Levende døde med tørst for menneskeblod. Skabninger, der minder om os, men som er os langt overlegne.
Vores forhold til blodsugeren har udviklet sig fra frygt til fascination. Vampyrer har sjældent været så populære som de er i øjeblikket.
Vores forhold til vampyrer er gået fra frygt til fascination – horder af teenagepiger dåner over glitterprinsen i den nye “Twilight”-saga, rollespillere agere intrigante vampyrer og stort set alt med hugtænder sælger.
Derfor er det spændende at se på, hvordan vampyren og vampyrjægeren har udviklet sig gennem tiderne, mener Jørgen Riber Christensen, monstrolog fra Aalborg Universitet. »Det er tydeligt at se, at opfattelsen af vampyren historisk er gået fra frygten for, at de på det symbolske plan signalerede en frigørelse af den kvindelige seksualitet, til en fascination og romantisering af vampyren,« fortæller han.
Far ved bedst, 1897
Monstrologen har forsket i, hvordan forholdet mellem vampyr og vampyrjæger har udviklet sig.
Han mener, at det giver et interessant billede på, hvad et samfund frygter, og hvordan det løser problemer. Frygten kommer til udtryk i Bram Stokers roman “Dracula” fra 1897.
I den er vampyren dét, som vækker den kvindelige seksualitet og dermed også frigørelsen af kvinden.
Det gik stik imod samfundets værdier i 1897, hvor romanen udkom. Løsningen blev vampyrjægeren Van Helsing, der på alle måder er patriarkalsk.
Han er veluddannet, har autoritet og unge mænd inspireres af ham. Frigjorte kvinder får en pæl gennem hjertet af den alvidende ældre mand. Det handler ikke så meget om fallossymbolet og penetrationen, som det handler om, at kvinden får en pæl igennem hjertet – der hvor kærligheden sidder. »Dermed dræber det patriarkalske samfund kvindens fri kærlighed, og frihed til at elske hvem hun vil. Det er kvindeundertrykkelse,« forklarer Jørgen Riber Christensen.
Den første sympatiske vampyr, 1992
I starten af 1990’erne sker der en opblødning af vores forhold til vampyrerne. Frygten omdannes til en dragende fascination, da vampyrerne bliver mere sammensatte og får flere motiver end blot at ville suge os tørre for blod.
“Bram Stokers Dracula” blev filmatiseret i 1992. Titlen viser, at filmatiseringen bygger videre på den allerede eksisterende fortælling.
Det er samtidig en anerkendelse af et godt skrevet værk, og en erkendelse af, at vampyrerne er uvirkelige. Filmen blander referencer til den virkelige person, transsylvanske “Vlad the Impaler”, ind i historien.
Det giver publikum indtrykket af, at der måske er noget om snakken, måske er vampyrer virkelige. »I filmen giver fortælleren vampyren en psykologisk motivation. Dracula portrætteres som en sørgende mand, der nærmest terapeutisk leder efter en kvinde, der kan erstatte hans afdøde hustru. Det er med til at gøre monstret menneskeligt og sympatisk,« fortæller Jørgen Riber Christensen. Dermed bliver filmen en af de de første vampyrfortællinger, hvor sympatien skifter fra vampyrjægeren til vampyren.
Vampyren bliver egocentrisk, 1994
Sympatiske kan man næppe kalde vampyrerne i “En Vampyrs Bekendelser”.
Den eneste, der har moralske skrupler, er hovedpersonen. Men som alle de andre vampyrer i den fortælling, er han også meget selvoptaget. Vampyrerne skaber nye vampyrer nærmest for at underholde sig selv. »I “Interview with a Vampire” ser vi en ny type vampyr, som er narcissistiske. Det er vampyrer, der er optaget af hinanden. Vampyrerne bliver svækket af deres selvoptagethed. Vampyren bliver en person, og fordi der ikke er nogen reelle vampyrjægere, går det monstrøse af dem,« forklarer Jørgen Riber Christensen. Vampyrerne er stadig imponerende og overmenneskelige, men samtidigt er de sørgelige personer, der småkeder sig over at leve evigt, og føler sig fremmedgjort over for verden.
Vampyrjægeren skifter køn, 1997-2003
Vampyrerne i tv-serien “Buffy – the Vampire Slayer” er alt andet end imponerende og overmenneskelige. De bliver reduceret til latterlige statister, og samtidigt skifter vampyrjægeren pludseligt køn og bliver til en kvinde. »Hun er en reaktion på, at det patriarkalske ikke længere kan beskytte os mod det monstrøse, men det faktisk er de patriarkalske systemer, der skaber monstrene. Hun handler ikke alene, hun står som leder af en narcissistisk gruppe af hjælpere. Hun slutter sig sammen med ligesindede, og det giver styrke,« fortæller Jørgen Riber Christensen.
Glitrende aseksuelle “vegetar”-vampyrer, 2005-2008
Twilight-sagaen er nyeste skud på vampyrstammen.
Elsket af mange, og hadet af måske lige så mange. Den kvindelige hovedperson er et skilsmissebarn, der flytter sammen med sin far, som er betjent. Da vampyrerne angriber, er han hjælpeløs – igen bliver faderfiguren og det patriarkalske udstillet som magtesløs. »En betjent er ellers en klassisk patriarkalsk vampyrjæger, men i “Twilight” fremstilles han som en typisk fraværende far. Og der findes mange håbløse faderfigurer i serien. Vampyrjægerrollen overtages af to gode vampyrer, som kun drikker dyreblod,« fortæller Jørgen Riber Christensen.
Fra frygt til fascination
Vampyrer er utroligt populære, og der findes uendeligt meget materiale om dem. Der er lavet utallige film, bøger, computer- og rollespil. Materialet er så omfattende, at det umuligt ville kunne beskrives i en enkelt artikel.
Vampyrerne bliver efterhånden brugt både som skurke og helte, men lige meget hvad drager de dystre vampyrer. »Jeg tror, vi for tiden er blevet mere parate til at acceptere vampyren. Der er sket det paradoksale skift med vampyrer, at de nu er blevet så komplekse, at de selv kan repræsentere den traditionelle van Helsing-figur. På denne måde kan man sige, at det monstrøse for os både er i vampyren og i de disciplinerende kræfter, der skal undertrykke den,« siger Jørgen Riber Christensen.
