Hvad bruger forskere forsøgsdyr til?

Når vi forskere skal finde ud af, om ny medicin virker eller ej, er ét af de første skridt at afprøve det på mus eller andre forsøgsdyr.

Man er nemlig først nødt til at kende effekterne, såvel de tilsigtede som bivirkningerne, før man kan afprøve medicinen på mennesker.

Man kan vælge at være imod dyreforsøg af etiske årsager, men faktum er, at dyreforsøg skubber forskningen fremad og gør os i stand til at hjælpe flere mennesker, end vi ellers ville kunne.

Dyreforsøg vil formentlig være helt afgørende for den medicinske forskning i mange år frem.

Denne artikel beskæftiger sig dog ikke fortrinsvis med etikken i dyreforsøg, men derimod med, hvilke dyr der især bliver brugt, og hvor mange dyr der er tale om.

Antallet af forsøgsdyr på vej op igen

I 2016 blev der anvendt 268.523 forsøgsdyr i Danmark.

Det er en stigning på hele 11 procent i forhold til året før. Det præcise tal kender vi ud fra de obligatoriske indberetninger, som alle forskere skal foretage, når året er omme.

Tallene for 2016 har således netop været forbi Miljø- Fødevareministerens bord og ligger nu frit tilgængelige på forsøgsdyrstilsynets hjemmeside.

Tallene for 2017 er også blevet indberettet af forskerne, men statistikken foreligger først senere på året eller engang tidligt til næste år.

Som det ses af figuren neden for er antallet også steget mellem 2014 og 2015.

Dermed er det fald i det årlige antal forsøgsdyr, som har fundet sted det seneste årti, for alvor stoppet.

Et bud på stigningen de senere år er, at vi nu for alvor har lagt finanskrisen bag os i Danmark.

Musen er det klart mest populære forsøgsdyr

Forsøgsdyr er i juridisk forstand begrænset til at dække hvirveldyrene – dyr, som har en rygsøjle og bærer deres skelet inden i kroppen. Altså, fisk, padder, krybdyr, pattedyr og fugle.

Forsøg på bananfluer og andre hvirvelløse dyr er derimod ikke omfattet af lovgivningen, og der findes ingen samlet opgørelse over brugen af disse.

Antallet af hvirvelløse dyr i forskningen er dog nok ret stort i forhold til hvirveldyrene, da man eksempelvis ofte bruger meget store grupper af bananfluer i studierne.

Sådanne dyr kan frit anvendes som forsøgsdyr uden tilladelse, hvorimod alle egentlige dyreforsøg først skal godkendes af rådet for dyreforsøg.

Ikke overraskende er det fortsat gnaverne, som er langt de mest anvendte forsøgsdyr i såvel Danmark som resten af EU.

Det klassiske forsøgsdyr er musen, som alene udgør over halvdelen af de anvendte forsøgsdyr i 2016. Dernæst følger rotten, grisen og marsvinet.

Grisen spiller en særlig rolle i Danmark ved at være vidt anvendt som forsøgsdyr. Formodentlig fordi Danmark har en stor produktion af grise, som gør det nærliggende for mange forskere at vælge den til sine forsøg.

Såvel mus som rotter er forholdsvis billige og lette at holde og avle, og der eksisterer en fantastisk stor mængde viden om deres biologi.

Faktisk ved vi i dag mere om musens biologi, end vi ved om menneskets biologi.

Hvert dyr har sine fordele og ulemper

Når man som forsker skal vælge sit forsøgsdyr, er der en lang række hensyn at tage.

Nogle dyr er rigtig gode til ét formål, mens andre dyr er bedre til noget andet.

Eksempelvis er bedøvede grise ofte ret gode til udvikling af nye typer operationer, da grisens organer i størrelse svarer til menneskets, og kirurger derfor kan anvende deres typiske instrumenter.

Musen er derimod velegnet, hvis dyrets gener skal ændres, da der findes en del transgene teknikker (hvor genetisk materiale bliver kunstigt overført fra en anden art, red.), som netop er udviklet til museforsøg.

Prisen kan også spille ind, idet nogle dyr er ekstremt billige (for eksempel bananfluer), mens det koster en hel del flere kroner at anvende transgene mus eller minigrise.

Forsøgsdyrene skal afspejle mennesket

Grundlæggende kan man sige, at dyrene skal afspejle de samme mekanismer, som findes hos mennesker. Og dette kan variere fra projekt til projekt.

Geder er eksempelvis mindre velegnede til fordøjelsesforsøg, da de har en drøvtyggermave, der helt adskiller sig fra vores. Derimod er de gode modeller inden for ortopædkirurgien (behandling af skader og læsioner i knogler, led, muskler og sener, red.).

Nogle dyrearter har helt særlige lighedspunkter med mennesker, som man kan gøre brug af.

For eksempel kan marsvin ikke selv producere C-vitamin, og på det punkt ligner de mennesket, mens mus, rotter og grise selv kan producere vitaminet.

Fra let til svær belastning af dyrene

Dyreforsøg er defineret ved, at forskerne udsætter dyrene for en belastning, som ikke gøres for dyrenes egen skyld.

En dyrlæge kan således udtage en blodprøve fra en kanin for at diagnosticere kaninens sygdom, men hvis blodprøven i stedet udtages i forsknings øjemed, er der tale om et dyreforsøg, som kræver en dyreforsøgstilladelse.

Den mindste belastningsgrad, der bliver defineret som et dyreforsøg, er en belastning svarende til at få indført en kanyle under huden en enkelt gang i løbet af livet. Denne belastningsgrad betegnes meget passende som ’let’.

Tilsvarende findes der både moderat og svær belastningsgrad, hvor belastningsgraden for sidstnævnte er betydeligt højere end for den første.

Eksempelvis vil en gris, der har fået induceret Parkinsons sygdom, falde ind under moderat til svær belastningsgrad, afhængig af dyremodellen der anvendes.

I princippet kan belastningsgraden også være intens, som er en højere grad end svær, men denne type forsøg er forbudt at udføre i Danmark.

En sidste belastningstype kaldes for non-recovery, og den dækker over forsøg på bedøvede forsøgsdyr, som til slut aflives i bedøvelsen uden på noget tidspunkt at have oplevet forsøget.

Øget opmærksom om svær belastning

Statistikken for 2016 giver mulighed for at se fordelingen mellem de forskellige belastningsgrader.

Som det fremgår af tabellen herunder er hovedparten af forsøgene i 2016 (ligesom i 2015) udført med en let belastningsgrad, og det er kun en mindre del, som falder ind under den svære belastningsgrad.

Der har dog været omkring dobbelt så mange tilfælde i 2016 som i 2015.

Dyreforsøgstilsynet har tidligere meldt ud, at de har særligt fokus på netop denne belastningsgrad.

Bemærk, at der i tabellen ikke er tale om de skønnede belastningsgrader i dyreforsøgstilladelserne, men om de rent faktiske forhold for hvert enkelt forsøgsdyr, som forskere og teknikere har noteret sig.

Hjerne-, nerve- og adfærdsstudier dominerer forsøgene

Den sidste figur viser fordelingen af forsøgsdyr anvendt til forskellige formål.

Hjerne-, nerve- og adfærdsstudier dominerer forsøgene

Den sidste figur viser fordelingen af forsøgsdyr anvendt til forskellige formål.

Således kan man se, at 37 procent af dyrene er anvendt til grundvidenskabelige undersøgelser, mens mere end hvert andet forsøgsdyr er brugt til translational forskning – dvs., hvor viden fra grundforskning bliver afprøvet til behandling af sygdomme.

Tidligere gav den årlige statistik over forsøgsdyr kun et meget overordnet billede af, hvad forsøgsdyrene var blevet brugt til.

Med de nye og mere detaljerede indberetninger, som skyldes krav fra EU, fra 2014 er det muligt at dykke dybere ned i statistikken.

Mange forsøgsdyr går til hjerneforskning

Tallene viser eksempelvis, at forskning i hjernen tegner sig for ret mange af de danske forsøgsdyr.

Således tegner nervesystemet sig for cirka 17 procent, mens adfærdsstudier og lignende tegner sig for næsten 25 procent.

Immunforsvaret er også et vigtigt dansk forskningsområde, som tegner sig for 18 procent af forsøgsdyrene, mens cancer og hjertesygdomme, der jo er de helt store dræbere i den vestlige verden, tegner sig for henholdsvis 6 og 4 procent af forsøgsdyrene.

Dyk selv ned i detaljerne, som ligger offentligt tilgængelige på dyreforsøgstilsynets hjemmeside.