Engang for længe siden skete noget voldsomt i Asien.
Den tektoniske plade under Indien bevægede sig i løbet af mange millioner år mod nord og ramlede sammen med Kina, og det store sammenstød fik Tibet til at skyde til vejrs. Det har forskere længe vidst.
Men det har været en omdiskueret gåde, hvornår Tibet er vokset op til den højde, der i dag gør området til verdens højeste med tilnavnet 'verdens tag'.
Nu har en forsker ved Københavns Universitet, Giampiero Iaffaldano, fundet et svar. Det fremgår af et nyt studie, der netop er blevet publiceret i Geophysical Journal International.
»Jeg har set på spørgsmålet, der har stået ubesvaret i mange år i det geologiske forskningsmiljø. Hvornår fandt den seneste hævning sted i den geologiske fortid af det tibetanske plateau, der i dag er fire til fem kilometer højt?« siger Giampiero Iaffaldano, lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Et kontroversielt emne
Spørgsmålet har i mange år delt forskere i to lejre.
- Nogle har ment, at Tibet hævede sig pludseligt med op til to kilometer ved nedbremsningen af det langtrukne sammenstød mellem Indien og Kina i løbet af et par millioner år for 15-20 millioner år siden.
- Ud fra plantefossiler og geokemiske analyser af sten fundet i bjergområdet har andre argumenteret for, at Tibet allerede så ud, som det gør i dag, helt tilbage for 20-30 millioner år siden, og at højden ikke har ændret sig med tiden.
Den nye danske forskning kommer frem til et svar nogenlunde midtimellem: Tibet har hævet sig med op til 600 meter i nyere geologisk tid - altså inden for de seneste 15-20 millioner år.
Et hønen eller ægget-spørgsmål
Ifølge Vivi Kathrine Pedersen, der er adjunkt ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, bidrager studiet til et »meget spændende forskningsområde«. Hun har ikke været en del af forskningen, men har læst den videnskabelige artikel igennem for Videnskab.dk.
»Det har klassisk været et hønen og ægget-spørgsmål med relation til Jordens klima,« siger Vivi Kathrine Pedersen og uddyber:
»Det er kompliceret at forstå dannelsen og den geologiske udvikling af Tibet ved at se på beviser fra kontinentet selv. Det nye studie benytter en helt anden type arkiv ved at se på hastigheden og deformationen af de tektoniske plader syd for bjergkæden tilbage i tid. Helt simpelt så formoder man, at den indiske plade er gået ned i hastighed, da den ramte ind i Asien, og at den er gået yderligere ned i hastighed, som plateauet har vokset sig større.«
Det samme er tilfældet i andre tektoniske omgivelser - for eksempel i Andes- og Zargros-bjergene.
Ny analyse af gammel data
Resultaterne i Giampiero Iaffaldanos studie er baseret på en fysisk model, der tester modellens parametre i vid udstrækning op mod de observationer, der er til rådighed: fordelingen af jordskælv i Jorden samt de tektoniske pladers hastighed og deformation over tid.
»Ved at kigge på ældre data om Tibets opståen og kombinere det med nye geologiske data fra det Indiske Ocean er vi ret sikre på, at der for omkring 15-18 millioner år siden har været en stor geologisk forandring af Tibet, som har fået området til at vokse et sted mellem 300 og 600 meter i højden,« siger Giampiero Iaffaldano.
Den geologiske forandring af Tibet fandt som nævnt sted i sammenstødet mellem det, vi i dag kender som Indien og Kina.
Indien lå oprindeligt placeret længere mod syd, men den tektoniske plade, som Indien ligger på, rykkede sig gradvist nordpå over millioner af år og tættere på Kina, indtil de stødte sammen og dannede Tibet.
»Jeg har kigget nærmere på hastigheden af sammenstødet mellem Indien og Kina ved hjælp af geologiske data fra det Indiske Ocean, som først for nylig blev tilgængelige for offentligheden,« siger han.
Ifølge Giampiero Iaffaldanos analyse har Tibet hævet sig op til 600 meter - nok nærmere 300 meter.
»Det er en diplomatisk konklusion, der gør begge lejre tilfredse,« siger Giampiero Iaffaldano om sin konklusion, der altså findes et sted midt imellem de to lejre som nævnt ovenfor.
»Studiet bidrager til en forening af to tidligere hypoteser, forskellige datasæt og konklusioner.«
Giver bedre forståelse af Jordens udvikling
Tibet-plateauet er verdens største, og det er derfor interessant, hvordan og hvornår det er opstået. Ifølge Giampiero Iaffaldano er det vigtigt, fordi det siger noget om kontinenters evolution.
»Den nye viden om Tibet er vigtig for bedre at forstå Jordens udviklingshistorie, og metoderne brugt i studiet kan vise sig nyttige i fremtidige undersøgelser af kontinenternes spredning.«
Det er også interessant, at forskere nu får adgang til data, der blev indsamlet for mange år siden og med andre formål.
»I videnskaben skal man være parat til at gå væk fra den slagne vej afhængigt af data og deres kvalitet,« siger Giampiero Iaffaldano.
Det er Vivi Kathrine Pedersen enig i. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at mere komplicerede modeller i fremtiden vil forfine studiets resultater, men hun slår fast, at de er solide.
»Den primære konklusion virker robust. Det er tidligere blevet antaget, at der skal meget store kræfter til for at forklare de hastigheds- og deformationsændringer, der er observeret i de tektoniske plader syd for Tibet. Studiet her viser nu, at dette ikke er nødvendigt, og derfor bortfalder netop det bevis for, at der har været kilometerstor hævning af Tibet i tidlig/midt Miocæn.«
