Når du tager piller, læser du sikkert indlægssedlen, så du er forberedt på de mulige bivirkninger. Men her kommer en urovækkende tanke.
Hvad hvis det, der står på indlægssedlen, er forkert, og du slet ikke er så velinformeret, som du tror?
I et video-interview og en videnskabelig hypotese fremsætter den amerikanske biolog Bret Weinstein den teori, at de laboratoriemus, som medicinalindustrien bruger til at teste ny medicin, kan have fået fremavlet et genetisk værn mod kræft og andre farlige sygdomme.
Det kan betyde, at medicin, der er farlig for mennesker, ikke giver det samme udslag, når det testes på mus. Derfor kan medicin blive klassificeret som sikker og udbredes til mennesker med fatale konsekvenser til følge, mener han.
»Den eneste måde at beskytte sig selv mod konsekvenserne af denne fejl er simpelthen at holde op med at tage medicin,« udleder Bret Weinstein i video-interviewet.
Videnskab.dk’s læser Anders har set interviewet med den amerikanske forsker og undrer sig over, om det kan være rigtigt, at laboratoriemus ikke dur til at teste vores medicin, »og hvis der er sandhed i Brets udtalelser, hvorfor bliver det så ikke skreget fra hustagene af alle verdens nyhedsmedier?,« skriver han i en e-mail til Spørg Videnskaben.
Weinstein: Laboranter har udstyret mus med genetiske superkræfter
Bret Weinsteins teori går på, at forskere har fremavlet laboratoriemus på en måde, som har skabt afgørende ændringer dybt inde i deres genetiske maskinrum.
Studier viser, at laboratoriemus’ telomerer - gentagne DNA-sekvenser for enden af deres kromosomer - er ekstremt lange i forhold til almindelige mus’. Det er den faktor, der ifølge Weinstein muligvis gør dem særligt modstandsdygtige over for sygdomme.
Telomerer fungerer som vores cellers personlige klippekort. Livet igennem udskifter kroppen sine celler gennem celledeling, og hver gang en celle deler sig, koster det et klip i telomererne, indtil de til sidst er så korte, at cellen ikke længere kan dele sig. Så sætter aldringsprocessen ind.
»Hvis du har ændret musen i et laboratoriemiljø ved at tilvælge en voldsom forlængelse af dens telomerer, har den evnen til at udskifte sit væv i en uendelighed. Et toksin, der vil skade dig ved at dræbe væv, vil ikke skade musen,« postulerer Bret Weinstein i videoen.
Bret Weinstein har beskrevet hele sin teori i en videnskabelig hypotese udgivet i tidsskriftet Experimental Gerontology i 2002. Spørg Videnskaben ringer først til en forsker, der til dagligt foretager museforsøg, for at høre hans syn på sagen.
\ Læs mere
»Det er en sindssyg konklusion«
»Det er noget værre noget, du har sendt til mig,« lyder biomediciner Martin Kristian Thomsens spontane reaktion på videoen, hvor Weinstein udbreder sin teori.
»Han holder en uhyggelig enetale i 18 minutter, hvor han går fra at fortælle, at han har en teori, til at sige, at alle vores lægemidler er farlige, og at han aldrig vil spise en pille igen. Det er jo en sindssyg konklusion, for der mangler videnskabelig evidens,« siger Martin Kristian Thomsen.
Som kræftforsker og lektor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har han haft mange laboratoriemus på dissektionsbordet, og hans kritik af muse-hypotesen kan opsummeres sådan her:
- Weinstein har ikke udført et videnskabeligt forsøg, der understøtter hans teori.
- Andre faktorer end telomerer kan påvirke, hvordan mus reagerer på den medicin, vi tester på dem.
Vi gennemgår hans kritikpunkter.
Mangler evidens
Bret Weinstein har ikke selv forsket i, hvordan laboratoriemus’ lange telomerer påvirker deres modstandsdygtighed over for medicin. Det er et problem, mener Martin Kristian Thomsen.
»Det, han har udgivet, er en videnskabelig hypotese, ikke en videnskabelig artikel med en faktisk undersøgelse af, om hypotesen holder. Jeg mener ikke, at han har evidens for, at stofferne virker anderledes på grund af laboratoriemus’ lange telomerer, for han har ikke lavet forsøget,« lyder det.
I stedet for at udføre et forsøg henviser Bret Weinstein til et studie, hvor forskere har sammenlignet telomerlængden på vilde mus med laboratoriemus og finder, at laboratoriemus har længere telomerer. Studiet forholder sig ikke til, hvad telomerlængden betyder for medicinske test.
»Hvis du skulle undersøge spørgsmålet rigtigt, tog du to mus fra den samme stamme og muterede et gen, så den ene havde korte telomerer og den anden lange. På den måde kan du sammenligne, hvordan medicin påvirker dem hver især,« siger Martin Kristian Thomsen.
\ Læs mere
\ Hvorfor er musestammen vigtig?
Musens stamme, eller afstamning, er vigtig, fordi forskellige stammer har en forskellig genetik, som kan være med til at forklare, hvorfor de reagerer på medicin, som de gør.
For at resultaterne er sammenlignelige, skal man derfor have to fuldstændig ens mus, hvor det eneste, der adskiller dem, er telomerlængden.
Kilde: Martin Kristian Thomsen
Andre faktorer kan påvirke mus’ reaktion på medicin
Selv hvis man opstillede et forsøg, hvor man havde to sammenlignelige mus - en med korte og en med lange telomerer - ville det stadig være svært at bevise, at musenes reaktion på medicin er telomerernes skyld.
Mus adskiller sig som bekendt fra mennesker på mange andre punkter end på længden på deres telomerer, og derfor kan mus reagere anderledes end mennesker, når vi tester ny medicin på dem.
»Musen er en gnaver, så den har en helt anden metabolisme i, hvordan den nedbryder stoffer, og hvad den kan spise,« siger Martin Kristian Thomsen.
Derfor har Bret Weinstein faktisk en pointe, når han påpeger, at mus ikke kan bruges til at forudsige nøjagtigt, hvordan mennesker vil reagere på et stof, mener Martin Kristian Thomsen, »men det er medicinalfirmaerne generelt ret skarpe til at have for øje,« tilføjer han.
Samtidig med at mus nedbryder stoffer anderledes end mennesker, er der adskillige mekanismer, der styrer, om mus (og mennesker for så vidt) får sygdomme som kræft. Vejen til en entydig årsagssammenhæng mellem lange telomerer og et genetisk sygdomsværn er derfor lang, mener Martin Kristian Thomsen.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Prøver medicinalindustrien at få deres medicin hurtigere på markedet?
Spørg Videnskaben har også talt med telomer-forsker Stig Egil Bojesen. Han er heller ikke er begejstret for Bret Weinsteins teori.
»Han larmer meget, men jeg har mere til overs for folk, som producerer god videnskab. Hvis han kom med en ny undersøgelse, der bragte ny evidens ind, så havde jeg respekt for det. Men det med at tilkendegive sin holdning, det kan alle,« siger Stig Egil Bojesen, klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Herlev-Gentofte Hospital.
Stig Egil Bojesen er medforfatter til et studie om sammenhængen mellem kræft og telomerlængde i mennesker.
En del af Bret Weinsteins teori handler om, at forskere bevidst har fremavlet laboratoriemus for at gøre dem medicinresistente, så medicinalindustrien nemmere kan få blåstemplet nye produkter. Men det tror Stig Egil Bojesen ikke på.
»Jeg synes, han lægger op til en sammensværgelse om, at farmaindustrien med vilje har valgt mus med lange telomerer for at få lægemidler hurtigt på markedet. Han har en pointe i, at laboratoriemus er anderledes end mennesker, men det er jo derfor, vi har indrettet et system, hvor lægemidler skal igennem forskellige faser, hvor de bliver testet på mennesker, inden de bliver frigivet på markedet,« siger han.
Martin Kristian Thomsen kan godt se, at medicinalfirmaerne, der selv udfører medicinske test, kunne have en interesse i, at forsøgsdyrene ikke viser tegn på bivirkninger. Men det ville ikke give mening at fremavle mus med lange telomerer, for eventuelle bivirkninger vil blive opdaget, før medicinen ender på apotekshylden uanset hvad.
»Der findes udførlige retningslinjer, som skal følges, når ny medicin skal godkendes. Så der er jo et system, som bygger oven på dyreforsøgene, hvor lægemidler testes på mennesker,« lyder det.
\ Læs mere
\ Alternativ forklaring på lange telomerer hos laboratoriemus
Forskning viser, at mennesker, der lever et hårdt liv, hurtigere nedslider deres telomerer.
Derfor er det tænkeligt, at vilde mus kan have kortere telomerer end laboratoriemus, fordi de lever et hårdt liv.
Vilde mus sulter, knokler for at finde mad og bliver jagtet af rovdyr.
Til sammenligning lever laboratoriemus en mere afslappet tilværelse.
På den måde kan forskellig livsstil være en alternativ forklaring på laboratoriemus’ lange telomerer. Det er dog kun en teori.
Kilde: Stig Egil Bojesen
Ny medicin skal klare fire sikkerhedstjek efter dyreforsøg
Når du tager en pille, har du altså ikke grund til at være bekymret over, om den kan være farlig for dig, eller om de mus, medicinen er testet på, måske er modstandsdygtige over for skadevirkninger.
»Der ville være grund til bekymring, hvis vi frigav medicin på markedet uden først at teste den på mennesker, men det er derfor, vi har indført en masse sikkerhedstjek,« siger Stig Egil Bojesen.
Når ny medicin skal testes, typisk efter at være blevet studeret nøje i cellekulturer, gennemgår den såkaldte in vivo-forsøg i forsøgsdyr. Det indebærer en vurdering af, hvordan medicin kan virke i forskellige dyrearter sammenlignet med i mennesker.
Derefter bliver medicinen i fire faser testet i mennesker, og det kræver mange år, mange testpersoner og en høj succesrate, før medicinen bliver godkendt til at komme på markedet. Det kan du læse mere om her.
Så for at vende tilbage til vores læser Anders' spørgsmål om, hvorfor vi ikke skriger advarsler ud fra hustagene:
»Fordi vi i dag er et sted, hvor det er længe siden, vi har haft vilde lægemiddel-skandaler. Vi har lært af utallige fejl og frygtelige skæbner, og i dag har vi et system, der tager højde for, at mus er forskellige fra mennesker,« siger Stig Egil Bojesen.
\ Det ved vi om sammenhængen mellem menneskers telomerer og risikoen for kræft
Den amerikanske biolog Bret Weinstein postulerer, at lange telomerer gør laboratoriemus mere modstandsdygtige over for blandt andet kræft.
Teorien er ikke testet i mus, men der er blevet forsket i, hvad telomerlængde betyder for menneskers helbred og risiko for kræft, og interessant nok peger resultaterne i den stik modsatte retning end Bret Weinsteins teori.
Stig Egil Bojesen er medforfatter til et studie om sammenhængen mellem kræft og telomerlængde i mennesker.
»Studiet finder, at folk med lange telomerer har højere risiko for at dø af kræft end folk med kortere telomerer. Så hos mennesker er lange telomerer altså ikke det samme som super-helbred,« fortæller Stig Egil Bojesen, klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Herlev-Gentofte Hospital.
Så korte telomerer nedbringer altså risikoen for kræft i mennesker. Men er det så ensbetydende med, at laboratoriemus på grund af deres lange telomerer faktisk oftere får kræft?
Nej, siger Stig Egil Bojesen.
»Bare fordi det forholder sig sådan for mennesker, gælder det ikke nødvendigvis mus, som har en helt anden biologi og anderledes organfunktioner end mennesker,« forklarer han.
Telomer-forskningen har været igennem en rutschebane af succes og fiasko.
I 2009 fik biologen Elizabeth Blackburn tildelt en nobelpris for opdagelsen af, hvordan telomerer beskytter vores kromosomer. Samtidig har der været mange resultater, der peger i vidt forskellige retninger. Derfor er forskningsfeltet kontroversielt.
»Der findes arvelige sygdomme, som skyldes, at folks telomerer er ekstremt korte, men de er utroligt sjældne. Derfor er spørgsmålet, hvad telomerer betyder i den almindelige befolkning,« fortæller Stig Egil Bojesen.
Det er her, der er varierende resultater.
Resultaterne afhænger af, hvordan forskere undersøger folks telomerer, og hvilke sygdomme de kigger på.
»Det er interessant, for når vi måler telomerlængden ud fra blodprøver i de hvide blodlegemer, kan vi se, at folk med korte telomerer er i øget risiko for at dø tidligt,« fortæller Stig Egil Bojesen.
»Det skyldes delvist, at ældre mennesker har kortere telomerer end yngre, og det er jo ikke så mærkeligt, at de dør tidligere. Men når vi justerer for alder og andre faktorer, ser vi stadig en overdødelighed hos folk med korte telomerer,« uddyber han.
Om det faktisk er telomerernes længde, der er årsagen til, at folk dør tidligt, kan undersøges ved at se på de gener, der har betydning for telomerernes længde.
Gener er hverken påvirkelige af senere sygdom eller livsstil. Så hvis genvarianterne kun påvirker risikoen for sygdom gennem telomerernes længde, har forskerne et dobbelt-blindet lodtrækningsforsøg, hvor de kan inddele folk i grupper, hvis de kender et par varianter, der har betydning for telomerlængden.
Det er dobbeltblindet, fordi hverken forsøgspersonen eller lægen kender genetikken. Og det er lodtrækning, fordi varianterne er blevet tilfældigt fordelt ved undfangelsen.
»Dette design kaldes mendelsk randomisering og giver evidens om årsagssammenhænge på et meget højt niveau. Derfor har vi forsøgt at bruge det for at afklare telomerernes årsagsbetydning for sygdom og sundhed blandt almindelige mennesker,« fortæller Stig Egil Bojesen, som selv har erfaring med metoden igennem studiet, som han er medforfatter til.
Når forskere udelukkende ser på folks telomerlængde, finder de, at folk med korte telomerer dør tidligere. Men undersøgelser af folks gener giver et helt andet billede.
»Når vi undersøger folks genetik, ser vi det omvendte. At dem, der er genetisk disponeret for lange telomerer, har øget cancer-dødelighed. Men deres dødelighed af alle andre årsager end kræft er uændret, så det er et lidt mærkeligt svar at få,« siger Stig Egil Bojesen.
Men måske giver det faktisk mening. For sammenhængen mellem korte telomerer og dødelighed, man finder, når man bare måler telomerlængden, kan muligvis skyldes en tredje faktor, som både påvirker dødelighed og længden på telomererne.
»Genetikken giver et relativt klart svar. Så når vi bare kigger på de målte telomerer, er der nok faktorer, vi ikke kan beskrive godt nok i vores statistiske modeller endnu, som gør, at folk dør,« mener Stig Egil Bojesen.
Det handler om at finde ud af, om telomerernes længde faktisk forårsager sygdomme. Ligesom et forhøjet kolesteroltal, der kan give hjerte-kar-sygdomme eller bare markerer, at du allerede er syg.
»Det er ikke så let at undersøge hos mennesker, for det kræver, at vi kan manipulere med telomerernes længde. Ved kolesterol har vi kolesterolsænkende midler, og her kan vi se, at når kolesterolniveauet falder, giver det mindre sygdom. Så langt er vi slet ikke med telomerer, fordi deres biologi er så kompliceret,« siger Stig Egil Bojesen.
Der er mange forbehold at tage, før man kan sige noget entydigt om sygdomme og telomerer - både når det gælder mennesker og dyr. Derfor bør man være forsigtig med at frembruse med vidtrækkende konklusioner, mener han.
