Du finder dem i regnen. Du finder dem i støvet.
Næsten en milliard virusser og mere end 20 millioner bakterier falder hver dag ned fra himlen.
Nu har forskere lavet en undersøgelse af de små ‘piloter’, der lander. Og heldigvis har de ikke farlige sygdomme med sig.
»Der er ingen grund til at bekymre sig,« forsikrer Isabel Reche i en e-mail til forskning.no, Videnskab.dk’ norske søstersite. Hun er førsteforfatter på den videnskabelige artikel, hvor resultaterne lægges frem.
Virusserne og bakterierne er magen til dem, der findes masser af i vores jord og i vand.
Og de er faktisk nødvendige, for at livet skal gå sin gang på Jorden.
Bakterier er små globetrottere
Isabel Reche og hendes kollegaer samlede de små organismer op i bjergkæden Sierra Nevada i Spanien.
Forskerne havde en helt speciel grund til at tage op i højden.
I lavlandet hvirvles virusser og bakterier fra jorden og vandet nemlig op, og dem var forskerne ikke interessede i. De ville have fat i dem, der havde rejst langvejs fra.
Og her er det virkelig globetrottere, der er tale om. De fandt nemlig virusser og bakterier, som havde rejst tusindvis af kilometer – fra kontinent til kontinent.
\ Læs mere
Starter med havskum og ørkenstøv
Rejsen begynder to forskellige steder, som er så forskellige, som de kan blive:
I skumhvirvlerne på havet og i ørkenstøvet.
Først drager vi til søs. Her er havoverfladen dækket af et tyndt slim af organiske stoffer, der kaldes mikrolaget. Disse stoffer kommer fra livet i havet.
I mikrolaget er der også virusser og bakterier, ligesom der er på resten af Jorden, og en teske havvand indeholder omkring 50 millioner virusser.
Nogle af disse virusser kapsles ind i organiske stoffer – sure polysakkarider – i mikrolaget.
Derefter kastes de op i luften af skumhvirvlerne.
Polysakkariderne er som små vandfly, og bakterier og virusser er flyenes passagerer.
Flyene er bittesmå – syv tusindedele af en milimeter eller mindre endnu. Derfor behøver de ikke vinger.
De er i nemlig aerosoler, altså, luftbårne partikler, hvilket vil sige, at de er bittesmå partikler, der svæver i luften og transporteres over de syv have og til alle lande – deriblandt Norge, ifølge Isabel Reche.
Ørkenstøvet spredes over ækvator
Den anden rejse begynder i ørkenen. Også her er der bakterier og virusser, og her sætter de sig fast på støvkorn.
Ørkenvinden løfter støvkornene op og ud i verden – men ikke overalt.
Ørkenstøvet spreder sig ud over det, som kaldes ‘det globale støvbælte’. Det er et bælte, der går rundt om ækvator, og som strækker sig fra breddegraden omkring det sydlige Algeriet op til breddegraden midt i Tyskland.
Det betyder, at bakterier og virusser fra ørkenen ikke når op til Norge.
»Aflejringerne i Norge kan være lidt anderledes, og der er nok større bidrag fra kilder i havet,« skriver Isabel Reche.
Flere virusser end bakterier
I Atlasbjergene i Spanien fandt Isabel Reche og hendes kollegaer bakterier og virusser, som havde rejst med støv fra Sahara og med aerosoler fra Atlanterhavet.
Desuden fandt de mange flere virusser end bakterier. Men hvordan kan det være?
For det første kan det skyldes, at der er flere virusser end bakterier i det hele taget – og især i aerosolerne fra havet.
Disse aerosoler er også mindre en støvkornene fra ørkenen, og de holder sig derfor længere i luften og spredes mere vidt omkring.
Bakterierne hægter sig derimod oftere fast på større partikler fra både havet og ørkenen. De har lettere ved at trække vand til sig fra luften og danne regndråber, og bakterierne falder derfor hurtigere ned.
Derfor er der ikke så mange bakterier som virusser i luften. Den usynlige sky af virusser er meget større, og derfor falder der flere virusser ned over Jorden på sigt.
Ikke alle overlever
Hvis de små organismer spredes for alle vinde, hvad betyder det så i praksis?
Det betyder, at det burde være muligt at finde virusser og bakterier med samme DNA på vidt forskellige steder i verden.
Og det er netop, hvad andre forskere tidligere har fundet frem til.
Nu har de så fået en forklaring på, hvorfor det er sådan.
Men hvad sker der med de bittesmå ‘mikropiloter’, der har rejst langvejs fra, når de dumper ned i ørkener og jungler, savanner og granskove, byer og agerjord?
Får vi de samme virusser og bakterier alle steder?
»De kan sprede sig langt, men det er ikke sikkert, at de overlever,« siger Kamran Shalchian-Tabrizi til Forskning.no.
Mikroskopisk konkurrence
Kamran Shalchian-Tabrizi er professor på Sektion for Genetik og Evolutionsbiologi ved Universitetet i Oslo. Han har forsket i spredningen af bakterier og andre mikroorganismer.
»Mikrober kan spredes langt, fordi de er små og findes i enormt antal. De har tilpasset sig vidt forskellige miljøer,« siger han.
Og her er der en underlig modsætning:
Hvis de er så dygtige til at sprede sig, hvorfor er de så ikke blevet mere og mere ens overalt i verden? Det er de nemlig ikke.
Måske skyldes det de forskellige miljøer? Der er få isbjørne i Afrika og få løver på Svalbard for at sige det ligeud.
Men nej, det skyldes ikke miljøet, viser forsøg, som Kamran Shalchian-Tabrizi og hans kollegaer har lavet på mikrober i saltvand og ferskvand.
Her er saltindholdet forskelligt, ligesom temperatuen er forskellig i Afrika og på Svalbard.
»Hvis du tager mikroberne ind i laboratoriet, så er der mange, som kan overleve med forskellige koncentrationer af salt i vandet,« siger Kamran Shalchian-Tabrizi.
Ikke desto mindre ser man ikke de samme arter i saltvand i havet og i ferskvand i søerne, selv om mikroberne let kan flytte sig mellem dem.
Hvorfor har alle typer ikke overlevet begge steder?
Her er svaret konkurrence.
»Konkurrencen mellem arterne kan være en ligeså vigtig økologisk barriere for mikroorganismer,« siger Kamran Shalchian-Tabrizi.
Nyttige nykommere
Men hvis de små organismer får en vellykket landing og klarer sig godt i deres nye hjem, kan de påvirke mikroorganismerne, som lever der i forvejen – på en god måde.
De kan berige mangfoldigheden af arter og gøre mikroorganismerne bedre i stand til at tilpasse sig ændringer i miljøet, lyder det i artiklen, som Isabel Reche har lavet med sine kollegaer.
©forskning.no. Oversat af Sanni Jensen.
