent på niveau med, hvad de er i dag.
Forskellen? Opvarmningen dengang var en del af en naturlig cyklus som følge af Jordens kredsløb.
De nuværende temperaturer er en konsekvens af forurening, der fortsat vil stige, medmindre vi hugger bremserne i.
Allerede i dag er opvarmningen steget mere end 2 grader i visse områder på Jorden.
Washington Post rapporterede i 2019, at opvarmningen er steget mere end 2 grader i 71 distrikter i USA.
Temperaturen i Arktis stiger mindst dobbelt så hurtigt som i resten af verden.
Hovedbudskab: Verden er 1,1 grad varmere i forhold til det præindustrielle niveau, og regionale ‘hot spots’ mærker allerede varmen, men vi har ikke overgået Paris-aftalens mål om at begrænse opvarmningen til 1,5 grad eller 2 grader.
Lavtliggende, sårbare ø-stater er især i farezonen
Lavtliggende, sårbare ø-stater er især i farezonen: Alliancen af 44 små ø-stater og lavtliggende kystnationer, AOSIS, står bag smertegrænsen på 1,5 grader.
I 2008 bestilte ø-staterne et studie, og de var foruroligede over, at en opvarmning på 2 grader betød, at en række sårbare ø-stater ville være prisgivet.
Tidligere klimaaftaler favoriserede en stigning på 2 grader, men stigende evidens indikerer, at vi ved at holde temperaturstigningen på 1,5 grader i høj grad vil reducere ekstrem varme, ekstrem nedbør- og tørkehændelser, stigningen i havniveau, tab af arter og udryddelse og forsuring af havet.
Der er 20 procents risiko for, at de globale temperaturer er 1,5°C varmere sammenlignet med det præindustrielt niveau i mindst 1 af de næste 5 år, ifølge Storbritanniens meterorologiske institut og World Meteorological Organization.
2. Sådan kan det gå i fremtiden
Fremtidige illustrative opvarmningsscenarier er et af kendetegnene for IPCC-rapporterne.
Scenarierne omfatter naturlige fænomener som solaktivitet og vulkaner samt sociale og økonomiske kræfter, der driver drivhusgasudledning, arealanvendelse, klimabegrænsning og luftforurening.
Scenarierne er ikke forudsigelser; de kan ikke bestemme den globale opvarmnings skæbne. I stedet er de en kortlægning.
Scenarierne understøtter ofte international politik, forskning og aktivisme i de kommende år.
Hovedbudskab: Det er stadig muligt at holde opvarmningen under 2 grader, og måske endda 1,5 grader; men der skal en øjeblikkelig og vedvarende reduktion af udledningen til.
5 udledningsscenarier
Den nye rapport opridser fem scenarier: to med lav udledning, en med mellemhøj udledning og to med høj udledning.
- Scenariet med meget lav udledning opfylder Parisaftalens målsætning på 1,5 procent med en sandsynlig opvarmning på 1,4 grader inden 2100 – men det overskrider målet til lige over 1,5 grader midt i århundredet, før det falder til 1,4 grader.
- Scenariet med lave emissioner når 1,8 grader inden 2100, og ligger lige under Parisaftalens høje grænser.
- Mellemhøj udledningsscenariet rammer 2,7 grader
- Højt udledningsscenariet ender på 3,6 grader
- Meget højt udledningsscenariet når hele 4,4 grader i 2100.
Klimaforsker og IPCC-arbejdsgruppe I-formand Valérie Masson-Delmotte sagde, at scenariet på mellemhøj udledning ligner de løfter, landene har afgivet for at flade udledningen ud mest.
Scenarierne med den højeste udledning repræsenterer fremtiden uden nogen som helst form for klimabegrænsning.
Den forrige IPCC-vurdering i 2013 omfattede kun et scenarie med lav udledning, der holdt opvarmningen på under 2 grader.
3. CO2’s overdimensionerede aftryk
Drivhusgasser omfatter CO2, metan, lattergas og fluorerede gasser.
Når overskrifterne eller politikerne taler om ‘netto-nul kulstof’ eller ‘CO2-neutral’, kan det virke, som om de udelader andre drivhusgasser.
Men selvom de fleste klimamål sigter mod at reducere drivhusgasemissionerne som en samlet gruppe, er den vigtigste ingrediens kuldioxid.
Grafen nedenfor illustrerer hvorfor.
Opvarmningen styres i meget høj grad af mængden af CO2 i atmosfæren. Der er en næsten lineær sammenhæng mellem kumulativ stigning af CO2 og stigende globale overfladetemperaturer.
Den seneste rapport har endda en ligning for det: Hver 1.000 metriske gigaton kumulative CO2-udledning (GtCO2) vil sandsynligvis forårsage planetarisk opvarmning på 0,45 grader.
Hovedbudskab: Nettonul kuldioxid (CO2) er et krav for enhver langsigtet klimaløsning.
4. Årlig kuldioxid-udledning
CO2-udledningen stammer fra forbrænding af olie, gas og kul; disse fossile brændstoffer driver varme, elektricitet, landbrug, arealanvendelse, industri og transport.
I løbet af COVID-19-krisen faldt udledningen med en hidtil uset 2,6 GtCO2 på 1 år, ifølge forskning publiceret i Nature Climate Change i 2021.
Fordi udledningsreduktionen under pandemien var midlertidige, har disse reduktioner ingen påviselig effekt på CO2-koncentrationen eller temperaturerne.
Forskerne i Nature Climate Change-studiet forudsiger, at en udledningsreduktion på denne skala (1-2 GtCO2) er nødvendig i hvert fald gennem 2020’erne for at opfylde Parisaftalen.
\ Læs mere
5. Kulstofudvinding
CO2 cirkulerer naturligt og konstant gennem jorden, vandet, planterne og luften.
Vi kan trække CO2 ud af atmosfæren ved at plante træer, lagre det i landbrugsjord, genoprette havets økosystemer, som lagrer kulstof, og anvende teknologi til fangst og lagring.
Modelsimuleringer i den seneste rapport indikerer, at fjernelse af kuldioxid fra atmosfæren på få år kan sænke temperaturen.
Selvom nogle metoder til fjernelse af CO2 er lovende, er teknologien stadig i forsknings- og udviklingsfasen og vil kræve implementering i massiv skala, ifølge rapporten.
CO2-fangst kan have uønskede konsekvenser som tab af biodiversitet, vand eller fødevareproduktion.
Hovedbudskab: De to scenarier i rapporten, som holder begrænser opvarmningen under 2 grader, bruger CO2-fangst fra atmosfæren i løbet af den sidste del af århundredet.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret i mediet Eos og bliver genpubliceret her som en del af Covering Climate Now, der er et internationalt journalistisk samarbejde, som styrker dækningen af klimaet. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
