Filmen 'The Martian' har Matt Damon i rollen som en strandet astronaut, der forsøger at overleve på Mars. Det eneste, han har at spise, er kartofler.
En 36-årig australier, Andrew Taylor, følger nu den samme kostplan - helt frivilligt.
I et forsøg på at tabe sig og forbedre sit forhold til mad har Andrew Taylor siden 4. januar 2016 besluttet sig for kun at spise kartofler i et helt år. Projektet, som han har døbt SpudFit (Kartoffel Fit, red.), skriver han om på sin hjemmeside og Facebook-side.
Men er det en anbefalelsesværdig tilgang, eller kommer han til at mangle næringsstoffer og vitaminer? Og kunne han havde valgt en bedre fødekilde?
Fint eksempel på sensorisk specifik mæthed
Efter en måned på kartoffel-kostplanen postede Taylor et billede på Facebook af en tallerken med kartoffelmos, som han ikke var i stand til at spise op (se billedet til højre).
Det er en fin illustration af ‘sensorisk specifik mæthed’ (SSM). SSM er defineret ved faldet i, hvor meget vi kan lide en fødevare, efter vi har spist den og er blevet mætte, samt den mindre mængde af denne fødevare - sammenlignet med andre fødevarer - vi efterfølgende indtager i et måltid.
Den første måneds vægttab på 10 kilo har sikkert øget Andrew Taylors energiniveau. Det har allerede mindsket risikoen for, at han udvikler diabetes og andre kroniske lidelser.
Men hvad kommer der til at ske på lang sigt?
Kartoffelkur giver ikke nok protein og fedt
Ernæringsmæssigt leverer 3 kg kartofler om dagen lidt over 2.000 kcal. Det er et rimeligt kalorieindtag for en mand på Taylors størrelse, som gerne vil tabe sig.
Men selvom kartofler er en udemærket kulhydrat- og fiberkilde, kan det være svært for ham at få nok protein. En mand, der vejer 120 kg, har behov for 90 gram protein, men denne kostplan leverer kun 60 g.
Proteiner er kædeformede, biologiske makromolekyler, opbygget af aminosyrer. Proteiner er en vigtig del af vores kost, men visse aminosyrer er vi ikke i stand til selv at danne, og de skal tilføres med kosten.
På trods af at kartofler indeholder en overraskende fin balance af aminosyrer, indeholder Taylors kost simpelthen ikke nok.
Kartofler indeholder desuden næsten intet fedt (kun 9 g per 3 kg), så Taylors kost leverer ikke de to essentielle fedtsyrer, nemlig alfa-linolensyre og linolsyre.
Fedt hjælper kroppen med at absorbere de fedtopløselige vitaminer A,D, E og K.
Kroppen har brug for essentielle fedtsyrer
Vi bør også spise mad, der indeholder flerumættede Omega-3-fedtsyrer (en fedtsyre med flere dobbeltbindinger betegnes flerumættet eller polyumættet, red.)
Omega 3 er en gruppe af flerumættede fedtsyrer med fælles udseende og struktur. Alfa-linolensyre er en Omega-3-fedtsyre, der er essentiel, dvs. livsnødvendig, og da kroppen ikke kan producere den selv, må vi indtage den gennem maden.
Den findes først og fremmest i vegetabilske olier som rapsolie og hørfrøolie. Alfa-linolensyre bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau i blodet. En anden form for Omega 3 findes i fisk, først og fremmest i fed fisk som laks, makrel og sild.
Omega-3-fedtsyrer (fiskeolier), medfører et fald i blodets indhold af tri-glycerid. Det medfører også en nedsat risiko for dannelsen af blodpropper .
En kostændring, hvor man indtager større mængder Omega-3-fedtsyrer (fiskeolier), medfører et øget indhold af HDL-kolesterol, 'det gode kolesterol', i blodet.
Kartoffelkur giver ikke nok B12-vitamin
Taylor får tilstrækkelig thiamin, niacin, vitamin B6, folat, vitamin C, kalium, magnesium, phosphor og kobber, selv når man tager tab af disse næringsstoffer under tilberedningen af maden med i beregningen.
Desuden har han øget chancen for at få nok vitamin A og E, jern og calcium ved at lade søde kartofler indgå i kosten. Men hans kost indeholder ikke tilstrækkelig vitamin D og B12.
Fordi Taylor bor i Australien, får han nok vitamin D fra sollyset, men medmindre han tager kosttilskud, vil hans lager af vitamin B12 blive tømt langt før året er omme.
Længerevarende vitamin B12-mangel kan føre til uoprettelig nerveskade og den alvorlige blodmangelsygdom perniciøs anæmi, da optagelsen af B12 i tyndtarmen er afhængig af den såkaldte 'intrinsic factor', som er et bestemt protein, der dannes i mavesækkens slimhinde. Uden dette protein kan B12 ikke optages.
Smagsforstærkere kan hjælpe med vitaminniveauet
Fordi Taylor tillader sig selv visse smagsforstærkere, kan han spise gærekstrakt. Det er et godt valg, fordi det kan bruges til at øge mængden af andre B-vitaminer heriblandt biotin (vitamin B8) og riboflavin (vitamin B2), der begge har en effekt på måden, vi bruger den energi, maden indeholder.
Taylors kost leverer kun 6mg zink, men han har behov for 9,5mg om dagen. Kroppen lagrer ikke zink, så det er nødvendigt med et dagligt indtag for at sikre et normalt niveau.
Zinkmangel ses i væv med hurtig udskiftning, eksempelvis indersiden af munden, tarmene og huden, og kan føre til dårlig sårheling og svækket immunsystem og måske endda til et tab af smagsløg.
Kosten indeholder desuden måske ikke tilstrækkelige mængder af klorid, selen og jod, fordi mængden er afhængig af jorden, hvor kartoflerne blev dyrket.
Taylor kan spise salt med tilsat jod, hvilket også vil hjælpe på niveauet af klorid. Men Taylors kost leverer kun 30μg selen, hvilket er lavt nok til at forårsage mangel i de fleste mennesker. Det kan føre til immunsvækkelser og lavere reproduktionsevne. Selenmangel påvirker skjoldbruskkirtlens funktion.
Andre effekter knytter sig til immunforsvaret, hvor undersøgelser indikerer, at selen kan virke som antioxidant, der beskytter cellerne mod ødelæggelse.
Kartofler er det bedste valg
På kort sigt gør det ikke videre sundhedsskade kun at spise én type mad. Men der findes ikke én slags mad, der på langt sigt leverer alt, hvad et voksent menneske har behov for.
Da Taylor er fast besluttet på at følge en kostplan med én enkelt type mad, er kartofler nok det bedste valg, fordi de indeholder flere aminofedtsyrer, vitaminer og mineraler end andre stivelseholdige typer mad som for eksempel pasta og ris.
Hvis han havde valgt en animalsk madvare, ville han ikke havde fået fiber gennem kosten. Han ville også have et meget lavt indtag af forskellige vitaminer, mineraler og antioxidanter.
Frugt og ikke-stivelseholdige grøntsager har et meget lavt indhold af proteiner og fedt, hvilket betyder, at han ville være nødt til at pløje sig igennem enorme mængder for at få nok næring.
Kartofler producerer giftstoffer
Som en sidste advarsel skal vi minde om, at kartofler producerer de to giftstoffer solanin og chaconin, der begge er giftstoffer af typen glykoalkaloider.
De dannes især i kartofler, som udsættes for sollys (kartoflerne bliver grønne), mekaniske skader eller skimmelangreb. Selv en lille mængde kan give hovedpine, mavesmerter, kramper og diarré.
Den toksiske dosis er ikke endelig fastlagt, og man ved heller ikke med sikkerhed, hvor godt solanin absorberes og metaboliseres, eller om det bliver ophobet, når giftstoffet spises i små mængder over lang tid.
Det er helt uskadeligt at spise en 'normal' mængde kartofler (op til cirka 300 g) dagligt, men hvor sikkert det er, at spise ti gange denne mængde i et helt år er ikke fastlagt.
Et helt nyt, amerikansk studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift BMJ, peger dog på, at et højt indtag af kartofler kan være usundt. I studiet har forskerne fulgt over 187.000 mænd og kvinder i mere end 20 år, og resultatet viser, at de kvindelige deltagere, der spiste kogte, bagte eller mosede kartofler 4 gange eller oftere om ugen, havde en øget risiko for forhøjet blodtryk sammenlignet med de kvinder, der kun spiste kartofler én gang ugentligt. Et højt indtag af pommes fritter øgede derimod både kvinder og mænds risiko for forhøjet blodtryk.
Spise for at leve, eller leve for at spise?
Men Taylor kan måske alligevel trøste sig med, at kartofler rundt omkring i verden danner grundlag for kosten, omend som en del af en lidt mere varieret kost. Én slags mad er nemlig ikke nok, men vi behøver faktisk ikke en enorm alsidighed.
Min tipoldefar, der boede på landet i Aberdeenshire i det nordøstlige Skotland, fik som de fleste af sine samtidige en meget begrænset kost, der hovedsageligt bestod af kartofler, havregryn, grønkål og små mængder af fisk og kogt oksekød.
Han levede til langt op i halvfemserne og hævdede, at han aldrig blev led og ked af denne kost.
Han plejede at sige: »Det er jo bare mad.«
Mad var brændstof - og hverken en slags trøst, belønning eller underholdning. Måske er det denne holdning til mad, som Andrew Taylor forsøger at opnå.
Jennie Jackson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
