Kraftige grene knækker under den tunge sne, mens tynde stammer har lagt sig som buer over stien.
Det kan være fristende at hjælpe træerne lidt i løbet af vinteren; ryste lidt af sneen af og se stammerne og grenene rette sig op igen.
Men er det egentlig til nogen nytte?
»Du kan godt redde enkelte træer, men det betyder ikke meget for skoven som helhed,« svarer Tor Myking, leder af afdeling for Skovgenetik og Biomangfoldighed ved Norsk institut for bioøkonomi (NIBIO).
I Danmark har vi ikke ligeså meget sne som i Norge, men alligevel er det interessant at få en status på, hvordan træerne har det i kulden.
Træernes dybe vintersøvn
»Sneskader er et problem for træerne, selvom mange godt kan tåle at stå bøjede under vægten af sneen,« beroliger Tor Myking.
Når grenene knækker, er det, fordi træet er ekstra tørt og derfor også skrøbeligt om vinteren.
Og her støder vi faktisk på et større problem for træerne end sneen - nemlig kulden.
Jordbunden er frossen, så rødderne får ikke vand. Hvad gør træerne så?
»På nåletræerne ruller grannålen sig tæt sammen for at beskytte de små spalteåbninger på undersiden, mens de løvfældende træer allerede har kastet sommerpynten af sig,« forklarer Tor Myking.
Når spalteåbningerne er åbne, siver vanddamp ud af bladet, så træerne forsøger at mindske denne unødige fordampning.
Derfor gør de ligesom bjørnene, der går i vinterhi. Stofskiftet daler, og de får brug for mindre vand.
Træerne tørrer ud
Træerne sparer ikke kun på vandet; de skiller sig af med vand før vinteren. De bliver tørre.
Denne udtørring er nødvendig, for den forhindrer, at der ikke sker frostsprængninger i cellerne, hvilket kan resultere i, at træet fryser ihjel.
Men udtørringen kan gå for langt.
»Træerne kan få tørkeskader, og så kan dele af træet, eller i værste fald hele træet, dø,« forklarer Tor Myking.
På for eksempel et grantræ kan de nye skud dø, og nålene blive brune. Frostskader er ofte tørkeskader.
»En kold vinter en som regel ikke et problem. Vores træer har tilpasset sig igennem lang, lang tid. Faktisk er det værre med en stadig vekslen mellem kolde og milde perioder, som vi kan forvente os mere af i fremtiden,« advarer Tor Myking.
Generne tager fat
Nu, mens stjernerne skælver under den forhåbentlig sidste frost, er træerne gået i dvale - eller rettere, de står i dvale.
Træerne kan jo ikke røre sig, tænker du måske. De kan selvfølgelig ikke tage benene på nakken og søge mod grønnere græsgange.
Men på en måde kan de faktisk, som vi snart skal se.
Og dét er noget, som Tor Myking forsker i til daglig - genetisk mangfoldighed i træerne.
Træerne har for eksempel fundet deres egen måde at klare sig uden at bevæge sig - de tager ganske vist ikke benene på nakken, men generne!
»Stor genetisk variation er den bedste garanti for, at nogle træer altid vil overleve,« siger Tor Myking, der fortsætter:
»Skovbruget her i Skandinavien er optaget af at opretholde en stor genetisk mangfoldighed.«
Sådan er ikke overalt. Nogle steder bruger skovbruget klonede træer med ens arvestof.
»Det er et skovbrug, der producerer en hel del, men det er noget af et chancespil,« fortæller Tor Myking.
Klimaforandringer, insektangreb og andre sygdomme kan ramme meget hårdere, fordi alle træerne reagerer ens.
Begynder at røre på sig
Vi bevæger os imod lysere tider. Foråret er på vej. Hvad gør træerne så?
Ingenting - så længe det er koldt. De fleste træarter lader sig ikke narre af, at det bliver lysere. De venter på varmen.
Temperaturen er afgørende for, hvornår væksten starter.
Så smelter isen i jorden. Planterne kan igen suge vand op.
Blade og nåle springer ud.
Stofskiftet kommer igang igen, og tæerne begynder at røre på sig.
Stammen suger og krymper
Ikke meget, men nok til at forskerne kan måle, hvordan træstammen svulmer og trækker sig sammen, når det veksler mellem nat og dag.
»Træet svulmer om natten, for der indeholder stammen meget vand,« forklarer Tor Myking.
Om dagen står solen højt på himlen, og spalteåbningerne på bladene og nålene er åbne.
Når stofskiftet - fotosyntesen - er i gang, afgiver blade og nåle vanddamp, og så trækker stammen sig en lille smule sammen - cirka et par tiendedele af en millimeter.
Grenene gør morgengymnastik
For nylig fandt forskerne også en anden og større døgnbevægelse - denne gang i grenene.
Grenene laver morgengymnastik og strækker sig hele ti centimeter. De sænker sig igen i løbet af natten.
I studiet, publiceret i tidsskriftet Frontiers in Plant Science, brugte forskerne laserstråler til at måle hængebirkens bevægelser.
På denne måde tegnede de en datamodel med en sky af punkter i det tredimensionale rum.
En video viser, hvordan punkterne - altså grenene - sænker sig om aftenen og i løbet af natten.
Træernes hemmeligheder
Forskerne er ikke sikre på, hvorfor det sker. Målingerne er beskrevet i en artikel i tidsskriftet Science, og her spekulerer de på, om det har noget at gøre med vandbalancen i stammen.
Det er en bevægelse, der længe har været kendt i mindre planter - helt tilbage til Charles Darwin, der i 1880 skrev bogen 'The Movement of Plants'.
Men bevægelse i træerne blev først målt nøjagtigt for knap 140 år siden. Hvorfor gik der så lang tid?
En stor del plantebiologisk grundforskning sker på særligt udvalgte modelplanter; for eksempel den vidtudbredte almindelig gåsemad (Arabidopsis thaliana).
Det er straks mere usædvanligt at benytte træer som modelplanter.
»De bliver hurtigt pladskrævende og tunge at arbejde med i forhold til små planter,« forklarer Tor Myking.
Træerne bærer på mange hemmeligheder
Et studie af grenenes bevægelser er måske heller ikke det mest anvendelige studie, man kan give sig i kast med - og nytteværdien er afgørende for mange af forskningens sponsorer.
»Forskning handler også om evnen til at observere og til at stille de rigtige spørgsmå. Og her var Darwin helt enestående,« siger Tor Myking.
Men træerne bærer stadig på mange hemmeligheder.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
