Dyr bruger gift som gps-signal, køleskab og til havearbejde

Der findes et utal af dyr i verden, som bruger gift til alt fra at angribe fjender til at opmagasinere mad og endda til havearbejde.

Den mest udbredte brug af gift er associeret med slanger, skorpioner, edderkopper og gopler, hvor giften er et redskab til selvforsvar og til at skaffe føde.

Gift har dog 12 yderligere funktioner, som blandt andet inkluderer, at gift bruges til opbyggelse af levesteder, som modgift og til at opspore et bytte.

Gift er så brugbart et redskab, at det evolutionært er opstået 101 gange igennem historien, i mindst 35 forskellige grupper af dyr, såsom slanger, søpindsvin og nogle spidsmus. Der er tydeligvis noget unikt ved gift, siden det er så populært et karaktertræk.

I denne artikel vil vi udforske nogle af de unikke måder, som dyr bruger gift på, når de eksempelvis efterlader et duftspor, forlænger holdbarheden af et måltid, eller udfører havearbejde på en lidt aggressiv måde.

Og så er der især én myreart, som har fundet en meget cowboyagtig måde at bruge deres gift på.

Giftige krav: Hvad skal der til for at blive giftig?

At gift har haft så stor evolutionær succes skyldes blandt andet, hvor let det er for en art at udvikle gift.

Der er ikke mange biologiske ’krav’ for at udvikle gift – faktisk skal der blot bruges en kirtel at opbevare giften i samt molekyler med biologiske funktioner (forstadiet til gift-molekyler).

Nogle af de molekyler, som bliver rekrutteret til gift, er enzymer fra fordøjelsen. Disse enzymer hører hjemme i bugspytkirtlen og bliver normalt brugt til at nedbryde mad, hvor de i gift bliver brugt til at skade kropsvævet på offeret.

Forudsætningerne for at udvikle gift er udbredte i mange dyr, inklusive mennesker, eksempelvis i form af sved og spytkirtler, som producerer og opbevarer bioaktive molekyler.

En anden grund til giftens evolutionære succes kan tilskrives dens mange anvendelsesmuligheder. Vi kan sammenligne gift med en schweizerkniv, et redskab der er brugbart i mange forskellige scenarier.

Populær jagt-teknik: lader byttet flygte

For den vestlige diamantklapperslange (Crotalus atrox) er gift ikke bare et våben til at dræbe et bytte.

Denne frygtindgydende slange, som kalder Nordamerikas sydlige sletter sit hjem, bruger gift til at dræbe intetanende fugle eller gnavere ved at hugge i byttet, injicere giften, give slip og derefter vente på, det dør.

Denne form for jagtteknik, hvor slangen bider byttet, giver slip og venter på, det dør, er den fortrukne jagtteknik for mange slangearter.

Teknikken mindsker risikoen for, at byttedyret kan nå at forsvare sig og muligvis gøre skade på slangen.

Gps-gift: Lugten af et slangebid

Der er dog én stor svaghed ved denne måde at jage bytte på:

Mens slangen venter på, at byttet dør af giften, kan byttet flygte og gemme sig et trygt sted, hvilket gør det svært for slangen at finde det igen.

Den vestlige diamantklapperslange har dog en genial løsning på dette problem: Dens gift indeholder specifikke molekyler, som slangen kan opspore over lange distancer.

Det unikke ved giften fra den vestlige diamantklapperslanges er, at det vil udsende en bestemt lugt inde fra byttets krop.

Denne lugt markerer byttet, hvilket betyder, at slangen kan opspore det fra lange distancer, som en blodhund i slangeskind.

\ Læs mere

Sporer, pels og vampyrer: Videnskaben bag giftige pattedyr

Den giftige spidsmus

Måske overrasker det dig at høre, at nogle arter af muldvarpe, spidsmus og solenodonter (et lille rotte-lignende pattedyr tæt beslægtet med spidsmusen) er giftige.

Disse pattedyr har giftigt spyt, som bliver leveret ind i et bidsår gennem en rille på indersiden af de to nederste kindtænder.

Den amerikanske korthalede spidsmus (Blarina brevicauda) er en særligt glubsk jæger, der spiser insekter, orme, snegle og små hvirveldyr (mus og frøer).

Når denne spidsmus går på jagt, benytter den sin gift, men ikke for at dræbe sit bytte.

Et alternativ til køleskabet

I stedet bruger spidsmusen sin gift til at paralysere sit bytte, så det stadig er i live, men har mistet evnen til at bevæge sig. Spidsmusens gift er kun i stand til at paralysere mindre byttedyr som insekter, orme og snegle, hvilke også er spidsmusens fortrukne spise.

Når spidsmusen går på jagt, spiser den kun de første 1-3 insekter – resten (op til 8-10 insekter per jagt) paralyserer den og transporterer tilbage til sin hule for at spise dem senere.

Ved at holde insekterne i live forhindres forrådnelse, og måltidet forbliver frisk i længere tid ad gangen.

De paralyserede insekter kan blive opbevaret i denne tilstand, helt indtil de dør af mangel på vand eller mad. Spidsmusen bruger derfor sin gift til at lave måltider med en forlænget udløbsdato – meget brugbart i en verden uden køleskab.

Kakerlak-jægeren

Det er nu ret klart, at brugen af gift er meget udbredt blandt krybdyr og endda også nogle pattedyr. Det er dog insekter, som kan prale af at have de mest kreative anvendelser af gift.

Smaragdhvepsen (Ampulex compressa) er en lille hveps, som hører hjemme i de tropiske regioner af Afrika, syd-sydøstlige Asien og Stillehavsøerne. Dens navn stammer fra den flotte, metalliske, blågrønne farve, som dækker hele dens krop.

Smaragdhvepsens engelske navn ’Emerald Cockroach Wasp’, direkte oversat til ‘smaragd-kakerlak-hvepsen’, hentyder til hvepsens mere dystre adfærd.

Dette navn stammer nemlig fra hvepsens tendens til at jage kakerlakker, men ikke for at spise dem. Smaragdhvepse bruger kakerlakker som en vært til hvepsens æg og larver.

Den ægte zombie-apokalypse

Hvepsen er meget mindre end de kakerlakker, den jager, så den bruger sin gift som et redskab til at lave ‘zombie-kakerlakker’, som den derefter kan hive og skubbe tilbage til sin hule.

For at giften kan have fuld effekt, skal hvepsens brod ramme kakerlakkens hjerne med ekstrem præcision, hvilket hvepsen sikrer ved at stikke kakerlakken to gange.

Det første stik kommer, så snart hvepsen møder kakerlakken. Dette stik er rettet mod kakerlakkens krop og har til formål at få kakerlakken til at ligge stille ved at paralysere dens ben.

Det andet stik bliver udført med hjernekirurgisk præcision og rammer hoveddelen af kakerlakkens hjerne.

Giften udøver nu sin effekt direkte i kakerlakkens hjerne, hvor den kaprer hjernedelen, som er ansvarlig for bevægelse, ved at lave en ‘storm’ af neurologiske kemikalier, der tvinger kakerlakken ind i en delvist paralyseret tilstand.

Fra zombie til rede

20 minutter efter andet stik er kakerlakken blevet medgørlig, og hvepsen kan nu tvinge kakerlakken ind i sin hule ved at hive og skubbe den.

I hulen lægger hvepsen et æg på kakerlakken, hvoraf der udklækkes en larve, som vil begynde at spise den paralyserede kakerlak. Larven spiser kakerlakkens organer i en rækkefølge, der sørger for, at den bliver holdt i live i længst muligt.

Omtrent otte dage efter, at larven udklækkes, dør kakerlakken, og larven laver en kokon i kakerlakkens udhulede mave. Efter yderligere 40 dage, kravler en ny hveps ud af kakerlakkens lig.

\ Læs mere

‘Zombiemyrer’ kan smitte mennesker

Djævlens haver i Amazonas’ regnskov

En relativt undervurderet gruppe af giftige dyr er myrer. Myrer lever på alle kontinenter, bortset fra Antarktis, og er ekstremt succesfulde i at etablere sig selv på ethvert levested.

Du er nok bekendt med myretuer, der er et velkendt syn i nåleskove verden over. Disse tuer er en klog måde for myrerne at bo på, men én bestemt myreart fra Amazonas’ regnskov tager tue-bygningen til nye højder.

I Amazonas’ regnskov kan man støde på områder, der kun er bevokset med træarten Duroia hirsuta, som ifølge en lokal legende er dyrket af onde skovånder.

Disse skovområder bliver kaldt djævlens haver, og indtil for nyligt troede man, at de opstod, fordi D. Hirsuta-træerne hæmmer plantevæksten i dens lokalområde.

Aggressivt havearbejde

Hypotesen om lokal hæmning af plantevæksten blev dog forkastet, da forskere opdagede, at træerne lever i et gensidigt virkende forhold med citronmyren (Myrmelachista schumanni).

Forskerne fandt også ud af, at myrerne faktisk ‘lavede’ haverne ved at sprøjte deres gift ind i bladene på andre nærtliggende planter.

Myrernes gift indeholder hovedsageligt myresyre, og ved at sprøjte giften i bladene dræber myrerne alle de lokale planter – bortset fra D. hirsuta.

På den måde får træet mulighed for at vokse uden konkurrence fra andre træarter, og myrerne får en overflod af deres fortrukne levested.

Yderligere forskning viste, at én enkelt have bliver opretholdt af én citronmyrekoloni, og at haverne kan være utroligt gamle.

En have viste sig at indeholde 351 planter og blev estimeret til at være over 807 år gammel. Samme have blev opretholdt af en citronmyrekoloni med 3 millioner arbejdermyrer og 15.000 dronninger.

For bedre at forstå, hvor stor den førnævnte koloni er, kan vi sammenligne den med en koloni af røde skovmyrer (Formica rufa), som bor i mange nåleskove i Europa (også i Danmark).

Disse kolonier kan indeholde op til 100 dronninger og alt imellem 100.000 til 400.000 arbejdermyrer.

De gift-skydende skøre myrer

Artiklens sidste eksempel kommer fra Texas, hvor to rivaliserende grupper af myrer er i en vild kamp for mad og plads.

De to rivaliserende myre-arter er de røde ildmyrer (Solenopsis invicta) og Nylanderia fulva, der har ikke et dansk navn, men hedder Tawny Crazy Ants på engelsk. Selv kalder vi dem for ’de gulbrune skøre myrer’.

Ildmyrer kom til USA i 1930’erne, mens de gulbrune skøre myrer først blev observeret i Texas i starten af 2000’erne. Siden har de gulbrune skøre myrer spredt sig gennem de amerikanske stater, der ligger ud mod den Mexicanske golf.

Med denne udvidelse af de gulbrune skøre myrers territorie opstod der konflikt mellem dem og andre myrearter i området – blandt andet de røde ildmyrer.

\ Læs mere

Nu ved forskere, hvorfor disse myrer har tænder så skarpe som knive

Myrernes vilde vesten

Forskere har fundet reder fra gulbrune skøre myrer indeni myretuer tilhørende de røde ildmyrer, og det overraskede forskerne gevaldigt, fordi de røde ildmyrers gift er et meget stærkt insekticid, der skulle kunne dræbe enhver fjendtlig myre.

En anden overraskelse var de gulbrune skøre myres evne til at erobre mad fra de røde ildmyrer. Det foregår ved, at de gulbrune skøre myrer går til angreb på en gruppe spisende røde ildmyrer og sprøjter deres gift til højre og venstre.

Dette ’vilde vesten ’-inspirerede angreb tvinger de røde ildmyrer til at overgive maden til de gulbrune skøre myrer.

Har deres egen modgift

Som modangreb producerer de røde ildmyrer en dråbe gift på deres brod, som de så drypper på de angribende gulbrune skøre myrer. Denne dråbe gift er som regel dødbringende for enhver anden myreart, men de gulbrune skøre myrer dør ikke.

I stedet for at dø begynder de gulbrune skøre myrer at smøre deres egen gift ud på hele kroppen, som det ses i denne video:

De gulbrune skøre myrers adfærd er blevet kaldt ’afgiftende opførsel’, og det er blevet bevist, at det neutraliserer de røde ildmyrers gift og derved redder de gulbrune skøre myrer fra den visse død.

Den gulbrune skøre myre er således den eneste kendte organisme, der kan benytte sin egen gift som en modgift!

Gift: Naturverdenens schweizerkniv

Selvom gift er et dødbringende våben mod byttedyr eller fjender, er det langt fra det eneste, gift kan bruges til.

Ligesom en schweizerkniv har gift mange forskellige anvendelsesmuligheder samlet i ét enkelt redskab.

Om det er en hveps, der prøver at skaffe mad til sine unger, en slange, der prøver at lokalisere sit måltid, en spidsmus, der holder sit forråd i live, en myre, der laver aggressivt havearbejde eller som en anden cowboy går i ildkamp med rivaliserende myrer, er giften af den ene eller den anden årsag ofte det fortrukne redskab.

\ Læs mere

Kan mennesker udvikle sig til at være giftige?

\ Læs mere

Ekstremt stor forskel på slangernes gift: Ikke to bid er ens