Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Dansk studie: Fysisk aktivitet sænker risikoen for urinvejsinfektioner

Annonce:

Hver anden kvinde bliver ramt af urinvejsinfektion mindst én gang i livet, og for rigtig manges vedkommende vender sygdommen tilbage efter kort tid. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Men ny dansk forskning viser, at man nemt kan sænke risikoen for urinvejsinfektioner betragteligt med blot et beskedent niveau af fysisk aktivitet. Det meddeler Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

»Hvis du spadserer eller cykler fire timer om ugen, viser studiet, at dette er relateret til en 21 procent lavere risiko for formodede bakterielle urinvejsinfektioner. Og er du oppe at dyrke motionsidræt fire timer om ugen, er dette relateret til hele 32 procent lavere risiko,« forklarer Kathrine Pape Madsen, der er kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet.

\ Læs mere

Det er hende, der står bag studiet, som er publiceret i tidsskriftet Medicine & Science in Sports & Exercise. Det er baseret på data fra 18.874 respondenter og udført ved hjælp af spørgeskemaer og samkøring af registre over antibiotikaudskrivninger.

»At vi nu har en viden om denne sammenhæng gør, at vi kan begynde at bruge den viden til at interessere os for egentlig forebyggelse af de her bakterielle urinvejsinfektioner. Der har tidligere været forsket meget i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og virusinfektioner, men ikke sammenhængen med de bakterielle infektioner, som ofte er langt alvorligere,« siger Kathrine Pape Madsen.

\ Læs mere