En ægte vampyrs bekendelser: Sådan lever jeg af blod

Vi elsker gys, og hvad er bedre end en vampyr, der planter sine hugtænder i halsen på unge, uskyldsrene jomfruer?

Vampyrer optræder overalt i vores kultur - specielt omkring halloween - så man kunne næsten tro, at blodsugerne også var almindelige i naturen.

Men faktisk lever næsten ingen dyr af blod, da blod er en forfærdelig ringe kost uden vitaminer, med alt for meget protein og høj risiko for blodbårne sygdomme for bare at nævne nogle få ting.

Som de eneste blandt alle pattedyr har tre arter af vampyrflagermus dog fundet ud af at leve af rent blod, og nu løfter ny danskledet forskning sløret for, hvordan disse tre har udviklet sig til dyrenes Draculaer.

Har kortlagt både genomet og tarmfloraen

Hvis man troede, vampyrens hemmelighed lå i et enkelt gen eller to, kan man godt tro om - det at leve af rent blod er en gennemgribende transformation af både generne og mikroberne i tarmfloraen.

»Vi har gjort to ting - for det første kortlagt vampyrflagermusens genom, så vi kan se på, hvordan selektionen har formet generne, så de f.eks. kan klare det høje proteinniveau,« siger professor fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, Tom Gilbert, som har ledet det nye studie, til Videnskab.dk.

»Men parallelt har vi også kortlagt mikroberne i tarmfloraen og kan vise, hvordan genomet og mikroberne arbejder sammen for at klare opgaven.«

Forskerne fandt f.eks., at manglen på vitaminer ikke er noget problem, fordi vampyrflagermusen bærer mikroorganismer, som specifikt hjælper den med selv at lave vitaminerne.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Ecology & Evolution.

Ny interesse for at forstå både værter og mikrober

Studiet er en del af en voksende interesse for 'holobiomet' eller 'hologenomics', som handler om, at man skal forstå helheden af både værterne og de mikrober, der lever sammen med dem, for at forstå artens udviklingshistorie.

For eksempel er koens 'hologenom', som er koens eget arvemateriale og mikroberne i koens mange maver, der gør, at den kan vokse sig stor og velnæret blot ved at spise græs.

»Det her (nye studie, red.) viser tydeligt værdien af en 'holistisk' tilgang, hvor vi ser på både værten og mikrofloraen og ikke bare på værtens genetiske elementer,« siger førsteforfatter, Lisandra Zepeda Mendoza, som i dag arbejder for fødevareselskabet Chr. Hansen A/S, til Videnskab.dk.

Studiet imponerer biologen Holly Lutz, der forsker i flagermus og bla. er leder af The Bat Microbiome Project ved Field Museum of Natural History i Chicago, USA.

»Det er et vidunderligt studie og imponerende i sit omfang og dybde,« siger Holly Lutz til Videnskab.dk.

»Det er et af de første sammenlignende hologenom studier af et vildt system (vampyrflagermus og dens mikrober, -red.). Studiet demonstrerer på fremragende vis, hvordan den parallelle undersøgelse af vært og mikrober kan give vigtig ny viden om tilpasning og evolutionære fænomener.«

Ville undersøge, hvordan ekstrem kost som blod kunne opstå

Det nye studie med vampyrflagermusene sprang ud af et andet spændende projekt, hvor Gilbert og kolleger har vist, at man kan identificere, hvilke pattedyr der lever i et område, ud fra blodmåltider i maven på igler og vampyrflagermus.

»Men jeg var mere interesseret i, hvorfor dyrene spiste det, de spiste, end hvad de spiste,« siger Lisandra Zepeda.

Hun fik overtalt Gilbert til, at det kunne være spændende at se på, hvordan en så ekstrem kost som blod kunne være udviklet.

Forskerne valgte at undersøge vampyrflagermusene, fordi de er meget mere ekstreme end f.eks. igler.

Hvert fjerde pattedyr er en flagermus

Flagermus er en langt større gruppe af pattedyr, end de fleste ved - omkring 25 procent af alle pattedyr er rent faktisk flagermus.

De fleste spiser insekter eller frugter, mens nogle er kødædere, som spiser små fisk, frøer eller fugleunger.

Og så er der de her tre arter af vampyrflagermus, som udelukkende spiser blod.

Derfor gættede forskerne på, at de særlige vampyrtilpasninger ville lyse op som et meget tydeligt signal i dataanalysen, og de valgte den almindelig vampyrflagermus (Desmodus rotundus).

»Planen lød enkel og opnåelig til at begynde med, men vi indså snart, at vi også skulle sammenligne vampyrflagermusen med andre flagermus med andre diæter,« siger Lisandra.

Flagermuseksperter fra Australien, Amerika, England og Københavns Zoo blev involveret og hjalp med at skaffe de nødvendige prøver, mens selve genomkortlægningen foregik i BGI i Kina.

Vampyr begyndte måske med at trække parasitter ud af huden

Ingen ved med sikkerhed, om vampyrflagermusen oprindeligt udviklede sig fra en insekt-, frugt- eller kødædende flagermus, og det nye studie giver heller ikke et endeligt svar.

Den mest udbredte teori er, at vampyrflagermusene opstod fra en forfader, som levede af at trække blodsugende parasitter som flåter og mider ud af huden på forhistoriske pattedyr.

Når parasitterne allerede var fulde af blod, anses skridtet til selv at spise blod ikke for at være så stort.

Men lige meget hvilken stamfar, vampyren har, er forskerne sikre på, at dyrene ikke sprang ud som 100 procent vampyrer fra den ene dag til den anden.

Derfor har de ledt efter gener med tegn på kraftig selektion - dvs. gener, som er ændret mere, end man skulle forvente, i forhold til de andre flagermus.

Evolution med speederen i bund

Det første, forskerne så, var, at vampyrflagermus overordnet set har det samme størrelse genom som andre flagermus - man kan sige, de har det samme antal instrumenter at spille på.

Men det handler om, hvordan instrumenterne spiller, og her viste analysen, at vampyrflagermus bærer omkring dobbelt så mange af en bestemt slags genetiske elementer kaldet transposons.

Det er 'DNA-kassetter', der kan kopiere sig selv og hoppe rundt i DNA'et, og det, ved man, øger antallet af mutationer. (Læs mere i boksen under artiklen)

Med andre ord har DNA-elementerne trykket speederen i bund for vampyrflagermusens evolution – med andre ord skabt et grundlag for at finde nye måder at bruge instrumenterne.

Samarbejde er nøglen til at forstå vampyrerne

Samlet set giver analysen et billede af et samarbejde mellem evolutionen af vampyrflagermusens genom og mikrobiom på vej mod en tilpasning til at leve af rent blod.

De mange eksempler på samspillet er f.eks. gener i vampyrflagermusens vitamin-B-produktion, som er udviklet meget hurtigt, sideløbende med at mikrobiomet er fokuseret på vitamin-produktion.

Eller at vampyrflagermusen har udviklet 'super-nyrer', der meget effektivt kan skille den af med affaldsstoffer fra det alt for salte og proteinrige blod, som normalt vil være en farlig mishandling af nyrerne, der kan give sygdomssymptomer som forhøjet blodtryk.

Sideløbende er mikrobiomet også beriget af mikrober, der kan omsætte proteinerne.

»Det viser, hvor fint vampyrflagermusens genom og mikrobiomet har arbejdet sammen om at løse opgave med at leve af rent blod,« siger Lisandra.

»Og så understreger det, hvor fremskreden teknologien er, og faciliteterne er blevet så gode og billige, at vi kan begynde de her holistiske undersøgelser på andre end standard model-organismer.«

Kan hjælpe fremtidens astronauter og kræsne børn

Præcis hvad, resultatet kan bruges til, ligger endnu ude i fremtiden, men vampyrflagermus kan måske på sigt give indsigt, som kan hjælpe patienter med kronisk nyresvigt, eller måske kan man forestille sig, at det kan bane vejen for, at astronauter en dag kan leve af kost, som vi i dag vil anse for uspiselig eller farlig.

Hvem ved, måske kan kommende generationer af rosenkål-hadende børn måske endda få deres vitaminer fra aldeles vitaminfattig papmad med lidt inspiration fra vampyrflagermusene.

»For mig er den store interesse nu at udforske mere om, hvordan genomet og mikrobiomet former hinanden generelt, og hvad det betyder for vores forståelse af liv i bred forstand,« siger Tom Gilbert.

»Nu har vampyrflagermusen vist, at vi kan begynde en hologenom tilgang - spørgsmålet er så, hvilke store konklusioner vi kommer til at drage.«